Palmesøndag del 311
(Verdens verste menneske, Joachim Trier, Norge
Cannes 2021, Bedste Skuespillerinde (Renate Reinsve))
Først og fremmest: Joachim Triers Verdens værste menneske er årets store feel-good film. Så let, så lystig, så fyldt med den ene sjove og hittepåsomme scene efter den anden, samtidig med at alvoren stadigvæk får lov til at kigge ind. Det er tredje del af Triers Oslo-trilogi sammen med Reprise (2006) og Oslo. 31 August (2011) og efter et helt årti hvor Trier forsøgte at gå nye veje, men blot fik lavet de langt mindre interessante Louder Than Bombs (2015) og Thelma (2017) så er det skønt at have ham tilbage på hjemmebane.
Men alligevel. Når støvet har lagt sig, så er der ikke ret meget i Verdens værste menneske som Trier og hans faste manusforfatter Eskil Vogt ikke har lavet bedre før. Så hvis feel good fornemmelsen skal blive siddende i kroppen for evigt, så duer det desværre ikke at tænke alt for meget over hvad man har set. Det får desværre ikke filmen til at løfte sig.
Når Trier og Vogt er bedst har deres film gerne litterære elementer, og her går de for alvor all in med en fortælling inddelt i prolog, tolv kapitler og en epilog. Vi møder først Julie (Renate Reinsve, fuldstændig vidunderligt charmerende) som utilpas studerende på medicin-studiet, et studie den let ironiske fortæller siger hun blot valgte for at karaktererne fra hendes gymnasie-slid ikke skulle føles spildt. Så først skifter hun over psykologi, hvorefter hun beslutter sig for hun hellere vil være fotograf. Heller ikke denne passion giver til at starte med noget payoff, men det betyder hun bliver en del af et kunstnerisk miljø, hvor hun møder den noget ældre Aksel (Anders Danielsen Lie, der spillede hovedroller i trilogiens to første film, og som også er tæt på at overtage den her), der er undergrunds tegneserie-tegner. De flytter sammen, og Julie er i en periode tæt på at være lykkelig, men hun er måske ikke helt færdig med at finde sig selv endnu.
Allerede kapitel to hedder ‘Utroskab’, hvor Julie møder den charmerende Eivind til en fest, som hun ikke er utro med, men som hun klart føler følelser for. To kapitler inde, og vi har været igennem tre uddannelser, et job i en boghandel, tre kærester og en fjerde mand hun er interesseret i. Det går over stok og sten, mens de næste kapitler bl.a. handler om Julies komplekse familieforhold, et svampetrip, Eivinds klimaangst, og ganske mange andre emner. Nogle kapitler bringer plottet et stort skridt videre, mens andre blot er små situationer, nærmest essayistiske. Det semi-essayistiske bliver understreget da Julie rent faktisk forfatter et essay om ‘Oral sex i #MeToo-tiden’, om hvordan blowjobs og feminisme passer sammen.
Men lige præcis det essay får vi faktisk aldrig opført. Vi hører bare starten af det, og så ser vi Aksel læse det og sige det er godt, og så fortæller fortælleren at det blev udgivet, og skabte stor debat på facebook. En anden tekst som Julie skriver får vi heller aldrig at høre, selvom vi også denne gang hører at det er virkelig godt. Det virker måske ikke som noget stort problem, men hvis man har set Trier og Vogts tidligere film, så er det enormt skuffende. De har nemlig tidligere lavet fuldstændig forrygende scener, hvor en persons tekst bliver nærmest opført filmisk, og vi ser en forrygende slags poetisk essayistik på skærmen. Det gælder f.eks i Louder Than Bombs, hvor den unge teenager Conrad har skrevet en opremsende tekst om mærkelige elementer i hans liv, som f.eks hvor mange gange han har onaneret, eller hvilke slags spil og videoer han holder af at se. Eller i Eskil Vogts Blind, hvor forfatteren Ingrid skriver vidunderlige noveller om f.eks en mand med en pornoafhængighed, der bliver til et stærkt lille mini-essay om porno, lyst, tabuer og objektivisering. Så god som stort set alle scener i Verdens værste menneske end er, så virker det som en kæmpe forspildt chance, at vi aldrig får nogle af Julies nedskrevne tanker at se.
Men det forstærker en lidt mærkværdig ting ved filmen. Trier og Vogt har som regel været helt vidunderlige til at skildre deres karakterer bl.a. via deres kreativitet, såvel som via deres smag i kunst. Karaktererne i Reprise og Oslo 31. August har lange samtaler om særligt litteratur, hvorigennem vi også lærer deres personligheder at kende på godt og ondt. F.eks fremstår Anders i Oslo 31. August som ekstremt velbegavet, men også arrogant og nedladende, hvilket er med til at forklare hans enorme ensomhed og isolation. Den slags gør Verdens værste menneske også virkelig godt, men bizart nok bedst med Aksel, selvom det skal forestille at være Julies film. Han er selvfølgelig også kunstner, men vi hører bizart nok også mere om hans forhold til kulturobjekter, end vi gør om Julies, ligesom det helt bizart er Aksels tanker om Freud vi får at høre, desuagtet at det er Julie der har læst psykologi…
Der foregår noget lidt mærkeligt her. I interviews har Trier flere gange snakket om, at han er blevet kritiseret for som mand i fyrrerne at ville lave en film om en yngre kvinde, men at det bør være muligt for alle at lave kunst om andre end dem selv. Det har han i teorien ret i, men Verdens værste menneske er bare ikke nogen ret god film for ham at basere den diskussion på, for her er det netop som om han og Eskil Vogt har langt nemmere ved at skrive om Aksel, der er en mand i fyrrerne lige som dem selv. Hvilket er virkelig mærkeligt, for den kvindelige hovedperson i Eskil Vogts Blind er ret vidunderligt skrevet, så det er ikke fordi de ikke kan.
Snarere føles det måske som om Trier og Vogt denne gang med vilje ikke har villet fjerne sig alt for meget fra deres comfort zone. De har prøvet mange andre ting de sidste ti år, og det har ikke været lige så godt som det var før, så nu går de tilbage til en tidligere stil, og så er det lidt som om de ikke rigtig tør bygge videre på den stil. Resultatet minder på mange måder om en art greatest hits film, hvor den ene vidunderlige glans-scene efter den anden afvikles. Eivind og Julies første måde er ekstremt morsomt, ligesom Julie på et tidspunkt har en ekstremt rørende drøm om at møde ham igen. Der er små essay-afsnit om klimaaktivisme eller Julies formødre, helt tilbage til en tiptiptip-oldemor i 1700-tallet. Det er skønt. Men det bliver også ret så pænt, og det er som om en antydet del af Julies personlighed, en feministisk, energisk, fandenivoldsk personlighed, ikke kommer med i fortællingen. Det ville ellers have klædt den. Filmen hedder Verdens værste menneske, men hun ender nu med at være lidt for god og ufarlig.
Resultatet er et kæmpe comeback for Trier og Vogt. Og et par velfortjente Oscar-nomineringer. Men hvis du havde fortalt mig for ti år siden, efter Oslo 31. August, at Verdens værste menneske var det bedste Trier ville lave over de næste ti år, så ville jeg være blevet svært skuffet. Og eftersom det jo er sidste film i en nu afsluttet trilogi, så får man en lille fornemmelse af at de to norske filmkunstnere lidt har stået i stampe, efter det med Oslo 31. August og Blind ellers virkede som om de kunne gå på vandet.