Shanghai-Triaden

Palmesøndag del 78
(搖啊搖,搖到外婆橋, Yao a Yao, Yao Dao Waipo Qiao, Zhang Yimou, Kina
Cannes 1995, Teknisk Grand Prix (Lü Yue, Foto))

Hvis, som jeg postulerede i indlægget om At Leve, Zhang Yimou’s festival-film i dag er glemte og irrelevante, så er det svært at vide hvad man skal kalde hans komplet obskure anden film: Codename: Cougar, efter sigende en thriller om en fly-kapring. Med Gong Li i hovedrollen, som i alle hans film til og med Shanghai-Triadenså jeg tror ikke ‘cougar’ betyder det det nogen gange gør i dag. Men hvad der dengang virkede som et vildskud i en auteur karriere fremstår i dag næsten som en forløber til de genre-film Zhang begyndte at lave i anden halvdel af sin karriere, som nu ledte ham hen til 3D-film hvor Matt Damon redder Kina fra rumvæsener. Èn anden film står også som forgænger: Shanghai-Triaden fra 1995, en gangster-film baseret på en kinesisk bestseller fra året før. Den var lavet på et tidspunkt hvor Zhang var ved at komme i knibe med de kinesiske myndigheder – og da hans kollega Tian Zhuangzhuang havde modtaget et komplet filmforbud der skulle vare 8 år var der grund til at være forsigtig. Zhang forsøgte at lave en helt anden type film end han plejede, at undertrykke sine auteristiske og subversive træk. Det lykkedes ikke, men det resulterede i en af hans mest fascinerende film. Det er så desværre lykkedes meget godt de sidste mange år.

Unge Tang Shuisheng ankommer til Shanghai for at arbejde for sin onkel, håndlanger i en af de store kriminelle triader. Meget tidligt i filmen hives Tang med til et gangster-møde der går galt, og der lyder skud. Zhang håndterer det afdæmpet og ude af fokus, men det er alligevel en helt anden type film end vi er vandt til at se fra hans hånd. Men filmen bevæger sig efterhånden ind på ret velkendt territorium for Zhang Yimou og Gong Li. Det er tidligt tydeligt at Zhang er mest fokuseret på Xiao Jinbao, gangsterbossens glamourøse elskerinde, der optræder på restaurant som sangerinde. Efter et blodigt gangster-opgør flygter bossen, Jinbao og Shuisheng ud til en lille ø, og herefter er der reelt hverken ret megen Shanghai eller triader over filmen. Fokus bliver igen på en holdt kvinde hos en magtfuld mand, igen en kønnet parabel om patriarkalisme og magtmisbrug generelt, helt i stil med De Røde Marker, Ju Dou og Under den Røde Lygte.

Shanghai Triad 10

Der er dog ting der vedbliver at være anderledes – og nogle af dem har endda sat sig fast i Zhang’s filmstil. Shanghai-Triaden var Zhang’s anden film med en mandlig hovedperson i unge Shuisheng, og at den er fortalt fra hans synsvinkel giver nogle andre effekter. De første scener fra et myldrende mærkeligt Shanghai er ligeså mærkværdige som storbyen var for Qiu Ju i Historien om Qiu Ju, en ret interessant måde at lave historiske film på. Til tider filmer kameraet som om det var i førsteperson, glider gennem rum og op af trapper som om vi så det gennem Shuisheng’s øjne. Han er blevet inviteret ind i et magtkammer, og kameraet glider af korridorer hen imod de hemmelige rum: Der hvor vold og begær viser sit sande ansigt. At komme bag om det glansfyldte ydre og afdække magtforholdene som de brutale uretfærdigheder de er, det var i høj grad Zhangs tematik i hans første film.

Shanghai Triad 12

Så hvad er der dog sket sidenhen? Shanghai-Triaden var lavet på et tidspunkt hvor Zhang så småt var ved at komme i problemer med regimet. Under den Røde Lygte var blevet forbudt af styret, og At Leve havde medført et forbud for Zhang for at lave film der ikke var ‘lokale produktioner’ – hvilket der blev driblet rundt om til den her nye produktion. En gangster-film var tænkt som en mindre kontroversiel produktion end tidligere film. Det var også en tid, hvor styret forsøgte at bruge film til propaganda-formål, med såkaldte ‘ledemotivsfilm’ der stort set alle sammen var fiaskoer. Zhang skiftede hest, og hans næste fire film var alle nutidige dramaer – omend den kendte Vejen Hjem indeholder lange flashbacks til tiden under kulturrevolutionen. Stadig med den film var der en regime-kritik at spore, omend det er dybt begravet. Men der er blot tre år mellem mild kritik og Hero, det gigantiske epos, som ikke blot er blevet beskyldt for at forsvare autokrati og undertrykkelse, men som også var en gigantisk statslig produktion, der endda fik lov til at have premiere i Folkets Store Hal på Den Himmelske Freds Plads. Zhang Yimou stod for åbningsceremonien ved OL i Beijing i 2008. De sidste femten år har han uden nogen som helst tvivl været statens største instruktør. Under den Røde Lygte, der engang var forbudt, er nu blevet til en ballet.

Zhang Yimou vandt tre priser på to år i Cannes, to for At Leve i 94 og den store tekniske pris for Shanghai-Triaden i 95. Det er som regel optakt til en palme, men i stedet har Zhang aldrig været med igen. Chen Kaige, guldpalmevinderen fra Farvel Min Konkubine, var med to gange til, men efter at have vundet den store tekniske pris i 1999 for The Emperor and the Assassin – en anden statslig produktion, der fortalte stort set samme historie som Hero – har han heller ikke været med længere. Måske løb tiden bare fra den ‘femte generation’, og i stedet er der blevet plads til yngre folk som især Jia Zhangke. Men på den anden side udviklede de to instruktører sig til to af de mest kommercielt succesfulde instruktører i Kina. Og den slags film er ikke ret velkommen på de store festivaler – og har vel i og for sig heller ikke brug for dem. Deres jævnaldrende instruktører fra Taiwan og Hong Kong – folk som Hou Hsaio-hsien og Wong Kar-wai – stadigvæk forsøger stadig at lave filmkunst, omend nu også med fokus på fastlands-Kina, og med de begrænsninger der følger med. Zhang Yimou laver 3D action med Matt Damon.

Findes der nogen anden historisk situation hvor et undertrykkende filmregime med succes har allieret sig med sine største filmkunstnere? Og så endda efter at de som unge var oprørske og vanskelige. Det plejer da ellers at være omvendt, Eisenstein som først laver forbløffende propaganda-kunst for Sovjet, men som siden rager uklar med Stalin. Zhang Yimou er nærmest en hel unik instruktør historisk set, med hans tvedelte karriere som dels subversiv festival-darling, dels statsstøttet action-propagandist. Hvordan i alverden lykkedes det dog for Kina at sørge for dette, og så endda få kæmpe publikumssuccesser ud af det oven i købet. Hero og House of Flying Daggers sejrede verden rundt, og mens vi i vesten afviste The Great Wall, så har den tjent sit budget hjem i resten af verden. Hvis man skal finde en filmisk udgave af fortællingen om magtens forskydning fra Vest mod Øst, og om autokratiernes stigende succesrate, så finder man ikke mange bedre instruktører at fortælle den igennem end Zhang Yimou.