OJ Simpson er efterhånden blevet en myte i den amerikanske offentlighed. Da tv-kanalen FX i år lavede tv-serien American Crime Story, en antologi-serie i stil med True Detective og Fargo, hvor hver sæson skulle baseres på en ny kriminal-historie, valgte de at lade første sæson være The People vs OJ Simpson. Mordet fra 94 på den sorte football-stjernes kæreste Nicole Brown-Simpson og hendes ven Ron Goldman vakte enorm opsigt, især da den mega-kendte OJ Simpson blev den hovedmistænkte. Alle dele af det var en ekstrem medie-begivenhed, der både inkluderede en biljagt og et politi-vidne med chokerende racistiske udtalelser bag sig. Frifindelsen af OJ Simpson i 95 er et af de øjeblikke mange amerikanere husker, især fordi mange måtte indse at sorte og hvide så nærmest modsat på sagen. Sagen er en prisme at beskue amerikansk moderne historie i, så det er ikke så overraskende at ESPN inkluderede en dokumentar om den i deres lovpriste 30 for 30 serie af sportsdokumentarer. Men historien er så stor at den ikke kan fortælles i en enkelt film, men bliver splittet op i fem dele, med en samlet spilletid på omkring syv en halv time. DR 2 viser første del af denne episke fortælling i aften. Spoilere for hele serien – som dog er baseret på relativt velkendte begivenheder – forekommer i det følgende.

For en dansker er det måske en smule svært at forholde sig til. OJ Simpson-sagen er noget som ligger i den kollektive amerikanske populær-kultur, og som jeg har set parodieret i f.eks. The Simpsons, Family Guy og Unbreakable Kimmy Schmidt. Men også Terrence Malick’s seneste Knight of Cups indeholder en scene hvor hovedpersonen tilsyneladende følger med i OJ Simpsons biljagt, som et lille hint til hvornår filmens historie foregår. For de fleste af os vil der nok være mere af det som er nyt end for amerikanerne. Det er både godt og skidt. På den ene side er langt det meste nyt og spændende, også i det lange midterstykke der opridser den berømte sag i alle dens aspekter. Men på den anden side kan det til tider synes som om historien er blevet skævvreden, som om den fokuserer for meget på at genfortolke de mest kendte aspekter, som f.eks. en berømt hændelse med en krympet sort handske, og at dramaturgien lider under dette.

Mordet kommer dog først i afsnit 3. Det første afsnit – som altså sendes i aften – skildrer opturen. Hvordan den unge mand fra den hårde del af San Francisco først bliver en college stjerne på USC i Los Angeles, senere bliver en legende på holdet Buffalo Bills, inklusive en legendarisk sæson i 1973 hvor han som den første løb mere end 2000 yards – hvilket åbenbart er helt sygt. Reklamekampagner og filmroller følger og alt er helt perfekt. Til sidst møder han den unge hvide skønhed Nicole Brown-Simpson, som bliver hans anden kone. Andet afsnit skildrer tiden efter OJ stopper som sportsmand, og indtil skilsmissen fra Nicole, kort før mordet. Successen fortsætter til dels – bl.a. har OJ en rolle i komedie-filmene Høj Pistolføring – men der fokuseres mere på det problemfyldte ægteskab, der flere gange førte til at politiet blev indkaldt, dog som regel uden at der blev gjort nogen sag ud af det. At OJ slog sin kone kan der dog ikke herske nogen tvivl om. Begge afsnit fortæller også historien om forholdet mellem politi og sorte i USA og Los Angeles specifikt. Historien i afsnit et, fortrinsvis fra sluttresserne, vil være forholdsvis velkendt for de fleste, og Rodney King optøjerne – forårsaget af frifindelsen af betjente der blev optaget mens de tævede en sort mand sønder og sammen – har mange måske hørt om, men listen af skandaler i afsnit to er chokerende. Politiet drog hærgende igennem området i slutfirserne og starthalvfemserne, i et forsøg på at bevise at banderne ikke havde magten, men hvad der på afstand til tider mest ligner en hærs bevidstløse voldsorgie. Latasha Harlins, en 15-årig sort pige der blev skudt i hovedet efter et skænderi med en koreansk kvinde, der undgik fængsel, minder alt for meget om Trayvon Martin til at det er rart. Det hele sætter scenen, hvorpå det store drama skal udspille sig.

Dette drama starter i afsnit tre, hvor mordet sker, og retssagen udspiller sig i afsnit 3 og 4, og dommen falder i afsnit 5. Der burde dermed være rigelig tid til både at fortælle forhistorien før retssagen, og at bruge denne forhistorie aktivt under fortællingen af retssagen. Men selvom der er stor fokus på race og racisme i LAPD, så er det stadig som om de to ting ikke helt hænger sammen. Historien er ellers chokerende nok. Politimanden Mark Fuhrman var en af anklagernes hovedvidner, det var ham der fandt en blodig handske hjemme hos OJ Simpson. Men da der blev gravet i hans forhistorie væltede skeletter ud af skabet. Et væld af racistiske udtalelser blev bragt frem, og da Fuhrman under en indledende afhøring havde benægtet at have brugt N-ordet, blev eksplosive båndoptagelser, hvor han brugte netop dette ord, spillet for juryen i retten. Dette medførte en af de vigtigste vidner i sagen blev dømt både utroværdig og racistisk, formentlig en stor medvirken til at juryen frikendte Simpson.

Alt dette gennemgås minutiøst. Og der fokuseres efterhånden meget på splittelsen mellem det hvide og det sorte USA i opfattelsen af sagen. Men det er som om sagen her vokser sig for stor, og der glemmes det lokale. Hvor de første afsnit fokuserede på OJ Simpson, og på de lokationer hvor han befandt sig, så vil afsnit tre og fire beskrive hele USAs forhold til ham. Dermed kommer historien om kampen mellem LAPD og Los Angeles’ sorte befolkning til at ryge i baggrunden, selvom det i sidste ende var her sagen blev afgjort. Juryen bestod af sorte borgere fra Los Angeles, og anklagemyndigheden støttede sig op af LAPD. I virkeligheden er historien måske ganske simpel: LAPD havde undermineret deres autoritet hos befolkningen i så høj grad, at da der endelig var en sort anklaget, som havde ressourcerne til at gøre sagen til en sag om hans anklagere snarere end ham selv, som havde ressourcer til at grave eksplosive racisistiske dokumenter frem fra gemmerne, så faldt sagen sammen som et korthus.

Afsnit fem lider under den store fokus på retssagen. For rent dramaturgisk er det ikke her tragedien lægger. Der er naturligvis ingen større tragedie end de to døde mennesker i sagens centrum, men for OJ Simpson kommer vendepunktet i hans liv ikke da han myrder to mennesker. Nej, det kommer i stedet da han beslutter sig for at gøre race til en faktor, i et forsøg på at blive frikendt. Før det var han nærmest race-fri, en sort kendis som også det hvide USA kunne acceptere. I afsnit 1 er det klart at han nægter at gå med i borgerrets-kampen, fordi han ikke vil regnes som ‘sort’ atlet. Men under retssagen tog han sin sorte identitet på sine skuldre, og med den kunne han chokerende nok overvinde det hvide retssystem. Straffen faldt prompte. Hans naboer vendte ham ryggen. Folk på gaden råbte af ham. På sin vis ganske betryggende, når nu manden ret tydeligt havde brugt sine penge på at slippe af sted med mord. Men når man tænker på hvad andre kendisser bliver tilgivet, så er det svært ikke at finde racialistiske undertoner i denne kollektive udskamning. Det bliver også startsskuddet på en spiral, der gør OJ til mere og mere stereotyp ‘gangster’. En civil retssag omkring mordet idømte OJ Simpson et enormt erstatningskrav mod de pårørende til Nicole og Ron, og snart blev personlige ejendele og memorabilia solgt til højre og venstre. Gennem årene udviklede OJ Simpsons liv sig nærmest til en konstant flugt fra pengeopkræverne, samtidig med at den ene mere sketchy plan efter den anden blev sat i værk for at skaffe flere penge. En nat i september 2007 samlede Simpson nogle venner sammen og konfronterede en sælger i Las Vegas, som forsøgte at sælge diverse småting fra Simpsons samling. Det er lidt uklart hvad der skete, men straffen blev hård. 33 års fængsel blev OJ Simpson idømt, eller over dobbelt så meget som en livstidsdom normalt er i Danmark, for en forbrydelse, der ikke ser ud af det helt store. De fleste havde en fornemmelse af, at det var payback-time.

Den historie fortæller dokumentaren, men det går for stærkt henimod slutningen. I traditionel drama-forstand så er hybris-nemesis her den sorte mands overbevisning om, at hans rigdom beskytter hæver ham over loven, og nemesis er det hvide USA indædt insisterende på at det ikke skal være tilfældet. Det er den historie som er en ‘American Crime Story’, en af de mest komplicerede af slagsen. I afsnit to diskuteres det at OJ Simpson forsøgte at få hovedrollen i filmatiseringen af E. L. Doctorow’s klassiker Ragtime, hvori en uskyldig sort mand bliver mishandlet af det hvide samfund indtil han gør væbnet oprør, og bliver destrueret. OJ Simpson’s oprør er langt mere kompliceret og svært at forholde sig til, eftersom han netop ikke var uskyldig, men tværtom iscenesatte sig selv som oprører for at slippe af sted med at myrde sin ekskone og hendes ven. Og i første omgang slap han af sted med det. Det er en ‘ragtime’ for en kendis-fikseret, hyper-medialiseret, post-post-moderne tid. Det er en af de centrale fortællinger om det moderne USA. Dokumentaren herom er medrivende, og must-see for alle med interesse for race og klasse i USA.