Palmesøndag del 80
(Raymond Depardon, Frankrig
Cannes 1990)

Eftersom Cannes er en fransk filmfestival har den ret logisk givet ret så meget plads til langt de fleste store franske filminstruktører. Nogen gange lidt forsinket – Godard deltog f.eks. første gang i 1980, efter at have været seks gange i Berlin og fire gange i Vendig, men han nåede da alligevel at være med syv gange siden – men med tiden dukker de fleste regelmæssigt op på croisetten. Dem der mangler understreger gerne de dybere problemer festivalen har. Agnés Varda var så ledes kun i konkurrence én gang, og Claire Denis kun to (Varda med Cléo fra 5 til 7 i 62, Denis med Chocolade i 88 og Stars at Noon i 2022), en påmindelse om hvor pinligt elendige festivalen har været til kvindelige instruktører. Og så er der folk som instruktøren bag denne film, den legendariske, stilskabende, mesterlige instruktør Raymond Depardon, der laver en type film festivalen næsten aldrig gider: Dokumentar.

Raymond Depardon (født 1942) har lavet film i over halvtreds år, siden nogle journalistiske reportager fra Venezuela, Yemen og – mest vigtigt – Tchad. Han har lavet op til flere essentielle dokumentariske serier af film: Om det franske retsvæsen i Faits Divers, Urgences og Délits Flagrants, og af det kriseramte franske landbrug i den nyere Profils Paysans, der over flere film følger sine karakterer i årevis. For nylig havde han filmen France på CPH:DOX, hvor han kørte en campingvogn rundt i Frankrig og filmede samtaler derinde, dermed både afdækkede dialekter, sprogbrug, og hvad forskellige indbyggere havde på hjerte, i et stramt og fascinerende filmsprog. Hans stil er ganske cinema verité, kan minde om f.eks. amerikanske Frederick Wiseman, men Depardon er også optaget af antropologi, af landskaber, af ansigter, i langt højere grad end den mere sociologisk interesserede amerikaner.

Depardon’s på en gang fineste og mest problematiske film er efter min mening de film han har lavet om Afrika, især de to semi-mesterværker Une Femme en Afrique og Afrique – Comment ca va Avec le Douleur? Den sidstnævnte, fra 1996, er en dokumentarisk skildring af en rejse fra syd til nord, hvor kameraet de fleste steder laver en langsom cirkelbevægelse, som vil det kortlægge så meget det kan i Sydafrika, Tanzania, Tchad, Alexandria, etc. Det er et portræt af et kontinent der dels netop har set Nelson Mandela blive indsat – og han bliver filmet i en ordløs passage – men som også undervejs rammes af folkemordet i Rwanda. Den sekvens er noget af det bedste dokumentarik jeg har set: Da Depardon får at vide at noget forfærdeligt har fundet sted har han allerede passeret Rwanda – han filmede tidligere en sekvens fra et naboland, på bredden af en grænse-flod, hvor han kommenterede at der var mange flygtninge på rejse – og hans eneste svar er at stille kameraet op på hans lille hotelværelse, og lave en 360 graders visning af det lille kammer hvor han befinder sig, alene og forvirret og ude af stand til at forstå eller gøre noget. Han rejser derefter tilbage til Rwanda, til en fangelejr for de anklagede for folkemordet, og filmer deres kummerlige forhold.

Det er en ualmindeligt stærk sekvens, hvor kunst og politik stilles op mod hinanden. For hvad er det han laver? Hvorfor tror han det betyder noget, at han rejser rundt på kontinentet med sit kamera, mens gigantiske og tragiske politiske kræfter river og samler lande og regioner? Er han som hvid franskmænd nogensinde andet end en turist, end en udefrakommende, end i sidste ende en del af problemet? Det er lidt det problem som Depardon forsøger at behandle i hans tre spillefilm Une Femme en Afrique, La Captive du Desert og Un Homme sans l’Occident. Une Femme en Afrique er så dokumentarisk og minimalistisk at det nærmest må kaldes en hybridfilm: Den handler om en filmskaber, der i Djibouti møder en fransk kvinde, som han tilbyder at dele hotelværelse med. Vi ser aldrig ham, kameraet bliver hans standin, og dets granskning af den unge smukke kvinde (spillet af klipper og instruktør Françoise Prenant) bliver et tegn på hans overfladiske og objektificerende forhold til sine omgivelser. Hun ender med at kalde ham stupid, overfladisk, en idiot, ude af stand til at engagere sig i sin omverden som andet end objekter, og da de har sex er det en katastrofe. Hans voiceover hvor han forklarer præcis hvor elendigt det endte er et komisk højdepunkt, og sammen med den førnævnte scene fra hotelværelset fjernt fra Rwanda en stærk metafor for dokumentaristens nødvendigvis forkvaklede forhold til sin omverden.

Une Femme en Afrique burde have været på alverdens filmfestivaler. Det er en af firsernes stærkeste franske film, efter min mening. Man kunne være naiv og tro at La Captive du Desert kom i konkurrence i Cannes i 1990 som et plaster på såret for at have overset den tidligere film, men ret beset har det nok en mere simpel forklaring: I stedet for at filme sin klipper brugte Depardon i denne sin anden spillefilm en reel stjerne: Sandrine Bonnaire, der allerede som dengang 23-årig havde medvirket i store værker som Agnés Varda’s En Pige på Drift fra 85 og Maurice Pialat’s Guldpalme-vinder Under Satans Sol. Hun er den eneste professionelle skuespiller i et minimalistisk drama, der også spiller på Depardon’s egen forhistorie: I hans halvfjerdserfilm om Tchad filmede og fortalte Depardon om den unge kvinde Francoise Claustre, der i 74 blev bortført af Tchad’ske rebeller leder af Hissène Habré. Hun sad fanget i tre år inden den franske stat, bl.a. på grund af opmærksomheden som Depardon’s billeder havde skabt, fik frigivet hende.

La Captive du Desert er en art proto-slow cinema. Tidligt i filmen er der f.eks. et klip hvor hvad der virker som hele stammen der holder kvinden fanget passerer forbi kameraet. En nærmest uendelig passage af mennesker i sand. Resten af filmen er ikke meget mere action-packed: Kvinden forsøger at gøre de ting der skal til for at overleve i ørkenen, f.eks. lave en vandbeholder, mens de andre kvinder forsøger at få hende til at udlevere de ting hun har haft på sig, f.eks. medicin. På et tidspunkt forsøger hun at flygte, men findes igen. Så kommer der en mand og fortæller hende, at hun vil blive sat fri, og at hun bør huske på de politiske årsager til at hun blev kidnappet. Det bliver aldrig rigtigt forklaret hvad disse årsager er. Filmen hedder La Captive du Desert, og ikke f.eks. La Captive du Tchad. Det som fascinerer Depardon er hendes fangenskab i et åbent, tomt landskab, hvordan hun er placeret uden for tid og geografi, og skal forsøge at indpasse sig dette. Det giver bestemt en hypnotisk og filmisk stærk effekt, som Depardon så ofte har når han er bedst. Men det er også lidt upassende, en reduktion af en kompleks historisk begivenhed til blot en hvid kvindes trængsler med at leve i uvante, ikke-vestlige omgivelser.

For selvom filmen ikke forklarer de stor-politiske konsekvenser af kidnapningen, så var det såmænd en ganske vigtig begivenhed i Tchad’s historie. Krigsherren som bortførte Francoise Claustre hed nemlig Hissène Habré, som benyttede hans nylige berømmelse til at fremme sin kamp for Toubou-folket mod styret i hovedstaden N’Djamena, en kamp der endte med at Habré i 1982 overtog magten i landet. Op igennem firserne torturerede og myrdede hans sikkerhedstjeneste DDS tusindvis af mennesker, alt imens vesten og især Frankrig holdt hånden under ham, idet Tchad udgjorde en strategisk partner i kampen mod landets nordlige nabo, Moammar Gadaffi’s Libyen. Habré’s styre blev væltet i netop 1990, samme år som La Captive du Desert havde premiere, men jeg tvivler på de to ting har noget med hinanden at gøre. Filmen er tavs omkring den politiske baggrund, ja, den udvisker den endda. Det er et nøgent rum den foregår i, et nomadisk rum, som den filmisk forsøger at skildre. At rummet var knapt så nøgent i virkeligheden er ikke noget som lader til at gå Depardon synderlig meget på.

Det er et konstant problem med Depardon. Han er en turist. En overfladisk rejsende, som kommer på besøg, tager nogle billeder, og rejser igen. Og det ved han jo også godt, for han dissekerer det så formfuldendt i Une Femme en Afrique. Snarere end at skælde ham hæder og ære fra, så vil jeg også snarere se hans Afrika-film for hvad de er: Et specifikt vestligt blik på kontinentet, som ikke må stå alene, men også et filmisk blik hvis måske fremmeste indehaver i hele Vesten er lige netop alt for ukendte Depardon. Han har lavet minimum to mesterværker om det store kontinent, og selvom La Captive du Desert ikke er helt lige så god, så er den en interessant konstruktion, og en opslugende filmisk begivenhed at se. I et ret så sløvt konkurrence-år i 1990 var det en af de bedste.