Palmesøndag del 91
(Самостоятельная жизнь, Samostoyatelnaya Zhizn, Vitali Kanevsky, Rusland
Cannes 1992, Jury Pris)
Den russiske filmbranche efter Sovjetunionens fald var komplet kaos. I de tre år 1990, 1991 og 1992 var der hele fem russiske filmskabere som fik deres Cannes-debut, men kun én af dem, Pavel Lungin, fik lov at være med mere end én gang. Af de fire andre var der ingen hvis fremtid virkede så lovende, og ingen hvis karriere-planer blev så direkte afsporet, som Vitali Kanevsky. Hans helt store tematik var hvordan uskyldige kom i klemme i den store russiske Historie, så det er ironisk hans egen karriere også blev ødelagt af tidens omvæltninger.
Kanevsky var i Un Certain Regard i 1990 med Freeze-Die-Come to Life, en selvbiografisk film om hans opvækst i det østligste Sovjetunionen i tiden kort efter den store krig (og ja, som lidt hovedregning vil vise, så var han ikke helt ung da han debuterede. Kanevsky er født i 1935, så han var 55 år gammel. Sovjetunionen var sådan set heller ikke noget helt let sted at få lov at lave film i) Freeze-Die-Come to Life er relativt kendt i cineast-kredse, anerkendt som en glemt perle. To år senere, i 1992, var han så i hovedkonkurrence med An Independent Life, som nu blev stillet op som del to af en selvbiografisk trilogi. Nu i farver, nu med fransk producer, men med de samme skuespillere. Filmen vandt Juryens Pris, så der var lagt op til et længerevarende forhold mellem instruktør og festival. Men det skete ikke. Kanevsky lavede så vidt jeg kan se kun én enkelt film til, som jeg godt nok har set folk kalde for afrundingen af trilogien, men som er noget helt, helt andet. Det kommer vi til.
Freeze-Die-Come to Life foregår først i Suchan, som i 1972 skiftede navn til Partizansk, for at hedde noget mere russisk og mindre kinesisk. Det er en sort/hvid film, med to meget unge børneskuespillere, Pavel Nazarov og Dinara Drukarova, som henholdsvis Valerka og Galia. Livet i Suchan er hårdt og kaotisk, meningsløst nærmest, og der er antydninger af, at en del af karakterne er blevet deporteret derhen af det kommunistiske regime. Mange kriminelle, der er meget få penge. Filmen er i store træk et par børns opfattelse af en korrupt og ond verden, den kan synes plotløs, men er fyldt med dansescener, slåskampe, mystiske kamerabevægelser. Hen imod slutningen stikker Valerka af til Vladivostok, men Galia finder ham igen. Til sidst er de glade på vej hjem langs jernbanen, da de gør et lille holdt. Kameraet drejer ud over landskabet, og pludselig hører vi et skud. I filmens sidste scene bliver liget af Galia bragt til en landsby, hvis beboere snakker om at Valerka overlevede. Det er en meget forvirrende slutning, som ikke bliver mindre forvirrende af, at der render en nøgen kvinde rundt på et kosteskaft, og instruktøren begynder at skændes med fotografen på lydsporet, fordi fotografen heller vil filme glade små barne-statister end følge den fascinerende nøgne kvinde.
An Independent Life kaster os fra start af igen ud på det dybe. Nu er det hele i farver. Første scene er snedækket landsskab, en mand og hans hest, og sang på lydsporet. Men så råber instruktøren at det er helt forkert, og der spoles tilbage, så manden og hesten går baglæns. Så ser vi samme mand og hest fra en ny vinkel. Efter den absurde indledning får vi dog relativt hurtigt ret vigtig information at vide. Vi genser Valerka, som er blevet en mut ung mand. Dinara Drukarova spiller nu Valya, Galia’s søster, som ikke overraskende bærer nag til dem der slog Galia ihjel, en gruppe hvori hun måske / måske ikke inkluderer Valerka.
Livet er anderledes for de to børn, som nu er blevet teenagere. Der er flere pligter, især for Valerka, der allerede lader til at skulle have træning i en hær eller en millits eller noget. Dermed ikke sagt at livet er hårdere for mænd, kvinder bliver stort set alle sammen udnyttet, især seksuelt. Valerka’s mor er nødt til at arbejde som prostitueret. Valerka bliver ført ind på et værelse, hvor en alt for ung pige har sex med alt for mange drenge, og da myndighederne opdager hvad der foregår synes de mest af alt vrede over at offentlig ejendom er gået i stykker. Senere har den gamle officielle mand selv sex med den unge pige. Og lidt efter ser vi en ung kvinde forsøge at få foretaget en abort med en brandvarm ske, for der er ikke så meget andet at gøre. Valerka bliver smidt ud af skolen på grund af sagen med den unge pige, og igen rejser han væk fra Suchan. Denne gang til byen Nikolayevsk, som ligger nordpå op af Amur-floden.
Som endnu et eksempel på, hvor forvirrende en film An Independent Life kan være: Sekvensen hvor Valerka rejser er som følger: Han ser et par have sex på et høloft. Han sidder i en tom togvogn og tænker over tingene. Regn mod et vindue. Han er nede og skovle kul et eller andet sted. Et klip med folk som sjipper på en båd. Nu er Valerka på en båd på vej væk. Han bliver smidt ud af et hus. Og så kommer han til en ny by. Det ret centrale spørgsmål om, hvordan han får lov at rejse med bådene bliver kun antydet, og i stedet er der flere mærkværdige sekvenser, inkl noget folklorisk med sjipning. Sådan er Vitali Kanevsky’s film rimelig meget hele vejen igennem. Der er helt klart et skelet, bygget op omkring de to unge hovedrolleindehavere og deres ret forbløffende ansigter og præstationer, men præcis hvad der sker fra klip til klip er ret svært at regne ud.
Og selv hvis den helt grundlæggende sammenhæng kan opfattes, forbliver meget dunkelt og allegorisk. Til sidst i filmen går Valerka f.eks. ind i en hul statue, hvor en flagermus hænger fast på ryggen af ham, og da han går ud igen kravler to nøgne mennesker rundt. Det er surreelt og uden forklaring. Men meget andet surreelt ser ud til at have faste forklaringer, som f.eks. når der pludselig kommer en gruppe unge mænd ind og tæver en af Valerka’s venner. Eller når der pludselig står en japansk soldat midt i intetheden, det virker fantastisk, men er jo blot krigsfanger. Eller en sekvens hvor der pludselig dukker en dame op fra en kuffert på jernbanestationen, meget syret, men folk havde ikke lov til at rejse frit efter krigen, og forklaringen er, at hun er blevet snydt af menneskesmuglere.
Det er en russisk surrealisme, som også kendes fra bøger som Bulgakov’s Mesteren & Margarita, hvor djævelen f.eks. får alle beboere i en lejlighed til at forsvinde – noget som reelt set skete tit under Stalins udrensninger. Filmisk går det igen hos instruktører som Kira Muratova, Alexander Sokurov og Aleksei German. Vi kastes ud på det dybe, og opdager tingene som karaktererne ser dem, uden at få hjælp eller fast grund under fødderne. Den slags film fik en del opmærksomhed for et par år siden, hvor Sokurov’s Faust vandt Guldløven, mens Aleksei German’s posthume Hard to be God nærmest blev en helt lille kultklassiker. Det kan være umanerlig svært at finde rundt i, og engang i mellem får man fornemmelsen af, at det ikke er umagen værd. Omvendt giver det unægtelig stærke visuelle passager. Havde Kanevsky fortsat sin karriere havde han måske kunnet levere nyklassikere i stil med Faust og Hard to be a God. Måske endda vundet priser.
Sådan skulle det ikke gå. Kanevsky’s næste film blev en dokumentar, kaldet Nous, les Enfants du XXème Siècle. Som navnet antyder er det endnu mere en fransk produktion – omend faktisk i samarbejde med Danmarks Radio, så måske de kunne vise den engang? Det er en dokumentar om unge i Rusland, fundet på gaden, på opdragelsesanstalter, i fængsler. Kanevsky spørger dem direkte om hvad de laver, hvad de har lavet, hvorfor de ryger, om de har lavet kriminalitet, og de farligt små børn svarer meget direkte og ærligt. Omend jeg er sikker på den gruppe som grinende indrømmer kannibalisme binder ham en historie på ærmet. Det er i og for sig en ganske passende afrunding af trilogien, efter to allegoriske film om børn i fyrrerne, så slutter vi af med en dokumentar om børn i samtiden. Og så, pludselig, finder vi Pavel Nazarov i en fængselscelle. Den unge skuespiller fik aldrig andre roller end Valerka, han var fundet på gaden af Kanevsky, og han vendte tydeligvis tilbage til det kriminelle miljø efter hans to filmroller. Og så lavede han… et eller andet… og siden har man ikke hørt mere til ham. Til sidst kommer Dinara Drukarova på besøg, som spillede hans udkårne i begge hans film. Nu trøster hun ham, mindes gamle dage. Så går hun igen. Hun har sidenhen haft en ret stor karriere, spillede f.eks. for nylig med i Haneke’s Amour og Desplechin’s De Gyldne År. Pavel Nazorov og Vitali Kanevsky har man ikke hørt ret meget til.
Det er en helt lille genre, film hvor de unge skuespillere senere kom galt afsted. Hovedrolleindehaverne i Hector Babenco’s Pixote og Victor Gaviria’s Rodrigo D: No Futoro døde på de gader hvor filmene om dem foregår. Den lille dreng fra Mark Donskoi’s The Childhood of Maxim Gorky døde under Anden Verdenskrig. Den unge mand fra Zvyagintsev’s The Return, som i filmen skal lære at svømme, druknede ironisk nok kort tid efter. Det er ekstremt melankolsk at se hele Kanevsky’s trilogi i dag, dels fordi det er mørke film, hvor børn bliver slået ihjel for et godt ord, dels på grund af omstændighederne omkring filmenes egen tilblivelse. I og for sig er det næsten den stærkeste effekt man får fra trilogien som helhed. Både Freeze-Die-Come to Life og Nous, les Enfants du XXème Siècle er gode film i sig selv, men An Independent Life føles derimod lidt overflødig. Der er noget uopfindsomt over det, over at Drukarova kommer tilbage som en søster, at Valerka rejser af sted til en ny by, en del af billedsproget gentages. Jeg ved ikke om det overhovedet kunne have været bedre, hvis Kanevsky havde fået lavet sin trilogi som planlagt.
Men for Pavel Nazarov havde det nok uden tvivl været et bedre udfald. Til sidst i An Independent Life er det som om skuespilleren Nazarov, snarere end karakteren Valerka, taler til kameraet. Han fortæller om den tatovering han har på brystet, tydeligvis anakronistisk i forhold til fyrrerne. Han ser nærmest død ud, måske er det Valerka’s ånd som er reinkarneret i en ny ung mand? Så ser vi den unge mand svømme i slowmotion. Filmen fryser. Der var for mange børn som skulle træde vande i det tyvende århundrede. For mange som druknede.