Palmesøndag 431
(Nanni Moretti, Italien
Cannes 2011)
Jeg har haft et lidt pudsigt tema i den her serie af tekster om Nanni Moretti. Nogle gange ramte han så meget plet i den italienske samtid, at det nærmest var uhyggeligt. Som da han lavede en film om unge mænd, der synes den italienske venstrefløj var for voldelig, og den havde premiere et par uger efter venstrefløjsterrorister myrdede Aldo Moro. Jeg havde egentlig ikke nogen pointe med det, det var bare pudsigt. Men payoff til den mærkelige joke kommer så åbenbart nu.
Jeg har haft planlagt i månedsvis, at det her var ugen hvor jeg skrev om Morettis Habemus Papam, en film om hvad der sker efter en pave er død. Mandag døde Pave Frans. Ba-dum-tjij!
Men den virkelige joke her er nærmere, at Habemus Papam er en af de Nanni Moretti film, der aller mindst har fingeren på nogen som helst puls. Måske siden den bizarre seriemorder-komedie Bianca (1984). Men den film virkede som en reaktion på noget, et forsøg på at lave noget andet end det, som Moretti var kendt for. Det virkeligt mærkelige ved Habemus Papam er, hvor lidt den virker som noget som helst. Det virker ikke som om der er nogen som helst nødvendighed i den. Det er virkelig bare et lille komedie-drama om en ny pave, der får kolde fødder, og hvordan folk reagerer på det. Ok, fair nok. Men meget svært at se hvad det relevante skulle være ved det.
Filmen begynder som var det en nyhedsudsendelse om et konklave i Rom. Vi ser en række kardinaler gå i procession mod det sted, hvor konklavet skal foregå, følger en journalist der dækker historien. Så træder vi et skridt ind i det ukendte, da vi kommer med ind i værelset hvor konklavet sidder. Det viser sig at der er helt mørkt, lyser virker ikke. Så kommer vi endnu et skridt ind hvor vi ellers normalt ikke har adgang, da vi hører tankerne fra en række af kardinalerne mens afstemningen foregår: ‘Gud, lad mig ikke blive valgt’ ‘Jeg vil ikke vælges, lad det være en anden’ etc. Den rejse fra det komplet offentlige til det komplet private er ret sjovt lavet, og modgøres af resten af filmen, hvor den mand der er blevet valgt som kompromis-kandidat, skal vænne sig til, at han nu går fra at være en privat person, et menneske, til at skulle være pave, en global kendis, et symbol.
Det er Kardinal Melville (Michel Piccoli) der bliver valgt, og han siger ja til at blive pave. Men lige da han skal offentliggøres med de store ord ‘Habemus Papam’ får han kolde fødder og bakker ud. En psykolog tilkaldes (spillet af Nanni Moretti selv, anden gang han spiller psykolog efter Sønnens værelse, omend det tydeligt ikke er den samme karakter) som kort snakker med den nye pave, men derefter anbefaler at hans ekskone skal stå for det. Ude på gaden stikker Melville af, og trasker derefter rundt i Rom som almindelig mand for sidste gang, alt imens at psykologen og de andre kardinaler forsøger at få tiden til at gå inde i Vatikan-staten.
Det kan virke som om tematikken er lidt fjern for Moretti, men faktisk handler Habemus Papam om et tema, der har fyldt hos den italienske instruktør siden firserne. Moretti sagde til pressekonferencen efter filmens premiere i Cannes: ‘I wanted to depict a fragile man, Cardinal Melville, who feels inadequate in the face of power and the role he’s called to fill‘ Det har Moretti faktisk lavet rigtig mange film om. Det har bare været om filminstruktører. Helt tilbage i Sweet Dreams (1981) lavede han en film om at være filminstruktør, og føle pres over folks forventninger. At ens film skulle redde verden. Aprile (98) er naturligvis kerneeksemplet, hvor Moretti-figuren forsøger at lave en dokumentar, der kan forklare Italien, men ender med at lave en musical i stedet. Og i Mig og Berlusconi (06) gik det så omvendt, hvor Moretti-figuren hævdede han ville lave en komedie, men endte med at spille Berlusconi i en ret skarp fremstilling af hans kriminalitet.
Det er et tilbagevendende tema, som Moretti har vendt og drejet, og film for film er kommet frem til forskellige og ofte modstridende konklusioner. Med Habemus Papam vendte han temaet på en ny måde: Ved at lave en rent fiktiv film, der ikke forsøgte at sige noget som helst om samfund eller kunst, men kun om en mand, der føler sig uværdig. Og derudover, ved at lave en film, som vitterligt heller ikke forsøger på noget som helst.
Det er en meget lille film. Mest af alt handler den bare om at leve og være til stede i verden. Melville nyder at være et menneske i Rom, lægger mærke til folk, snakker særligt om sit gamle ønske om at være skuespiller. Inde i Vatikanet skal de gamle kardinaler få noget ud af deres dage i fangenskab, så de ikke keder sig ihjel. Det er en film om de små glæder her i livet, og ikke så meget om plot eller noget som helst andet. Problemet er jo så bare, at Moretti ikke er verdens bedste instruktør, så han er kun lige over middel til at fange de her glimt af liv og ægthed med sit kamera. Han er ikke en poet, han er ikke æstetiker. Han er faktisk ret så plotbaseret, normalt, og så dukker der alligevel bobler af poesi op i hans film. Her skal poesien bære værket, men så dygtig er Moretti ikke, og så bliver det ret småt og kedeligt.
Der er dog én scene, som jeg virkelig elsker. Det er der, hvor psykologen arrangerer en volleyball-turnering for kardinalerne. Det er på en eller anden måde så skævt, og så specifikt, og så gennemført lavet, at det ender med at sige mere om smukke ting i verden end nok så mange billeder af Rom. Problemet ved Moretti er, at han er en ret generisk filmskaber, han forløser sjældent sine idéer særlig overraskende. Men til gengæld kan hans idéer være så overraskende i sig selv, at den ligetil udførelse ikke gør så meget. Sådan er det med volleyball-kampen. Men det er også en scene, der udpensler hvad Morettis styrke er. Der er noget ved de her boldspil, som taler til ham, manden har jo både selv spillet vandpolo, og lavet en hel film om vandpolo. Der er nogle af de samme bevægelser her, omend alle spillerne så lader til at være i halvfjerdserne, så det er en noget anden form for fysikalitet end i Palombella Rossa (89).
Det korte af det lange er, at Moretti er bedst når han omsætter ting fra sit eget liv til mærkværdige filmbilleder. Og selvom Habemus Papam handler om en frygt, som Moretti har behandlet igen og igen igennem sin karriere, og som jeg tænker han sikkert også selv er gået rundt og har kæmpet med, så er Habemus Papam alligevel en af hans mindst personlige film. Og der er ikke andet i den, som rigtig formår at gøre op for det. Så det ender med at blive en af hans mindst interessante film nogensinde.