Palmesøndag del 85(Луна-парк, Pavel Lungin, RuslandCannes 1992) I 1992 gik det stærkt. Det var allerede så småt undervejs i foråret 1990, hvor Boris Jeltsin blev valgt til formand for den Russiske Sovjetrepublik, ligesom de baltiske republikker forsøgte at blive selvstændige. I 1991 gik Sovjet-hæren ind i Litauen, og gammelkommunister forsøgte at kuppe Gorbatjov i august. Begge dele […]
Palmesøndag del 84(Такси-блюз, Taksi-Blyuz, Pavel Lungin, SovjetunionenCannes 1990, Bedste Instruktør, Økumenisk Pris – Special Mention) Der er noget mærkeligt over Pavel Lungin’s Taxi Blues helt fra start: I rulleteksterne staves den russiske instruktørs navn på fransk: Lounguine. Det er et tegn på nye tendenser, og på nye relationer mellem øst og vest. I 1990 var sovjetisk film i krise, […]
Palmesøndag del 83(鬼子来了, Guizi Lai Le, Jiang Wen, KinaCannes 2000, Jury Grand Prix) Engang imellem laver Cannes-instruktører mærkelige ting, der punkterer idéen om ‘Cannes-filmen’ som en eller anden elitær sfære fjern fra den almindelige filmverden. To eksempler fra sidste år: Australske Justin Kurzel fulgte op på Snowtown, vinder af en pris i Semaine de la Critique i […]
Palmesøndag del 82 (Paradies: Liebe, Ulrich Seidl, Østrig Cannes 2012) Der er en scene i Hundedage, Ulrich Seidl’s gennembrudsfilm fra 2001, der på mange virker som forløberen for Kærlighed. Et ældre ægtepar, jazz på anlægget, og pludselig rejser kvinden sig op og danser. Kjolen ryger, bh’en, til sidst trusserne. Tungen ryger ud af munden, tøjet gnides op […]
Palmesøndag del 81(Ulrich Seidl, ØstrigCannes 2007) Ah, østrigsk film. Måske den mest undervurderede filmtradition overhovedet. Der er så mange store østrigske instruktører, men landet er lille, den nordlige nabo er stor, og den politiske historie smadrede dem begge to. Østrigske instruktører: Fritz Lang, Josef von Sternberg, Billy Wilder, Fred Zinnemann, Otto Preminger. Tidlig østrigsk film […]
Palmesøndag del 80(Raymond Depardon, FrankrigCannes 1990) Eftersom Cannes er en fransk filmfestival har den ret logisk givet ret så meget plads til langt de fleste store franske filminstruktører. Nogen gange lidt forsinket – Godard deltog f.eks. første gang i 1980, efter at have været seks gange i Berlin og fire gange i Vendig, men han […]
Der findes flere måder for kunst at være nyskabende på. Mange modernister havde en holdning om ‘l’art pour l’art’, at kunsten var til for sin egen skyld, hvilket ofte betød eksperimenter i sig selv. For essay-filmen gælder det ofte, at man starter ved et specifikt emne, og finder en æstetisk form som passer til dette […]
Yesterday, with Ford, the cinema did justice to American farmers; with Mizoguchi, it did justice to Japanese prostitutes. Today it does justice to Chinese factories […] A great Chinese cinema has grown up around this very question: What is becoming of our factories and our workers? Such testimony about the world is unique to cinema; no […]
Disse drenge danser decideret dårligt. Omklamrende, fører deres udkårne med lidt for megen armkraft, giver ingen plads til de piger de forsøger at danse med. ‘Du danser som en kalkun’, får hovedpersonen Krzysztof på et tidspunkt at vide, og det er ganske rigtigt. Halvt kalkun, halvt lidt desperat påfugl. Det er sådan noget man sidder og […]
Et af de største problemer jeg har ved at tænke mig selv som anmelder er ved såkaldte ‘eksperimenterende’ film. Mange steder er eksperimenterende kunst noget godt i sig selv. Det er modigt, og nytænkende, og implicit mere værd end film som spiller det sikkert. Og alt det er jeg enig i, og vil derfor gerne […]