Egentlig havde jeg tænkt mig at grine lidt af den danske titel. Naomi Kawase’s nye film hedder An på original-sproget, navnet på en slags bønnepasta der indgår i en snack der hedder dorayaki, som sælges i den butik der er filmens centrale location. På wikipedia står den engelske titel stadigvæk som Sweet Red Bean Paste, selvom den hed Sweet […]
German Kral er født i Argentina, men flyttede som ung til Tyskland for at studere film – måske ikke så mærkeligt med det fornavn. Han har instrueret en del dokumentarer om dans og latin-musik, heribland Música Cubana fra 2004 og kortfilmen Tango Berlin fra 1997. Han har erfaring med emnet. Men jeg tror for det meste af publikum, så er […]
Palmesøndag del 55 (The Lost Weekend, Billy Wilder Cannes 1946, Grand Prix + Bedste Skuespiller (Ray Milland)) Cinemateket har gang i en kavalkade om Billy Wilder for tiden. Jeg er ikke den store ekspert – jeg elsker Ingen er Fuldkommen og det er nogenlunde så meget jeg ved om ham – men jeg tænkte at benytte lejligheden til […]
Der sker virkelig meget i skandinavisk film for tiden. Norge har den literære satiriske bølge med instruktører som Joachim Trier, Eskil Vogt og Yngvild Sve Flikke. Sverige har den bedste nye skandinaviske instruktør længe i Ruben Östlund. Og Island er eksploderet rent filmisk, med prisvindere som Om Heste og Mænd, Blandt Mænd og Får og Virgin Mountain. Mens Danmark… Og ja, […]
Hvad er i det hele taget chancen for at få fem døtre? Altså, jeg kan godt regne det ud matematisk (2^5=32. Hvis man har fem børn er der 1/32 chance for at det er fem piger), plus minus hvis nu nogle par har større sandsynlighed for at få piger (?). Men hvor mange familier findes […]
Film er det sprog, hvorigennem verden taler med sig selv. Det er mit mantra. Den globale kulturelle diskussion udspiller sig ikke længere i bøger, men via film. Den her uge kan vi se tyrkisk kvindedrama i Mustang, fransk-estisk paranoia fra Stalin-tiden i Fægteren og så den her, en polsk beskrivelse af en skolelærers forsøg på at skjule sin […]
Der er et paradoks ved Terrence Malicks seneste tre film. Den legendariske instruktør var i lange stræk lige så kendt for sin ukendthed som for sin kunst: Han nægtede at give interviews, at lade sin person indgå i hans films marketingsmateriale, og i tyve år, fra Days of Heaven fra 1978 til The Thin Red Line fra 1998 holdt han […]
Palmesøndag del 54 (イノセンス, Inosensu) Oshii Mamoru, Japan Cannes 2004) Dette er sidste del af en lille serie om japansk film, foranlediget af filmene Chasuke’s Journey og især Brevet til Momo. Sidstnævnte havde premiere i danske biografer for nylig, og fik glimrende anmeldelser, men der var især én ting som gik igen i roserne: Den mindede dejligt meget […]
Palmesøndag del 53(Saul Fia, László Nemes, UngarnCannes 2015, Jury Grand Prix & Fipresci Pris & Vulcan Award (Támas Zanyi, lyddesign) & Prix Francois Chalais) Først og fremmest. Sauls Søn er et mesterværk, en gennemført filmisk bedrift, hvor det blot på et helt basalt filmteknisk plan er overvældende hvad den formår. I slutningen af et langt klip stiller Saul […]
Ti afsnit, ti timer. Tid til at gøre regnskabet op, hvad skete der, hvad blev der sagt, hvad gik godt, hvad gik mindre godt? Ganske passende var også hele sidste afsnit én stor regnskabs-opgørelse – helt indtil de sidste sekunder. Sagen var blevet oprullet i afsnit ni, nu handlede det om at finde ud af […]