the-assassin-still-2-c-spotfilms

The Assassin

The Assassin er ‘svær at forstå’. So what? Den udspiller sig ganske rigtigt langt fra os i tid og sted, i Tang-dynastiets Kina, og dens miljø er et regionalt hof viklet ind i uoverskuelige intriger, som heller ingen af filmens personer kan opnå overblik over. Men den beskriver netop hvordan personerne lever i konstant utryg uvished, i en verden af storpolitiske forviklinger, manglende spilleregler, mordkomplots og generel pludselig død. Det er en verden på randen af katastrofe, lige før den forandrer sig for altid. Det er måske ikke nogen let film at forstå, men den er utrolig nem at føle.

Vi skriver starten af 800-tallet. Tang-dynastiet er på vej til at genfinde tidligere tiders magtfuldhed, hvilket sætter pres på de mange såkaldte Jiedushi, provinsguvernører, der for manges vedkommende har været de facto uafhængige krigsherrer. I Weibo hersker den unge guvernør Tian Ji’an, men hans styre er truet dels af kejserens forordninger, dels af indre intriger. Det er sådan set det som filmen handler om. Men naturligvis er det langt mere komplekst, for diskussionen af kejserens planer indebærer et væld af andre personer, og ingen i filmen er fuldstændig klar over præcis hvad der foregår. Og så har jeg endnu ikke nævnt titlens lejemorderske, Nie Yinniang, som i virkeligheden er filmens hovedperson, Tian Ji’an’s kusine, udsendt for at slå ham ihjel som straf for at have fejlet en tidligere opgave. Men selvom hun er filmens hovedperson, så er hun ikke den mest aktive person i filmen. Det er sådan set netop derfor hun bliver straffet, fordi hun observerer mere end hun handler. Hendes rolle i filmen er da også mere som observator, som stille og tavs domskvinde over den måde de andre karakterer agerer. Men bare rolig: Engang imellem kommer det til slåskampe, og de er, omend korte, ganske forrygende koreograferede.

img_1933

Instruktør Hou Hsiao-hsien har i årtier været den fornemste observator af Taiwans historie. Han startede som en del af den taiwanske nybølge i firserne, brød kunstnerisk igennem med film om unge menneskers genvordigheder, flere af dem baseret på hans egen opvækst såvel som hans samarbejdspartneres. A City of Sadness fra 1989 var en sensation, den første taiwanske Guldløve-vinder – og større prisvinder overhovedet – såvel som den første film der satte fokus på det stærkt højreorienterede styres dunkle fortid. Den film er et filmhistorisk hovedværk, ikke blot som gennembruddet for taiwansk film, men som milepæl i globaliseringen af filmkunsten som sådan. Hou fulgte op med flere historiske film, f.eks. The Puppetmaster om den japanske besættelse og Flowers of Shanghai der skildrede livet på et ‘blomsterhus’ (fancy form for bordel) i Shanghai i det nittende århundrede. Samtidig holdt han aldrig op med at skildre unge menneskers liv i film som Goodbye South, Goodbye og Millenium Mambo. I 00’erne bredte en humanisme sig i værkerne, en vished om at skelne det i livet der er fælles på tværs af grænser og epoker, eksplicit i de tre kærlighedsfortællinger fra forskellige tider i Three Times, mere implicit med filmene Café Lumière optaget i Japan og Flight of the Red Balloon, optaget i Frankrig med Juliette Binoche i hovedrollen. Hvor end i verden han optager, og hvornår det end foregår, så har Hou en fantastisk evne til at få miljøet til at føles levende og åndende, om det er et 1800-tals bordel, en japansk boghandel, eller Juliette Binoches rodede og overlæssede lejlighed. Det er også miljøet som er i centrum i The Assassin, og det er måske den mest ambitiøse miljøskildring han overhovedet har sat sig for.

the-assassin-still-3-c-spotfilms

Det er at sælge filmen for billigt blot at fokusere på de mange fantastiske kulisser, kostymer, sminke, etc. Det er heller ikke nok at forsikre, at kameraarbejdet er udsøgt, at hvert billede er billedskønt, at det nok rimelig suverænt er årets smukkeste film. Når filmen sætter sig som en knude i maven er det ikke blot fordi den er ‘smuk’, men fordi den rammer en helt unik tone, og fordi det tålmodige filmsprog lader én synke ned og forblive i den tone filmen igennem. Det er en anspændt tone, en frygtsom tone, en tone fra en verden på randen af sammenbrud. Jiedushi-systemet er et fejltrin fra at blive afskaffet, alle guvernørerne inklusive Tian Ji’an kan blive invaderet hvis kejseren fatter mishag. Og på samme måde er alle ved Tian Ji’an’s hof et enkelt fejltrin fra at blive skaffet af vejen. Et klimaks kommer da Tian Ji’an’s onkel Tian Xing gør indsigelse mod hans planer, advarer om at det kan få store konsekvenser. Guvernøren rejser sig og stirrer vredt, mens onklen stirrer brødebetonet ned i jorden. Mere sker der ikke, men fordi vi ikke kender reglerne, fordi ingen kendte reglerne, fordi guvernørerne var enevældige og kunne finde på hvad som helst når folk sagde dem imod, så føles hvad der blot er et brud på etikette skæbnetungt og dramatisk.

img_5353j-2_

Tian Ji’an – og alle herskere som ham – forsøger at opbygge en fuldendt verden centreret omkring hans egen person. Verdenen ved hoffet skal afspejle hans egen magt og vælde. Det skal være lukket, logisk og luksuriøst mikrokosmos. Men det holder ikke. Der er sprækker i verdenen. Det er naturligvis først og fremmest symboliseret ved lejemorderen, der lurer og observerer, under taget, i periferien. Det minder om en film som Jessica Haussner’s Amour Fou, der var i biograferne sidste år, hvor også en verden blev bygget op, og langsomt drevet mod katastrofen. Den filmiske original-udgave må være Luchino Visconti’s Leoparden, om en italiensk adelsverden på randen af at forsvinde. Den film populariserede mottoet om, at alt må forandres, så alt kan forblive det samme. Dobbeltheden kommer fordi det i sidste ende blot er et glansbillede der er ved at falde sammen, det er guvernørens verden som skal gå under, men den kommende verden vil i det store hele være den samme, blot med nye overflader. Men hvor det i Leoparden var den gamle adelsmand som kunne forudse forandringerne, så er det i The Assassin snarere lejemordersken oppe under taget. Og hun har ikke magt til at gøre ret meget ved det. Resultatet er derfor en dekadent tragedie, med blot enkelte strejf af håb.

image3

Hvis man blot overgiver sig til filmen som stemningsbillede, så kommer det hele egentlig ganske let. Og hvis visse dele af den stadig er svær at forstå – der var en enkelt person som jeg aldrig fandt ud af hvad havde med noget at gøre, og som lige knap passede ind i stemningen – så kan man læse den oprindelige historie fra 900-tallet oversat på nettet. Det tager måske fem minutter. Og selvom man synes man forstår nok af filmen, så er det interessant læsning. Hou Hsiao-hsien har nemlig skiftet et par fiktive personer ud med nogle historiske, og dermed gjort moralen så meget mere tydelig. Tian Xing, den flygtende rådgiver, hører ikke til i den oprindelige fortælling, men han er en historisk person, og hans senere forhold til Tian Ji’an skulle meget gerne gøre slutningen helt tydelig. Jeg vidste overhovedet ikke nok om provinshistorie i Tang-dynastiet til at vide hvem Tian Xing var. Men for at illustrere hvor letforståelig filmen trods alt er, da jeg satte mig hjem, slog ham op, og læste hvordan hans fortælling var efter at filmen slutter, var min reaktion ‘ja, jeg tænkte det nok’. Ting bliver antydet i denne film. Det er en essentiel pointe, at der findes en tid før og en tid efter at historien udspiller sig, og en verden udenfor personerne, som de ikke ved nok om. Sådan er livet, så sådan er også noget af kunsten. The Assassin går ikke på kompromis med kunst eller virkelighed, og rammer derfor også sit mål klokkerent. En af årets stærkeste og mest unikke filmoplevelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.