rsz_spin08_web-1

Spin

Der findes flere måder for kunst at være nyskabende på. Mange modernister havde en holdning om ‘l’art pour l’art’, at kunsten var til for sin egen skyld, hvilket ofte betød eksperimenter i sig selv. For essay-filmen gælder det ofte, at man starter ved et specifikt emne, og finder en æstetisk form som passer til dette emne. Det kan give film man aldrig har set magen til før, men også film som kan være meget svære at forstå, hvis ikke man kender til det tilgrundslæggende emne. Og hvis man tilfældigvis kender emnet kan filmen til gengæld virke lidt forudsigelig. Jeg havde ingen idé om at Ginan Seidl’s Spin i høj grad ville bygge på filosoffen Karen Barad og hendes bog Meeting the Universe Halfway, om de filosofiske konsekvenser af kvantemekanikken. Det er en bog jeg for et par år siden læste minutiøst i en læsegruppe, og som jeg har tænkt over lige siden. Jeg vil sige det er til filmens fordel, at den fik mig til at gentænke hele emnet, få mig til at se det på en anden måde. Det er måske netop det som gør den til Kunst.

‘Spin’ er en egenskab ved elektroner. De drejer rundt om sig selv. Min viden om emnet er måske en lille smule rusten, men som jeg husker det hænger problemet sammen med det man kalder ‘entanglement’, hvor to elektroner forbindes med hinanden. Det har nemlig vist sig, at i det man efter en sådan forbindelse påvirker ‘spin’ på den ene elektron, så ændres det også på den anden. Øjeblikkeligt. Hurtigere end lysets hastighed. De to elektroner hænger så at sige sammen og er adskilt på samme tid, på tværs af tid og rum.

Det er et grundprincip i vestlig tankegang, at ting i verden er adskilte. Jeg er mig og du er dig og min sten er en sten, og vi hænger ikke sammen. Men kvantemekanikken siger det måske ikke er sådan. Det er også en grundtanke i filmkunsten, at klip er adskilt, og sat sammen via ‘montage’. Hvordan skildre filmisk, at det måske ikke er sådan? Det var når man fornemmede Seidl forsøgte på dette, at filmen var stærkest. Grundlæggende har vi at gøre med en Slow Cinema film. Klip af ørken, af videnskablige eksperimenter, kunstneriske billeder af adskilte mennesker, holdt meget meget længe, med voiceover og tekst på skærmen. Der var allerede en montage mere kompliceret end normalt, i sammensætningen af billede, tale, tekst. De klippede heller ikke altid samtidigt, så billedsiden bevægede sig et andet sted hen, mens lydsiden fortsatte som det plejede. Resultatet var både komplekst men også fordybende.

Til tider var skift i både billede og lyd introduceret via hvad man nærmest kunne kalde ‘glitch’-teknik. Der kom en hvid streg tværs over billedet, og jeg troede først der var noget galt med fremviseren, men så begyndte hele billedet at krænge sig sammen og opløses rundt om denne streg. Lydsiden begyndte at kratte, og igen tænkte jeg noget var galt, men det var fordi den næste voiceover var optaget i et støjende rum. Således blev forskellene markeret nærmest som fejl, som huller i filmens sammenhæng.

Men mest fascineret var jeg af betydningsskabelsen, det man kunne kalde en Barad’sk semiotik. Vi får hurtigt introduceret spin, og ser videnskabelige forsøg hvor elementer spinner rundt. Men så pludselig er vi i Tyrkiet og ser på såkaldte ‘spinning dervishes’, religiøse figurer der drejer rundt om sig selv i et forsøg på at opnå religiøs indsigt. Først var jeg skuffet over denne kobling, den syntes mig overgjort metaforisk, og desuden først og fremmest baseret på banal ord-sammenhæng. Men så begyndte jeg at tænke over, om det i virkeligheden ikke også var meningen, at skabe en montage af del-elementer, som på en og samme tid hang sammen, og alligevel ikke rigtigt gjorde det alligevel. Efter endt visning fremstod filmen som et åbent eksperiment, der først ville falde på plads når jeg selv satte mig ned og lavede arbejdet færdigt – ligesom filmen påpeger er en nødvendig del af den videnskabelige process, hvor forskerens regnearbejde normalt ikke henregnes et eksperiment. I øvrigt også en pointe der er med i Karen Barad’s bog.

Da filmen sluttede med et langt citat oplæst af Karen Barad selv var jeg sikker på jeg havde set noget jeg har ledt efter i meget lang tid. Barad’s teori om ‘agential realism’ er ifølge hende selv på samme tid en ontologi, en epistemologi og en etik, og jeg har længe tænkt det i så fald var nødt til også at være en æstetisk teori, og overvejet hvordan man kunne formulere en sådan. Ginan Seidl giver sit eget bud, ikke som teori men som praksis, og resultatet er ganske unikt. Ret krævende – det sidste citat indeholder bl.a. ordet ‘relata’, som man vist skal kende Barad for at forstå – men også umanerlig givende.