Hvorfor se en film? Fordi den er ‘god’? Hvad betyder det? Hvordan bedømme kvalitet? Og er det ikke nogen gange sjovere at se en dårlig film, der giver en noget at snakke om, end en god, som man så ellers ikke ved hvad man skal gøre noget ved? Jeg ved godt at jeg nok har det lidt anerledes, eftersom jeg med partoutkort ikke betaler for hver enkelt film jeg ser, men jeg var alligevel glad for at have set filmen O Futebol. Som måske er den mest skuffende film jeg nogensinde har set. Men som jeg kommer til at fortælle om mange gange over det næste års tid.

https://www.youtube.com/watch?v=ps258rKZVPA

Sådan er det med dokumentar-film, man ved jo aldrig rigtig hvad der sker før man går i gang. Hvad gør man hvis absolut intet i en film bliver som man havde håbet på? Måske laver man O Futebol. Filmen handler om instruktøren Sergio Oksman og hans far, som ikke har snakket sammen i 20 år. I 2013 rejste instruktøren hjem til Sao Paolo og besøgte faren, hvorfra vi har filmens første klip, en trist og regnfyldt indstilling af de to mænd foran det fodboldstadium hvor de så kampe med Palmeiros da han var lille, vist uden lyd, da regnen bliver værre løber de deres vej. De aftalte at året efter, under fodbold VM, ville han komme hjem igen under hele slutrunden.

Futebol. En magisk sport. Mon magien fra det mageløse spil, som for første gang i ualmindelige tider kommer til Brasilien, skulle kunne bringe de to mænd sammen igen? Nah. Uden at ville afsløre for meget, så er det ikke det som sker. Efterhånden som lavmælt klip afløser lavmælt klip går det op for os, at der formentlig ikke kommer til at være nogen forsoning. De mænd har ganske ikke noget at sige til hinanden. Kommer de så op at skændes? Nah. Det ville nok også kræve for meget energi. Jamen, hvad med at se en kamp sammen, som de gjorde engang, kunne det ikke være interessant. Tja, men billetterne er jo svære at få fat på… I filmens bedste scene, og den som er central i traileren, sidder de to mænd i en bil uden for stadium og forsøger at gætte hvad der skete – for bilen har heller ikke nogen radio. Den der lyd, var det et mål? Nej, det var lidt for lavmælt. Hov, det lød som en stor afbrænder, men nok ikke noget mål heller. Til sidst kører de deres vej igen, før kampen er færdig, for det gælder jo om at komme væk før myldretiden…

Jeg spekulerer på hvornår det gik op for instruktøren, at hans film ville blive en komplet fiasko. Måske ret tideligt. Stemningen er ligesom lagt af den første kamp mod Kroatien, hvor hele nationen indså, at det nok ikke ville gå som de havde håbet. Centralt i filmen står naturligvis semifinalen mod Tyskland, som blev tabt 7-1. Her bliver filmen så lakonisk tragikomisk, at jeg ikke vidste om jeg skulle grine eller græde. Det er faktisk ikke engang sjovt, jeg tror ikke jeg lokaliserede en eneste joke, men på det her tidspunkt er projektet slået så meget fejl, at det er svært ikke at ryste på hovedet.

Filmen er 70 min lang. Den er filmet godt, bestemt, selvom også kamera-arbejdet i sagens natur føles lidt improviseret og ikke så overvældende som i mere planlagte dokumentarer. Enkelte billeder, som ind indstilling udenfor en café under kampen mod Columbia, eller tomme gader under den mod Chile, er rigtig fine. Men formen gør ikke op for det komplet mislykkede indhold. Snarere passer det meget godt, et også lidt famlende filmsprog, som aldrig rigtig finder hvad det søger efter. Jeg tror faktisk det gør pakken endnu mere unik. Jeg har sjældent set noget så lakonisk, så tonsløst, så forfejlet.

Jeg var inde og se Sommeren 92’ med min familie i går. Herlig sommer, herlig aften, og en film som nærmest ikke kunne gå galt. Jeg tror det må være den mest crowdpleasende film siden Olsen Banden var i sin glansperiode. Og så har jeg vist ikke mere at sige om den film. Men den blev vist samtidig med O Futebol, som så vidt jeg kunne se på nettet ikke havde det helt store publikum. Når ikke O Futebol overlapper med filmen om da EM var i Sverige, så vises der samtidig Den Unge Zlatan, som pudsigt nok også er mere populær. Det er så absolut den film jeg har set i år, hvor der var færrest publikum. Og ja, det passede også fint til. Filmen var i hovedkonkurrence i Locarno, sammen med kunstere som Chantal Akerman, Ben Rivers og Andrjzej Zulawski. Den vandt ikke nogen priser…