Palmesøndag del 25
(Tommy Lee Jones, USA
Cannes 2014)

Jeg har nævnt det før, og jeg kommer klart til at nævne det igen: Cannes burde indføre kønskvoter i hovedkonkurrencen. For det er alligevel ikke kvalitet som er eneste parameter, og dermed bliver det bare pinligt hvor få kvinder der er i hovedkonkurrence, især i kontrast til hvor hvor mange gode som er i sidekonkurrencerne. Især er der hvert år en del film, der ser ud til at være valgt i høj grad på kendis-graden af deres cast, snarere end den filmiske kvalitet. Der skal jo være nogle medierne kan skrive om. I 2014 havde jeg tanken bl.a. med Atom Egoyan’s The Captive (Ryan Reynolds og Rosario Dawson), David Cronenberg’s Maps to the Stars (Julianne Moore, Robert Pattinson, Mia Wasikowska), Michael Hazanavicius’ The Search (Berenice Bejo og Anette Benning) og Bennet Miller’s Foxcatcher (Stephen Carrell og Channing Tatum). Og den her, The Homesman, instrueret af oscar-vinder Tommy Lee Jones, som også spiller hovedrollen, med oscar-vinder Hilary Swank i den anden store hovedrolle, og Meryl Streep, John Lithgow, Hailee Steinfeld og James Spader i andre mindre roller. Og vor egen Sonja Richter, ikke at forglemme. En moderne western, instrueret af en skuespiller, der kun har instrueret én enkelt film før – Three Burials of Melquiades Estrada fra 2005 – og med andre store skuespillere i rollerne. Det lyder solidt, gammeldags, og ærlig talt rimelig kedeligt i mine ører. Men jeg var positivt overrasket, Tommy Lee Jones er en ganske fin amerikansk indie-instruktør, som ikke er den store visuelt nytænkende billedskaber, men som har lysten til at fortælle historier der ikke er fortalt før, og fortælle dem fuldt ud.

Tommy Lee Jones har kun instrueret to film, men de to har en del til fælles, så man kan såmænd godt tale lidt om auteur-træk. Det er især imponerende, eftersom Three Burials of Melquiades Estrada bar så meget præg af at have manuskript af Guillermo Arriage. Der var en god kontrast i den film mellem den forvirrende første del, og den ensporede road movie i anden del. The Homesman forsøger det samme, men det føles lidt anderledes. Det første stykke tid udspilles en række vignetter fra livet i den lille frontier-by Loup City, der alle kredser om hvor hårdt især kvinderne har det. I løbet af en hård vinter dør en række af især børn, og hele tre kvinder får et mentalt sammenbrud. Og stærke Mary Bee Cuddy bliver omvendt konstant anklaget for at være for ‘bossy’, hvorfor hun ikke kan finde nogen ægtemand. Efter tyve minutter omformes endnu en film af Tommy Lee Jones til en roadmovie, når Mary Bee Cuddy indvilliger i at fragte de tre gale kvinder tilbage til mere civiliserede områder østpå, så der kan blive passet på dem. Hun møder Tommy Lee Jones’ karakter, der kalder sig George Briggs, har forsøgt at overtage en anden mands jordlod, og bliver fundet af Mary Bee mens han sidder på en hest, med sod i hele ansigtet, i undertøj, og med en løkke om halsen. Der går kun et par minutter fra Tommy Lee Jones træder ind i filmen, til han bryder sammen i gråd, og det er ganske sigende for hvad der er en stærk og frygtløs præstation veteranen leverer. Men George beslutter sig for at hjælpe hende, og resten af filmen er så den begivenhedsfulde tur østover.

Hvor Three Burials udfoldede sin forvirrende første time rundt om det centrale mystiske mord, så bruger The Homesman mere multi-plot formatet i den første halve time til at skildre livsforholdene helt ude hvor tingene er aller mest nybyggede. Det er brutale betingelser, hvor ingen sociale strukturer fungerer, og hvor man kun kan hente sin støtte hos de aller nærmeste. Når børnene dør, eller når ens ægtemand er et dumt svin, så findes der ikke noget socialt netværk under filmens kvinder, så falder de ned på bunden med det samme. The Homesman er blevet kaldt ‘feministisk’, hvilket kan være rigtigt nok. På sin vis er ganske mange revisionistiske westerns en afart af ‘feministiske’, for film som Clint Eastwood’s De Nådesløse og Jones’ Three Burials eller tv-serien Deadwood kan i høj grad ses som opgør med macho-myten om den selvstændige cowboy, der skaber sin egen myte før samfundet tager over. Men det er kun ‘feministisk’ hvis man mener al kritik af typiske mande-roller er feminisme. 

The Homesman gør noget mere usædvanligt, den skildrer nybyggerlivet med et fokus på socialitet og omsorg, et fokus på typiske ‘feminine’ værdier. Selv de sympatiske mænd i filmen har ingen idé om hvordan samfundets kvinder har det, og hvorfor de skal gå op i det. Sonja Richter’s karakter, Gro Svendsen, bliver voldtaget af sin mand, der blot opfatter hende som en rugekasse der skal skaffe ham afkom. Her er der tale om decideret voldeligt kvindehad. Men også unge Garn Sours, der elsker sin 19-årige kone Arabella, kan ikke andet end føle sig svigtet over, at hun tager så tungt på vej over at miste tre børn på få dage, at hun bliver sindssyg. Mary Bee er sådan set afholdt i lokalområdet, som den rige og stærke nybygger hun er, men der er bestemt ingen mand der har tænkt sig at ville giftes med en kvinde der vil bestemme så meget. Hilary Swank spiller stærk kvinde med en stigende fornemmelse af desperation, efterhånden som det går op for hende præcis hvor meget verden er imod hende. Og Tommy Lee Jones giver en bravur-performance som George, der introduceres som sølle og beskidt, langsomt bliver pænere og renere og stærkere, men hvor man altid er klar over, at det er en skal han påtager, over et skadet og tomt indre.

Det er en rigtig velskrevet og velspillet og velkonstrueret film. Men rent visuelt er det ikke noget at råbe hurra for. Tommy Lee Jones instruerer fint og solidt, men også med for mange ligetil shot-reverse shot konstruktioner. Og filmens landskabsfotografering fik mig desværre mest til at tænke på, om måske western-genren er den genre der lider mest over skiftet til digital film. Der er overhovedet ikke det lys og den varme i billederne, som ellers er i selv de kedeligste gamle westerns. Farverne er kolde og metalliske, hvilket på sin vis passer glimrende til den brutale og ufølsomme verden filmen foregår i, men man får aldrig fornemmelsen af at naturen er sådan rigtigt naturlig, filmen får aldrig fornemmelsen af det sublime. Det skal til gengæld siges, at filmens digitale farvelægning, der som altid gør flader langt mere ensfarvede, betyder at husene fremstår så rene og nybyggede som sjældent set. Normalt i en western er der støv og jord på alle husfacader, men ikke her. Det giver fornemmelsen af, at filmen foregår tidligere end de fleste andre westerns, hvilket bestemt også er interessant. Men det kan ikke opveje de visuelle mangler i resten af filmen. Derudover var jeg også overrasket over, hvor glad jeg var for soundtracket, som er skrevet af Marco Beltrami, der også skrev musikken til Three Burials, og herhjemme måske især er kendt for hans – ret så forfærdelige, synes jeg – musik til Ole Bornedal’s 1864. Men der er en melankoli over musikken heri, og en vilje til at lade lydene forsvinde ud i intetheden.

Det er sjældent man må hylde en films rulletekster, men de er gode heri. Uden at ville spoile for meget, så fokuserer slutscenerne i filmen udelukkende på George Briggs, og hvordan han reagerer efter at have afleveret de gale kvinder. Til sidst drikker han sig fuld og rejser tilbage over floden vestpå, tilbage mod nybyggerfronten. Filmet fra den østlige bred glider båden langsomt ind i mørket, mens teksterne ruller over skærmen, og temaet begynder at spille. Men så bryder også temaet fra hinanden, og til sidst er det helt minimalistisk og ambient hvad der lyder, mens også billedet er gået i sort. Der er en fornemmelse af afgrund, af mørke, af intethed i denne her film, som er ret så sjælden i en amerikansk film. Jeg kan sgu godt lide Tommy Lee Jones som instruktør, det må jeg indrømme, og det er jeg overrasket over at måtte indrømme. Han er 68 år, og har kun instrueret to spillefilm og to tv-film, så det er nok begrænset hvor meget mere der kommer fra den kant. Men med hans vilje til at fortælle historier ikke-kronologisk, hans blik for mindre maskuline temaer end mange af hans jævnaldrende, og hans villighed til at tage fortællingerne så langt ud at de for alvor gør ondt, så gider jeg godt se endnu et par film fra hans hånd. Og selvom det er mere solidt end det er transcendent, så må det også godt fylde en konkurrence-plads i ny og næ.

Serien om Tommy Lee Jones begyndte med The Three Burials of Melquiades Estrada