Palmesøndag del 125
(Tommy Lee Jones, USA
Cannes 2005, Bedste Manus (Guillermo Arriaga) & Bedste Mandlige Hovedrolle (Tommy Lee Jones))
Der findes store film og små film. Iñárritus Babel er en stor film, afslutningen af en trilogi, afslutningen på samarbejdet mellem Iñárritu og manus-forfatteren Guillermo Arriaga, en film der foregår på hele tre kontinenter, og som skriger KUNST så højt den kan. Tommy Lee Jones’ The Three Burials of Melquiades Estrada har også et manuskript af Guillermo Arriaga, og handler om de samme ting som så mange Arriaga-manuskripter dvæler ved, livet, døden, ensomheden, grænser, forholdet mellem Mexico og USA. Men det er i et langt mindre format, som en stille og rolig western, og hvor Tommy Lee Jones har instrueret med absolut små armbevægelser, og selv spiller hovedrollen, mest af alt med stenansigt. Og det er så absolut det bedste Arriaga nogensinde har været involveret i, efter min mening. De der små armbevægelser var præcis hvad hans manuskripter havde brug for.
Det er ellers som vanligt et ret kompliceret manuskript, hvilket man måske også kan fornemme ud fra titlen. Den illegale immigrant Melquiades Estrada bliver skudt og dræbt af den uduelige og voldelige Border Patrol agent Mike Norton, der efterfølgende begraver ham. Da liget bliver fundet undersøger politiet lidt letsindigt sagen, finder også ud af at det højst sandsynligt er Norton der har skudt ham, men interesserer sig ikke rigtigt for det, og begraver hurtigt liget igen. Men Melquiades’ ven Pete Perkins – spillet af Tommy Lee Jones! – insisterer på at behandle den døde immigrant med værdighed, graver liget op, kidnapper Norton, og drager mod Mexico for at begrave Melquiades en tredje og sidste gang.
Det er især første del af historien, der er kompliceret skrevet, hvor flere spor fletter sig sammen i den lille by ved grænsen. Vi følger Melquiades og Perkins’ venskab, vi følger Norton og hans frustrerede brud, der intet har at lave i den lille by – og i øvrigt spilles af January Jones, et par år før Mad Men – og vi springer frem i tid til både selve mordet og til opklaringen af det. Da først Perkins og Norton drager mod Mexico bliver fortællingen mere lineær, og meget mere simpel og melankolsk. Det er i og for sig rigtig smukt, den måde hvorpå det komplicerede filmiske fletværk bliver tilsidesat for at vi kan få fulgt Melquiades ordenligt på vej. Det er som om respekten for den afdøde får alle de komplicerede manus-mæssige tricks til at holde op med at give mening.
Guillermo Arriaga fik et ret dårligt ry efter samarbejdet med Iñárritu ophørte og hans multi-plot-stil generelt sank i anseelse. Han skrev og instruerede selv filmen The Burning Plain fra 2008, der dog nærmest blev grinet ud ved premieren på Venedig Film Festivalen. Den syntes jeg dog heller ikke er helt så slem som sit rygte, og jeg synes egentlig Arriaga er en unægtelig dygtig forfatter, hvis manuskripter dog skal håndteres på en ret specifik måde. For de kører virkelig på den store emotionelle klinge. Det fungerer ret så fremragende når Lee Jones håndterer det med hvad der nærmest er en form for deadpan-indstilling. Til tider bliver det så afdæmpet syret at det mener lidt om David Lynch.
Jeg er dog ikke sikker på at det er hensigten det skal minde lidt om David Lynch, men især forholdet mellem Mike Norton og hans kone er så overgjort at det nærmest er parodisk. Lou Ann, som konen hedder, fortæller at de var populære i gymnasiet, men nu ikke rigtig kender nogen. Hun ser sæbeoperaer, og spiser vegetarisk mad fordi hun er på kur selvom hun er åleslank, og han er nærmest psykopat og har sex med hende mens hun nærmest ikke tager sig af det. Det er ikke virkelige mennesker. Ligeledes ikke helt menneskelig virker servitricen Rachel, der er gift med kokken Bob, der dog ikke helt rigtigt kan huske så meget længere, samtidig med hun har affærer med Pete Perkins og sheriffen Belmont, omend affæren med Belmont mest lader til at bestå af at de sidder i sofaen når han igen ikke kan få rejsning. Hun virker lidt som en idé en mandlig manusforfatter har fået, snarere end en kvinde af kød og blod, men hun er spillet af Melissa Leo, der kan tilføre selv den tyndeste papfigur et par dimensioner eller tre, så hun klarer sig fint nok.
Men jeg sad med en anden fornemmelse som filmen skred frem: At hele livet i den lille grænseby var komplet uvirkeligt, én stor løgn som de alle sammen lever, og at den løgn braser sammen ved Melquiades’ død. Eller rettere, den braser sammen da Pete insisterer på at Melquiades’ død rent faktisk betyder noget. Først forsøger alle at dysse det lidt ned, også selvom både sheriffen og chefen for grænsetropperne godt ved at den er helt gal, og at det nok er Mike Norton som har gjort det. Men de lader som ingenting. Da Pete rusker op i alt rejser Belmont på ferie, Lou Ann rejser hjem til Cincinatti, og i filmens bedste scene ringer Pete fra Mexico til Rachel og spørger om ikke hun vil komme ned til ham. Men nej siger hun, hun må blive hos Bob, alt andet var bare for sjov. Den scene er så smuk, især pga den konstante tilstedeværelse af en utrolig melankolsk klavermusik, der nok egentlig næppe passer ind på en sådan mexikansk taverna. Men den passer til situationen.
Alle lever på en løgn, har affærer, lader som om de stadig er populære, køber ind i centeret, ser tegnefilm og sæbeoperaer. Men det er en større løgn de lever på i grænsebyen, idéen om et ordnet forhold mellem Mexico og USA. I en tidlig scene tæver Mike et par illegale immigranter som forsøger at flygte, og hans chef irettesætter ham fordi den slags giver for meget papirarbejde. Chefen mener det sagtens kan lade sig gøre at lave ordentlig og human grænsekontrol, og hvis man misser et par illegale, så er der jo også nogen som skal plukke jordbær. Men mordet på Estrada afslører at det ikke rigtig kan lade sig gøre, jobbet som grænseagent vil tiltrække små-psykopater som Mike, der nok ikke tager på arbejde med tanken om at myrde mexikanere, men som ikke har kontrol over sig selv, og skyder en mand ned af en ret ubegrundet frygt. Hele princippet om at folk bliver behandlet på én måde hvis de er født ét sted, og på en hel anden måde hvis de er født halvtreds kilometer væk, er bare grundlæggende uretfærdigt. Det kan i praksis ikke fungere hvis man samtidigt mener at folk som Melquiades Estrada har ret til helt fundamentale ting som at blive begravet i tråd med deres egne ønsker.
Tommy Lee Jones instruerer og spiller lidt på gammelmandsmaner, uden at gøre det helt store væsen af sig, men det passer til fortællingen. Det er ikke et rasende anklage-skrift om imperialisme og racisme. Det er en frustreret men også ret træt film om en af verdens ældste uretfærdigheder, forskellen mellem nationalstater, som vi omvendt ikke har nogen som helst idéer til hvad man sådan reelt kan gøre ved. Det er en dyb melankolsk sukken over tingenes tilstand, kombineret med en insisteren på at mennesker har krav på respekt og skal behandles ordenligt. Sådan lidt ligesom stemningen ofte er ved begravelser. Det er en lille film, men den er bedre end så mange store.