rsz_imagescaler

Bedrag Ep. 5

Nu går det stærkt! Efter at de første afsnit virkede ganske langsommelige springer vi pludselig måneder frem i tiden, og ganske meget er sket. Det er egentlig altid en meget god teknik til at checke om en serie er kommet nok i dybden med sine karakterer. Spring flere måneder frem i tiden, og se hvor meget tid man skal bruge på at forklare hvad der er sket. For jo mere vi forstår vore karakterer, jo enklere er det at fortælle store stræk om dem med minimale hjælpemidler. Det meste af tiden skete der ikke det store i afsnit fem, men afsnittet afslørerede hvor omhyggeligt personerne er blevet etableret.

Tag f.eks. Mads og Kristina. Mads vågner op på en foldemadras i stuen, og børnene er parate til at rejse med deres mor til mormor nogle dage. At han sover hvor han sover, at Kristina ikke har kunnet kommunikere til ham at de ville rejse, at Mads godtager den forklaring, at børnene ikke virker synderligt overraskede. Vi har set hvordan Mads opførte sig i de første fire afsnit, vi kender hans problemer med at kontrollere sin vrede, og vi fylder resten ud. Måneders anspændt stemning, kommunikeret ikke så meget gennem Mads og Kristinas samtale, men ved den måde det spiller sammen med de tidligere afsnit. Det er ikke fordi der var det store at hente i Mads’ polske barbesøg, det var rimelig mange klichéer, men det var en udmærket samtale de havde til sidst. Mads mener han forstår det, han har lyttet efter hvad de andre sagde, han har indset at han har sin del af skylden, og han har tænkt sig at sætte vreden væk og tilgive. Han er en meget moden og moderne mand. Men han forstår til syvende og sidst alligevel ikke problemet. Det vedbliver at være mærkværdigt fascinerende så meget ‘skylden’ lægges på Kristina’s skuldre, for det er jo ikke blot fordi det er hendes skyld, det er også fordi det er hendes valg, hendes liv, hendes følelser, og det afhænger faktisk ikke rigtigt af ham. Kristina insisterer på at være andet og mere end den største kliché der findes inden for krimi-genren, og det er slående så meget det piller ved Mads’ selvforståelse.

Min yndlingsdetalje: Claudia har købt ny lejlighed i tiden der er gået. Hun har også accepteret at sønnike tager til Paris, og hun sidder helt koldt og naturligt med til de vigtige møder sammen Sander, Ulrik og Waage Sandø, som meget morsomt blot hedder Hr Kristensen i serien. Så ved man ligesom hvilken type chef han er, især i forhold til ‘Sander’. Ulrik, derimod, panikker nærmest over Finanstidendes artikel, og bliver sat på plads af Sander. Hun finder en ny love interest i hendes gamle kæreste Tobias, som er blevet en ligeså stor succes som hende i London, men som også har været igennem en skilsmisse. Ellers er Energreen’s historie i dette afsnit ganske flettet sammen med efterforskningen, idet Mia, Alf’s eks-kæreste på bladet Finanstidende, begynder at bore i hvad der egentlig foregår på en lille fabrik i Polen, hvor superleder-eksperimenterne bliver udført. Claudia forsøger at lægge efterforskningen ned, mens Mia’s snak om en mulig kilde sender Alf og Mads på langfart. Vi bliver ikke det store klogere på efterforskningen, vi forstod mere om superleder-forsøgene via opvisningen i Abu Dhabi i afsnit tre, men det siger meget om Claudia hvor lidt hun sætter spørgsmålstegn ved hvad der foregår i Energreen. Hun tror fuldt og fast på bullshittet, nok til at overbevise Finanstidendes redaktør, men ikke nok til at stoppe Mia. Måske begynder tvivlen at komme, der var i hvert fald kold luft i det blik Sanders fik efter han dukkede uanmeldt op hjemme hos hende og begyndte at snage i hendes kærlighedsliv.

Nicky’s subplot føltes som et bind to af hans fortælling. Forsøget på at holde pengene skjult er gået helt galt, i stedet bliver der nu indgået aftaler med rockere og med en vapende fuldskægsrevisor. Serberne er ude af billedet, men pengene er også forvandlet til et lidt kedeligt månedligt bidrag. Kæresten er begejstret, i sidste ende har han vel egentlig vundet det han ville til at starte med, status, ordenligt job, mulighed for at forsørge familien i et ordenligt område, men mere vil have mere. Det er måske ganske sigende, at Nicky og Bimses fortælling er den del af serien, hvor vi skal have mest ført ind med skeer. Deres karakterer er stadigvæk de mindst optegnede i persongalleriet, og deres historie har stadigvæk mindst med noget at gøre. Så snart pengene blev stjålet, og den bestjålede fra Energreen opgav at genfinde dem og flygtede til Brasilien, så kom deres subplot til at foregå i sit eget lille hjørne. Men måske er den på vej tilbage, Nicky finder iPad’en frem igen, og forbereder noget blackmail mod firmaet. Det skal nok blande tingene sammen.

Jeg kunne rigtig godt lide det her afsnit. Det var dejligt flagrende. Der er en fornemmelse af, at dramaet er kommet ud af kontrol. Mia kunne være blevet en ny hovedrolle i fortællingen, en fortæller der pludselig styrer hvad der sker både for Energreen og SØIK. Hverken Claudia, Mads eller Nicky har kontrol over deres fortællinger da afsnittet starter. Og som et symbol på hvor syret og flagrende det er blevet vandrer vaper-skægget rundt og bestemmer hvad der skal ske, nok den mest overdrevent fjollede figur i serien endnu. Det er den slags dramaturgi som passer så godt til en tv-serie. I en film ville det virke mærkeligt hvis det midterste afsnit var så vagt og flagrende som det her, præcis ved halvvejen. Men her kan vi tage det, vi har nok at gøre med at aflæse detaljer, forsøge at regne ud hvad der er sket de sidste par måneder, at vi kan håndtere subplotsne bringer endnu mindre med sig end de plejer at gøre. Og så til aller sidst: BLAM. Point of no return. Nu går det for alvor i gang.

Strøtanker:

* Gæt hvem der skrev afsnittet. Yup, Anders August. Jannik Johansen instruerer igen, og gør det fortsat godt.

* Vi er i oktober. Man kan ikke rigtig fornemme det på udendørsscenerne, ligesom de seneste afsnit ikke rigtig var specielt forårsagtige (wikipedia siger man planter stauder i april-maj, som Mads’ familie gjorde i sidste afsnit). Der er det samme blå lys over det meste af serien. Det giver et samlet æstetisk udtryk, men gør det også svært at vise nuancer over tid. Men det ville da også være unormalt hvis serien rent faktisk var optaget over et helt år, og dermed kunne bruge naturlys alle årstider.

* Det fortsætter at være et fint undertema hvordan Claudia konstant og hele tiden bedømmes på hendes udseende. Denne gang af Mia, som får smidt nogle stikpiller i retning af hendes smarte tøj og håndtaske. For den slags går man jo ikke i hvis man vil redde verden. Det er svært at være god. Især som kvinde.

* Ja, det hedder åbenbart SØIK og ikke SØK. Altså, mange institutioner i serien har jo let ændrede navne (Børsen og Finanstidende, f.eks.) men SØK var mig der hørte forkert.

* Det første interview med Sander mindede mig om noget: Har vi nogensinde set ham cykle igen siden han var i London?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.