Palmesøndag del 79 (Xia Nu, King Hu, Taiwan/Hong Kong Cannes 1975, Teknisk Pris) Der er nogle film man bare kan fornemme er noget særligt fra første færd. A Touch of Zen er én af dem. King Hu’s tre timer lange wuxia-mesterværk begynder ganske ydmygt, med nogle billeder af edderkoppespind, men der er med det samme en følelse […]
Palmesøndag del 78(搖啊搖，搖到外婆橋, Yao a Yao, Yao Dao Waipo Qiao, Zhang Yimou, KinaCannes 1995, Teknisk Grand Prix (Lü Yue, Foto)) Hvis, som jeg postulerede i indlægget om At Leve, Zhang Yimou’s festival-film i dag er glemte og irrelevante, så er det svært at vide hvad man skal kalde hans komplet obskure anden film: Codename: Cougar, efter sigende en […]
Palmesøndag del 77(活著, Houzhe, Zhang Yimou, KinaCannes 1994, Jury Grand Prix & Bedste Skuespiller (Ge You) & Økumenisk Pris) Engang ville det have været en stor dag for kræsne cineaster når en ny film fra Zhang Yimou havde premiere – en ny film fra en mand der har vundet én gylden bjørn og to løver. Men The […]
Da Spanien først slog ned på den gryende filipinske revolution, henrettede de Filipinernes nationaldigter, José Rizal. Lav Diaz’ nyeste storværk – med sine otte timer ikke hans længste, men deroppeaf – starter dagen før henrettelsen, 30. December 1896, og det er som om den stiller spørgsmålet: Hvad vil det sige at myrde et lands fortæller? Hvad […]
Palmesøndag del 76 (Cristi Puiu, Rumænien Cannes 2016) Noget af det mest fantastiske ved filmkunsten er, hvordan den kan tage helt simple hverdags hændelser, og bygge det ind i et helt eget metaforisk fletværk. Den byggesten, som en filmscene er, har den perfekte længde til at indkapsle noget ganske ordinært, og netop fordi vi som […]
Til tider med kunst får man det der stik i brystet. Den der ‘hvad var det?’ Det er altid farligt for en filmanmelder, for det føles irriterende, men kommer som regel når en film gør noget man ikke forventer, og ikke umiddelbart forstår. Mange film er fantastiske af grunde man nemt kan forstå, godt skuespil, god fortælling, pæne […]
Palmesøndag del 75 (Trois Couleurs: Rouge, Krzysztof Kieślowski, Polen Cannes 1994) -Bliv lidt -Hvorfor? -Der er sådan et smukt lys… Hvor mange film findes der, der er så gennemført glædelige som Kieslowski’s Rød? Åh, man bliver glad af mange af Kieslowski’s film, man bliver glad af det meste god kunst, men behageligheden i Rød er uovertruffen. Den varme […]
Palmesøndag del 74 (Maren Ade, Tyskland Cannes 2016, Fipresci Pris) Hvor mange næsten tre timers lange film er så lette at opsummere som Maren Ade’s mesterlige Min Far Toni Erdmann? Dens præmis er lige så gennemført som den er genialt enkel: Far Winfried (Peter Simonischek) forsøger at bonde med sin karriere-mindede datter Ines (Sandra Hüller) ved […]
Japan har været på udkig efter ‘den næste Miyazaki’ i årevis, ligesiden Hayao Miyazaki’s egen udvalgte efterfølger Yoshifumi Kondo i 1995 lavede mesterværket Hjertets Hvisken og få år efter døde, måske af udmattelse. I disse år falder opmærksomheden på to animatorer: Der er Makoto Shinkai, der i 2002 udgav Voices of a Distant Star, en film han havde […]
Ikke alle film er lige, og Hvid har alle dage været lidt mindre lige end de to andre film i Kieslowski’s farve-trilogi. Eftersom det netop er filmen om lighed er det måske lidt ironisk, men omvendt handler filmen mindst lige så meget om ulighed, om xenofobi, kønskamp og røver-kapitalisme. Filmen har ikke eksperimenterende cinematografi som Blå og Rød, og hvor […]