Palmesøndag del 79
(Xia Nu, King Hu, Taiwan/Hong Kong
Cannes 1975, Teknisk Pris)

Der er nogle film man bare kan fornemme er noget særligt fra første færd. A Touch of Zen er én af dem. King Hu’s tre timer lange wuxia-mesterværk begynder ganske ydmygt, med nogle billeder af edderkoppespind, men der er med det samme en følelse af så meget mere. Af mystik, af tid, af forfald. Vi ser kløfter, sublim natur. Vi ser bygninger, overgroet af græs, med tegn der henviser til fortidige beboere. Det er en åbning der minder om f.eks. Kurosawa’s Blodets Trone, men hvor Kurosawa starter efter forfaldet, og så drager tilbage i historiernes tåger for at fortælle sin historie, så starter King Hu efter forfaldet… og bliver der. Hu’s fortælling snegler sig af sted, og ville formentlig blive forkastet af enhver manus-ekspert som for lang, for forvirrende, og for løs i det – reelt stopper filmens hovedplot kort inde i del to, og filmen fortsætter blot derefter fordi der stadig er onde folk i live. Men det er ligemeget. Som navnet næsten antyder har A Touch of Zen så meget mere på hjerte, den fungerer tematisk, episk, filosofisk. Det er dét helt store, ubestridelige wuxia-mesterværk.

Wuxia. Det er ellers en genre som først retrospektivt har fået respekt fra filmfolket. Nærmest blot kampsports-film, men slog aldrig igennem i vesten i sin samtid sådan som japanske samurai-film gjorde i halvtredserne eller kung fu film gjorde i halvfjerdserne. I tresserne var det en af de mest indbringende genrer fra det legendariske Shaw Brothers Studie i Hong Kong. King Hu revolutionerede genren med Come Drink With Me i 1966 for netop Shaw Brothers, men blev straks lokket til Taiwan hvor han året efter udsendte Dragon Gate Inn, som blev en gigantisk finansiel success, og gav Hu råderum til at lave noget for alvor episk. A Touch of Zen kom fire år efter, i to dele, alt i alt tre timers sværdkamp, akrobatisk flyveri samt politiske intriger og filosofisk mystik.

Intriger har der altid været i Hu-film. Come Drink With Me foregår som Dragon Gate Inn på en kro, hvor modsatte sider mødes. Plotsne er indviklede, og indeholder skjulte identiteter, og gerne onde eunukker, fra hoffets efterretningstjenester langt borte. A Touch of Zen bygge både videre på, og gør op med denne opbygning. I stedet for en kro har vi en helt lille landsby, der tydeligt har kendt bedre tider. Her bor Gu, en klog ung mand, som dog nægter at tage den store eksamen der skal til for at gøre bureaukratisk karriere, og i stedet er tilfreds med at lave kalligrafi og male for at leve. Til byen kommer der naturligvis en masse krigere, som begynder at hoppe rundt og vifte med sværd, men Gu tager aldrig del i det. Han forbliver udenforstående, lægger højest strategien. I en af slåskampene står han alene tilbage og kigger op på taget af ruinerne, hvor to mennesker flyver frem og tilbage, uden at han på nogen måde kan være med. Han er på et lavere stadie.

Det er der mange som er. Gu er et menneske, præcis som vi er, og de andre i hans lille by. Men udover de mange tilrejsende krigere er der buddhisterne i det mere eller mindre nærliggende kloster – hvis det var alt for tæt på kunne der jo ikke være lige så mange sublime naturbilleder når folk vandrer/klatrer derhen – som har nået et endnu højere stadie. Hu’s andre wuxia-film er herlige, men de kan til tider føles lidt som et computerspil. Hver bane bliver sværere og sværere, indtil vi når bossen. A Touch of Zen, derimod, formår at stige i intensitet i tre timer, på et plan hvor det også føles nærmest filosofisk. Det er især imponerende eftersom den mest legendariske scene ligger lige midtvejs: En kamp i en bambusskov, der afsluttede den oprindelige del 1 og begyndte del 2.

Den scene ligner noget både Ang Lee og Zhang Yimou har været glade for. Hvordan overgå dette i del to? King Hu afslutter det meste af plottet ca midtvejs i anden del, hvor et angreb fra de onde styrker afværges med en stor del fra Gu’s strategiske snilde, men det er blot optakt til afslutningen, som involverer flyvende munke:

De ca fyrre sekunder der bruges på at munkene hopper ned fra en sten er nogle af de bedste sekunder i filmhistorien. Punktum. Musikken, lyset, effekterne, det er komplet unikt og vidunderligt. Hvad mere er, det legitimerer enhver montage fra tidligere i filmen, der som nævnt spenderede ret så meget tid på edderkoppespind i starten. Men naturen beåndes direkte, og retrospektivt synes hver en frø, fugl og edderkop at have haft sin rolle at spille i denne episke kamp mellem spioner og flyvemunke.

Spørg mig ikke hvorfor A Touch of Zen pludselig var i Cannes i 1975, når nu filmene kom ud henholdsvis 71 og 72.  Det var ikke fordi festivalen lige manglede noget kinesisk-sproget; det havde de ikke haft med siden Li Han Hsiang’s Empress Wu Tse-tien i 63 – som for øvrigt havde King Hu på rollelisten. Måske var der en vestlig distributør som tænkte det kunne hjælpe med salget. A Touch of Zen vandt den store tekniske pris, i hvad der lidt ligner en no-brainer, men tabte ellers de store priser til bl.a. Herzog’s Gåden om Kasper Hauser og Costa-Gavras’ Section-Speciale. Guldpalmen gik for første og eneste gang til Afrika, til Mohammed Lakhdar-Hamina’s tre timer lange Chronicle of the Years of Fire om den algierske frihedskrig. Det var velsagtens eneste gang i fyrre år at en wuxia-film kom til Cannes, indtil Hou Hsiao-hsien’s The Assassin i 2015. Selvom det var en forholdsvis stor kommerciel succes, så var det reelt set nok også sidste gang Hu lavede noget der kunne kaldes festival-film. Han fortsatte med at lave film, men ikke nogen der var lige så episke og raffinerede. I firserne skiftede filmstilen, både i Taiwan og Hong Kong, hvor gangster-film a la John Woo satte dagsordenen, mens decideret festival-kræs fra folk som Wong Kar-wai og førnævnte Hou nok opfyldte kvoten for de to nationer. Der findes ikke rigtig noget som helst, der kan måle sig med A Touch of Zen.

Come Drink With Me introducerede Cheng Pei-pei som sværdkæmper, der senere spillede Jade Ræv i Tiger på Spring, Drage i Skjul. Både den og film som Zhang Yimou’s Hero og House of Flying Daggers skylder en del til scener som bambus-kampen indlejret ovenfor. Jeg er ret overbevist om, at Tarantino må have taget idéen til The Hateful Eight fra ‘inn-film’ som Come Drink With Me og Dragon Gate Inn. Dragon Gate Inn lå også til grund for Tsai Ming-liang’s film Goodbye Dragon Inn, der skildrer livet i en biograf under visningen af Hu’s klassiker. Jia Zhangke’s A Touch of Sin skylder sin titel King Hu’s forgænger. Det norske filmtidsskrift ‘Wuxia’ havde nok ikke haft det navn hvis ikke det var for Hu. Stille og roligt er King Hu steget i agtelse, og i dag står A Touch of Zen som et mesterværk. Mindre kendt, men en milepæl i filmhistorien, som alle burde se, både action-fans, og folk med smag for smukke billeder og eksperimenterende filmkunst.