Palmesøndag del 62
(Yorgos Lanthimos, Grækenland/Irland/Holland/England/Frankrig,
Cannes 2015, Jury Pris & Queer Palm Special Mention & Palme Dog Grand Jury Prize)
Den helt store trend ved Cannes 2015 var ikke-engelsksprogede instruktører der lavede deres første engelsksprogede film. Michel Franco, Matteo Garrone, Joachim Trier, Paolo Sorrentino lavede hans engelske film nummer 2. Og i alle tilfælde gik noget tabt i oversættelsen, hvilket er den nok største årsag til at kunstfilm i disse år føles en smule tom, glat, overfladisk. Så det var med en vis skepsis jeg gik ind til The Lobster, græske Yorgos Lanthimos første engelsksprogede film, en græsk-irsk-hollandsk-engelsk-fransk co-production, med skuespillere fra alverdens lande i hovedrollerne. Men al skepsis blev gjort til skamme, for filmen er overvældende god. Ganske enkelt en masterclass i hvordan man oversætter og opgraderer sit filmsprog, der forhåbentlig skubber Lanthimos op i den absolutte europæiske instruktør-elite.
Det er lidt mærkeligt at den græske instruktørs stil skulle vise sig at passe så godt til en international produktion, for hans historier har ellers været set som emblematisk græske. Nyklassikeren Dogtooth fra 2009 vandt både Un Certain Regard i Cannes og blev nomineret til en Oscar (men tabte til Hævnen), og blev set som den centrale film i hvad der blev kaldet ‘New Weird Greek Wave’. Alle mulige film, fra munkedramaet Meteora til Athina Rachel Tsangari’s feministiske satirer Attenberg (som Lanthimos co-producerede og medvirkede i) og Chevalier blev samlet sammen under overskriften ‘mærkelig’ og i høj grad sat i sammenhæng med den græske økonomiske krise fra 2008 og frem. Når et samfund er i opløsning, er det så ikke logisk at kunsten viser en meningsopløst verden? Og jo, der kan trækkes paralleller mellem film og samfund, især er der en autoritetskritik i de absurde regler fra film som Dogtooth (hvor forældre finder på regler for at holde deres indespærrede børn under kontrol) og Chevalier (hvor mænd på en yacht konkurrerer i absurde konkurrencer for at finde ud af hvem der er mest mand), men allerede med en film som Alperne fra 2011 viste Lanthimos at hans interesser var langt bredere end samfundskritik. Alperne omhandler en lille gruppe mennesker der udgiver sig for at være afdøde mennesker for at hjælpe de efterladte med sorgen, en absurd præmis der alligevel formår at sige noget alment og intelligent om noget så universelt som sorg.
På samme måde handler The Lobster om almene og internationale emner som parforhold, kærlighed og samfundets forhold til dette. Præmissen er lige så simpel og genial som altid hos Lanthimos: I et mystisk samfund bliver singler taget til et hotel, hvor de har 45 dage til at finde en partner, hvis ikke dette lykkes for dem bliver de omdannet til et dyr efter eget valg. Lanthimos stråler i alle de fantastiske detaljer han bygger oven på denne præmis: Hvordan alle på hotellet går klædt i det samme tøj, hvordan der dannes par efter overfladiske egenskaber (selv hovedrollerne kaldes Nosebleed Woman, Lisping Man og Short Sighted Woman i rulleteksterne), og vigtigst af alt, hvad der gøres ved den gruppe der nægter at indrette sig under systemet. De bor i den nærliggende skov, jages af hotelgæsterne med geværer med bedøvelsespile, og har deres eget undertrykkende reglement, der udforskes i filmens anden halvdel. Meget mere skal ikke afsløres, for en stor glæde ved filmen er at opdage alle de overraskende detaljer på egen hånd.
Ofte når instruktører opgraderer til dyrere produktioner betyder det mere konventionel dramaturgi, der giver plads til filmstjernerne i centrum. Og The Lobster har da også Lanthimos’ mest dominerende hovedrolle, og endda en konventionel kærlighedshistorie. Men det giver naturligvis god mening i en film om kærlighedens absurde forhold i vores samfund, og det er overraskende hvor godt hovedpersonen David fungerer. I en (herligt) overlæsset film er han et sikkert centrum. Og Colin Farrell er næsten chokerende god i hovedrollen. Hans komiske midaldrende mand med topmave og briller og monoton irsk diktion er en fantastisk konstruktion, som samtidig indeholder bare en snert af den mørke og farlighed han tidligere har vist i roller som Captain Smith i The New World eller Ray Velcoro i True Detective. Ligeså er Rachel Weisz perfekt som hans nærsynede udkårne, næsten en satire over hendes superbe roller i The Constant Gardener og The Deep Blue Sea. Generelt gør alle skuespillerne det fantastisk, om de er briter – Ben Whishaw som Limping Man, der har besvær med at finde andre halte på hotellet – amerikanere – ofte undervurderede John C. Reilly som Lisping Man, den anden Cannes co-produktion fra 2015 han medvirker i efter Tale of Tales – grækere – Grækenlands bedste skuespiller Angeliki Papoulia, fra Dogtooth, Alperne og A Blast – eller sågar Frankrig – Ariane Labed, der før har arbejdet i græsk film, og Lea Seydoux, der ikke har. I en normal film ville det resultere i et miskmask af accenter og manglende specificitet, men i Lanthimos syrede univers fungerer det perfekt. Alle taler monotont og følelsestomt, men med accent, og følelsen af at det hele udspiller sig i et ur-univers – Irland kan godt nok se helt utrolig ud når det filmes ordenligt! – gør kun fremmedgørelsen så meget desto bedre. Og så kommer der en kamel gående i baggrunden…
Alt dette kunne man måske have gættet sig til. Lanthimos’ surrealisme lader sig måske lettere oversætte til engelsk end f.eks. Joachim Trier’s meget specifikke afdækninger af den norske unge mand. Men hvad jeg ikke lige havde set komme, hvad der nærmest slog benene væk under mig, er den æstetiske dimension i filmen. Kort fortalt burde The Lobster blive en håndbog for alle der vil lave arthouse digitalt. Sjældent har så reelt mærkelige billeder været så imødekommende for publikum. Lanthimos har alle dage været udmærket til billeder, men med f.eks. Dogtooth har det trods alt været nogle meget konventionelle rektangulære billeder, filmet ligepå, en ret typisk europæisk æstetik. Men med The Lobster har Lanthimos og hans fotograf Thimios Batakatis (der også fotograferede Dogtooth, Attenberg, Babis Makridis’ L og såmænd norske Blind, en af de bedste skandinaviske film i de sidste par år) læst på reglerne for det digitale kamera. For at gøre op for det ‘glatte’ digitale look tiltes kameraet let, der filmes i frø- og fugleperspektiv, hvorfor der kommer mere gulv og loft i baggrunden, flere kontraster. I stedet for at centrere alting foregår mange ting i hjørnerne af billederne, mens karaktererne sidder ved f.eks. søer eller vandrer i skoven. Der bruges meget naturligt lys, og arbejdes med skyggerne. Et ganske kort klip viser f.eks. blot Ben Whishaw der planlægger hvordan han skal imponere hans udkårne, men billedet af Whishaw komplet i skygge, skævt i billedet, meget dunkel og skjult, siger meget mere end det burde. The Lobster er ikke nogen strengt æstetisk fantasi som f.eks. Hou Hsiao-hsien’s The Assassin. Den er ovre i den mere populistiske arthouse-tradition. Jeg kan helt ærligt ikke huske hvornår en af den slags film sidst har været så æstetisk vellykket, og så på en ganske ny måde.
Så meget mere kunne der snakkes om. Soundtracket, f.eks., der som så mange andre af denne type film består af en stor del moderne kammermusik, men som med sin melange af Stravinsky, Schnittke, Schostakovich, og mange andre, formår at glide uden om de største klichéer, og i stedet sammensætte et lydunivers man skulle tro var nykomponeret til filmen. Og ja, der kunne skrives op og ned om fantastiske billeder, jokes, pauser i Farrell’s diktion, dyr i baggrunden, etc. Men meget af det skal opleves på egen hånd. Og det er en oplevelse, som enhver filmfan bør unde sig selv.
Serien om Yorgos Lanthimos fortsætter med The Killing of a Sacred Deer