Breaking the Waves

Palmesøndag del 277
(Lars von Trier, Danmark
Cannes 1996, Jury Grand Prix)

Prøv lige at overvej hvor vilde Lars von Triers gennembrudsår egentlig er: 1994 udkommer Riget, hans danske gennembrud. 95 bliver Dogme 95 lanceret i Paris. 96: Breaking the Waves kaster en Jury Grand Prix af sig, og endda en Oscar-nominering til Emily Watson. 97: Riget 2. 98: Idioterne, Dogme-gennembrud, herefter er von Trier internationalt anerkendt som visionært geni.

Det er mange storværker på kort tid. Men der er derfor også en fare for at blande dem sammen. Breaking the Waves er både en del af Guldhjerte-trilogien, samt et eksempel på det æstetiske skift, der også inkluderede Dogme. Breaking the Waves er dog ikke Dogme. Tværtom, nærmest det modsatte. Men den er også bare generelt helt sin egen.

Jeg bliver nødt til at starte med æstetikken. Breaking the Waves er simpelthen så iøjnefaldende særlig, dels med de grynede grumset-grønne billeder, dels med de vanvittigt flotte Per Kirkeby kreationer, der indleder hvert kapitel. Eftersom filmen er håndholdt, billederne er grumsede, og der ikke er vanvittig meget underlægningsmusik, har jeg set den sammenlignet med Dogme-koncepterne. Men det er helt forfejlet. Dogme handlede om at ‘lutre’ filmen, filmskaberne skulle finde ‘sandheden’, frem for ‘any aesthetic considerations’. Men Breaking the Waves er en hyper-æstetiseret film. Den er ikke, som Dogme-filmene, filmet med digitale kameraer. I stedet er den filmet på 35 mm, men så overført til video, elektronisk bearbejdet, og så tilbageført til 35mm. Hvilket ulogisk nok gør den grimmere. Men den bevidst grimme æstetik får historien til at fungere. Og til sidst er den bevidst grimme film så præsenteret i luksusformatet CinemaScope.

Forskellen er som følger: Dogme-manifestet handler om at demokratisere filmmediet og komme væk fra auteuristiske metoder, og manifestet laver herfra en række regler, der giver en masse æstetiske særpræg. Breaking the Waves bruger også mange af de samme æstetiske træk, som man også kender fra en masse dokumentar-film, cinema verité, og diverse undergrunds filmbevægelser. Men den vælger de særpræg frit, uden nogle demokratiske overvejelser, hvorefter den hyperæstetiserer dem igen, og dermed laver dem om til en egen særlig auteristisk metode. Det er to helt omvendte pointer. Men Breaking the Waves er, i lige så høj grad som Forbrydelsens Element og Europa, bevis for Lars von Triers tekniske mesterskab. Hans brug af hvad der lidt er stilistiske klichéer hentet fra undergrundsfilm er nemlig ikke bare genbrug, men tværtom en æstetisering der understreger hvor potente de her klichéer fungerer, æstetisk og emotionelt, selvom man fjerner dem fra deres oprindelige sammenhæng.

Det er her vi bliver nødt til at komme ind på hvad der efter min mening er Lars von Triers hovedtema gennem hele hans filmografi: Magt. Hans film kredser altid om godt og ondt, men de ender altid med at handle om magt. I hans første film ønskede idealister at gøre verden bedre, men det krævede at de tillod sig at udøve magt over andre, og det gjorde bare tingene værre. I Guldhjerte-trilogien er heltinderne omvendt opofrende, de lader stiltiende andre udøve magt over sig, hvormed de rent faktisk formår at gøre ting bedre. Og tematikken blev endnu mere vendt og drejet i senere film som Dogville, Direktøren for det hele og The House That Jack Built.

En særlig ting ved Trier er så, at han også hele tiden kredser om kunstnerens magt. En kunstners rolle er at påvirke, ja nærmest manipulere sit publikum. Men det er jo også en magtudøvelse! Et kæmpe særpræg ved von Triers mellem-periode, fra Breaking the Waves til og med Manderlay, handler om hans egen utilpashed ved at udøve kunstnerisk magt. Eller i hvert fald ved at blive fanget i at udøve kunstnerisk magt. Det er her den særlige æstetik ved Breaking the Waves spiller ind. For den er nemlig ikke typisk manipulerende melodramatisk. Der er ikke strygermusik under store monologer, der er ikke smukt opstillede grædende nærbilleder. Von Trier sagde i Mark Cousins dokumentarserie The Story of Film, at han var inspireret af tv-serien Homicide, der igen var inspireret af den dokumentariske cinema verité tradition. Ved at holde det dokumentarisk, og ved at lade skuespillerne improvisere små uvigtige momenter frem, så skabes en idé om at det vi ser er virkelighed, ikke melodrama. Men den æstetik er mindst lige så manipulerende og ‘magtfuld’ som et traditionelt melodrama.

Det er med andre ord en subtil magt, som von Trier gør brug af. Det skal da også siges, at von Trier jo naturligvis ikke fuldstændig lader som om det er dokumentar, men i stedet inddeler fortællingen i kapitler med stiliserede introer, og inkluderer en magisk realistisk konklusion. Og i øvrigt, for nu at sige det igen, præsenterer filmen i CinemaScope, noget man altså virkelig kun gør hvis man vil markere at det er en storfilm man har lavet. Så det er en kompliceret magt, som von Trier gør brug af. Men det er også en kompliceret magt, som hersker i plottet. For hvorfor er det egentlig at Bess dør? Set fra én vinkel, så er det et nærmest græsk drama: Bess beder til at Jan skal komme tilbage, hvorfor Gud sender ham tilbage i en sygeseng, hvorfor hun må dø for at gøre det godt igen. Der er noget hybris/nemesis over den fortolkning, hvor det er en ret simpel fortælling om Gudernes moralske magt. Men der er også den subtile og manipulerende magt, som Jan udøver, først i håb om at det vil være bedst for Bess selv, senere ondsindet fordi hans personlighed begynder at ændre sig. Og der er samfundets strukturelle patriarkalske magt, der sender Bess ned i en spiral af udstødelse, vold og fornedrelse, så snart hun begynder at bryde de moralske regler.

En film som Dancer in the Dark er mere ligetil, og selvom Dogville også er moralsk kompliceret, så er der en lang diskussion lige inden heltindens moralske valg, der skærer det meste ud i pap. Breaking the Waves er en subtil film, med en subtil stil. Det er en film, der virkelig kan diskuteres, uden at man rigtig kan få hånd om hvad den siger. Hvor Europa krævede en ekstrem sikker hånd, for at sammenstykke billeder der egentlig ikke rigtig passede sammen, uden at det skulle virke som fejl, så krævede Breaking the Waves en lige så sikker hånd, for at skabe den helt rigtige stemning af uvished. Filmens æstetik er vitterlig helt ny, vitterlig et gennembrud, ligeså meget som Dogme var det. Og så er det virkelig også bare en filminstruktør i topform, hvor den ene fabelagtige detalje følger den anden. Bess der kigger ind i kameraet. Vores første glimt af en storsmilende Jean-Marc Barr. Et klip jeg virkelig elsker er det lille klip af Bess der gynger frem og tilbage op mod en sort og truende himmel, det er et helt utroligt kontrolleret håndholdt arbejde der skulle til for at skabe den rigtige mørke stemning i det klip. Og sådan er der virkelig meget i Breaking the Waves. Det er von Triers første mesterværk. Og den burde have vundet Guldpalmen i 96.