Palmesøndag del 417
(Paolo Sorrentino, Italen
Cannes 2024)
Der er noget paradoksalt over Parthenope. Da Paolo Sorrentino var ung lavede han altid film om gamle mænd. Først nu, hvor han er blevet ‘gammel’ (manden er 54 år gammel, stadigvæk en vårhare i Cannes-sammenhæng) laver han film om unge mennesker, ung kærlighed, om den snublende og mærkværdige måde ens historie udvikler sig på, når man er uerfaren og ikke ved hvad man vil.
Men så alligevel føles Parthenope som en relativt typisk Sorrentino-film. For selvom hans hovedkarakterer altid har været gamle mænd, så har de ofte været overordentlig meget optaget af unge kvinder, og særligt af deres skønne kroppe. Det må man sige at filmen Parthenope også er. Sjældent har en film fokuseret så meget på en hovedpersons udseende, filmen er næsten lige så forgabt over skuespiller Celeste Dalla Portas skønhed, som den siger at dens mandlige karakterer er det. Hvilket Sorrentino aldrig formår helt at forene med at forsøge at fortælle en historie, hvor det er Parthenopes intellekt og arbejdsliv, der er i fokus.
Resultatet er et virkeligt rodet narrativ. Men alligevel så langt fra Sorrentinos værste film. For hvor han måske nok taber kontrol over sit narrativ, så genfinder Sorrentino på mange måder de æstetiske styrker, der gjorde film som Il Divo og Den store skønhed så mesterlige.
Egentlig minder plottet i Parthenope om mange andre Sorrentino-film. Et ganske normalt Sorrentino-plot handler om et liv, som er gået i stå, og så begynder et væld af ting at ske, som sætter det i gang igen. Consequences of Love, The Family Friend, Den store skønhed, egentlig også Youth. Forskellen er så bare, at Parthenopes liv i stedet skal til at begynde for første gang, og at de ting som rammer hende sker over en årrække.
Vi møder hende i 1968, hvor hun er 18 år gammel, og livet mest består af at drive rundt i hendes vidunderlige villa ved vandkanten i Napoli, og tale om fremtiden, hvor hun måske vil studere antropologi. I 1973 tager hun med bror og en ven på en formativ ferie i Capri, hvor hun bl.a møder forfatteren John Cheever (Gary Oldman). Det ender dramatisk, og de næste par år er hun rodløs, forsøger sig som skuespiller, tager på nattevandring med en mafioso. Men antropologien kalder stadig, og som 32-årig i 1982 er det gennem hendes arbejde at hun kommer i kontakt med det bizarre og teatralske.
Alle de ting kunne ske i så mange andre Sorrentino-film, men så ville de bare ske oven i hinanden og tilfældigt og i løbet af et par uger. Ting går meget langsommere i Parthenope, og én plotsekvens bliver afviklet, før en ny påbegynder. Det giver en langt mere langsommelig stemning, hvor store dele af filmen føles som de melankolske scener, der dukker op hen mod slutningen af f.eks Den store skønhed. De bedste Sorrentino-film har en forbløffende fremdrift og rytmik, der gerne kulminerer ved de store danse-feste-scener. Dem er der ikke mange af i Parthenope, der i stedet er en doven vandring gennem nattemørket, hen mod en fælles kinddans.
Men selvom tempoet er sat ned, så bevæger kameraet sig i det mindste bedre end det har gjort i mange år, og der klippes igen flot mellem mange vinkler. Alle Sorrentinos film er billedskønne, men Parthenope er, ligesom de bedste af de andre, mere end det. Den er dragende og mystisk. Vi begynder f.eks i tågen, og ud af tågen kommer så Parthenopes gudfar anstigende med en guldkaret han har købt til den lille pige, et overdrevet symbol, som ville falde helt til jorden hvis ikke det blev introduceret så mystisk. Senere er der f.eks et begravelsesoptog, hvor Sorrentino bryder 180-graders reglen, filmer det fra begge sider, hvilket får det til at virke som om de først går den ene vej, og så tilbage igen. Indtil de bliver stoppet af en mystisk edderkoppeagtig bil midt på vejen. Som viser sig at være en desinficerings-vogn, fordi der er udbrudt kolera i Napoli.
Parthenope fungerer også i høj grad ved at dykke uden om dramatikken, og i stedet dyrke optakter og efterspil. I en scene hvor Parthenopes bror er drevet til havs ser vi først den tydeligt bekymrede familie på terassen, inden kameraet langsomt drejer ud over havet, hvor vi kan se en ganske lille båd. Men et klip til broren viser, at han har styr på det hele. Da Parthenope på et tidspunkt får en illegal abort bliver det også mest antydet, det afsløres først senere hvor voldsomt det har været for hende. Det giver filmen en helt særlig stemning.
Det bliver dog også umanerligt uudgrundeligt med tiden. Vi lærer egentlig ikke Parthenope at kende særligt godt. Der springes så meget i tid, hen mod oplevelser der til tider mere synes underlige og bizarre end formative, og meget af dialogen gives til mænd, der har meget overfladiske idéer om hvem hun er, og helt generelt er hun bare en uudgrundelig karakter. ‘Parthenope’ var et tidligt navn for Napoli, og skal hun forestille at være et symbol? Er hun en allegorisk figur? Er hun det antropologiske blik inkarneret?
Det er svært at finde pointen med Parthenope, meningen med at den er blevet lavet. Det var trods alt aldrig svært i de seneste Sorrentino-film, fra Silvio og de andre som samtidsportræt af Berlusconis Italien og til Hand of God, der var baseret på instruktørens eget liv. Det var faktisk nærmest overtydeligt. Jeg savnede noget mere frihed og mystik i de film, de virkede ret basale. Så på nogle punkter er Parthenope for mig en ‘return to form’, men jeg går også mindre op i om en helhed fungerer, hvis der er stærke elementer i. Og der er sekvenser i Parthenope, der er det bedste Sorrentino har lavet i et årti.
Der er dog også svagheder. F.eks har Sorrentinos valg af musik udviklet sig igen, og ikke til det bedre. Det var sejt dengang han brugte samtidig indie som The Notwist eller LCD Soundsystem. Det var også cool nok da han begyndte at bruge helt nykomponeret klassisk, omend det også kammede over i Youth og blev til kitsch. Nu er musikken faktisk ret meget kitsch over det hele, med jazzet vellyd og hvad der lyder som ret standard opulent filmmusik. Jeg kan se på rulleteksterne at der stadig bruges virkelig meget musik, bl.a. Ligeti og et cover af Metallica, men det gør ikke så meget væsen af sig som før, og det gør virkelig helheden mere svag.
Og så er filmens dyrkelse af kvindekroppen altså mere plat denne gang. Det har måske altid været plat, men de gamle film fokuserede på gamle mænd der stirrede på unge kvinder, og det gav et påskud for at kameraet altid stirrede. Det påskud er væk, nu virker det bare som om Sorrentino stirrer. Effekten er derfor anderledes, selvom billedsproget er som det plejer. Men det er en svaghed, at Sorrentino ikke har formået at ændre sit filmsprog mere, så det passede til hans nye emne.
Så altså, jeg synes heller ikke at Parthenope bringer Sorrentino tilbage til det kvalitetsniveau han havde i årene 2006-2013, hvor han lige lavede fire mesterstykker på stribe. Men jeg synes heller langt fra det er hans værste film, faktisk har jeg ikke været så draget af en Sorrentino-film siden Den store skønhed. Jeg håber at det er et skridt i den rigtige retning, og at det store comeback kommer næste gang.
Serien om Paolo Sorrentino begyndte med The Consequences of Love