Biutiful

Palmesøndag del 124
(Alejandro González Iñárritu, Spanien/Mexico
Cannes 2010, Bedste Skuespiller: Javier Bardem & Vulcan Award for Lydsiden)

Alejandro Iñárritus tre første film var ret nemme at kategorisere. Det var multi-plot-film, lavet sammen med manus-forfatter Guillermo Arriaga, og jeg har ofte set dem kaldt for Iñárritus ‘dødstrilogi’. Men hvad kan man så sige om de film han lavede efterfølgende, de tre film Biutiful (2010), Birdman (2014) og The Revenant (2015)? Man behøver jo ikke at slå de tre film sammen, og sandt at sige kan det også godt være Biutiful i stedet skal ses som en overgangsfilm. For godt nok er Biutiful første film Iñárritu lavede uden Guillermo Arriaga, men den er stadigvæk lavet med hans faste fotograf Rodrigo Prieto, der udover alle tidligere film af Iñárritu har fotograferet film som Brokeback Mountain, Argo og The Wolf of Wall Street. Både Birdman og The Revenant er derimod fotograferet af Emmanuel Lubezki, der udover Iñárritu nok mest er kendt for samarbejdet med Alfonso Cuarón og Terrence Malick.

Men jeg vil alligevel pege på en del fællestræk ved alle tre film: Stærke mandlige hovedroller i centrum, nogle ret ekstreme plots der vælter ulykke oven på ulykke ned over dem, og så et filmsprog der også er ret ekstremt, med Birdmans simulerede one-shot æstetik som bedste eksempel, men hvor også de lange takes i The Revenant og den utrolige mørke tristesse i Biutiful passer ind. Jeg kalder det fra nu af transformations-trilogien, hvor tre karakterer konfronteres med en ekstrem process (døden, den kunstneriske skabelse, og farten gennem vildmarken), i et filmsprog der gør det til en nærmest fysisk og om ikke transformativ, så dog umanerlig udmattende, oplevelse at se filmene, hvorfor fornemmelsen for beskueren afspejler fornemmelsen for hovedpersonen. Og det interessante med den her trilogi er, at i modsætning til de tre første, så blev den bedre undervejs. The Revenant er nok min yndlings-Iñárritu, og egentlig en rigtig fin film. Men Biutiful – og egentlig også Birdman – er nærmest ikke til at holde ud…

Javier Bardem spiller Uxbal, enlig far til to børn, involveret i lidt lyssky affærer med både afrikanske gadesælgere og illegale kinesiske immigranter, kræftsyg og døende, og clairvoyant, af en eller anden bizar grund som jeg efter gentagne gensyn stadigvæk ikke fatter en lyd af. Men fordi han finder ud af at han skal dø, begynder han at tænke lidt over sin stilling her i livet. Dvs, først og fremmest forsøger han at sikre at der er nogle til at tage sig af hans børn, eftersom hans eks Marambra ikke er i stand til det, men der er også plots med afrikanerne og kineserne som involverer en hel del smerte og død, så med lidt god vilje kan de siges at afspejle hovedpersonens situation. Mestendels, så bevæger Uxbal sig rundt i en verden af død, sygdom og elendighed, og så kommer han ud på den anden side som et mere afklaret menneske. Og så dør han.

Jeg vil gerne snakke lidt om en film som Biutiful er blevet sammenlignet med: Akira Kurosawas Ikiru. Den handler også om en lidt trist mand, der får konstateret uhelbredelig cancer, og som så må finde ud af hvad han så skal gøre. Men forskellen på de to film siger en hel masse om Iñárritu. Watanabe, hovedpersonen i Ikiru, er en bureaukrat på et lille kommunalt kontor, og hans arbejde, og måden han ændrer indstilling efter sin diagnose, siger en hel masse om det japanske samfund i halvtredserne. Uxbal arbejder på det sorte marked, han er ikke involveret i samfundet, hans arbejde siger intet om samfundet, hans diagnose påvirker ikke hans arbejde, siger intet om samfundet. Det er noget af det helt centrale hos Iñárritu: Han har ingen fornemmelse for samfund.

At man filmer folk uden for samfundet betyder ikke at man ikke interesserer sig for samfund, og når politiet udfører en overdrevet voldsom razzia mod de ret harmløse afrikanere, så siger det også noget om samfundet. Noget rigtigt. Men derfor føles det stadigvæk tonedøvt, det føles som vold for voldens skyld, for filmen investerer aldrig i afrikanerne som andet end figurer, og har heller ikke andet end det mest åbenlyse at sige om deres migrant-status. Omend det dog stadigvæk er bedre end den måde kineserne behandles på, de bliver slået ihjel alle som en, på en måde hvor det mest virker som om det skal ske fordi Uxbal skal få dårlig samvittighed, selvom det teknisk set ikke er hans skyld. Hvilket der i øvrigt aldrig bliver bundet sløjfe på, Uxbal ender med at få god samvittighed over noget helt andet, og så accepteres det bare, at han har god samvittighed.

Der er efter min mening en grund til at The Revenant er så meget bedre end resten af Iñárritus film, og det er fordi den foregår et sted hvor der ikke er noget samfund endnu. Leonardo DiCaprios oplevelser ved ‘the frontier’ er en elemental oplevelse, næsten helt renset for distraktioner, og så fungerer filmsproget ret fornemt, det er en af Lubezkis smukkeste film – og det siger ikke så lidt! I Biutiful er der så meget andet rundt om, og så lidt som Iñárritu egentlig er interesseret i udover Uxbals transformation, at filmen kæntrer fuldstændig. Det fungerer overhovedet ikke for mig, det er nærmest selvparodisk. Men her er et spørgsmål: Hvilken film er værst, Biutiful eller Birdman? Her kan man nærmest dele cineaster op i to grupper. Er Biutiful værst fordi der intet er i den, fordi den er rodet og overlæsset. Eller er Birdman værst, fordi dét som er i den, den intense fokus på den kunstneriske proces og den uomtvisteligt unikke falske onetake-æstetik, er så selvoptaget, så overgjort, så falskt og irriterende? Jeg må indrømme, jeg foretrækker faktisk alligevel Biutiful. Der er dog trods alt sprækker i den film, små lufthuller hvor Bardem får lov at gøre sin ting, eller hvor en omverden alligevel trænger sig på, uden at det alt sammen skal føles som KUNST KUNST KUNSTNERISK KUNST.

Bardem vandt for Bedste Skuespiller, hvilket igen føles som en pris til den der gjorde mest, og Biutiful vandt en teknisk pris på lydsiden. Den var nomineret til to Oscars, for Bedste Udenlandske Film og Bedste Skuespiller, ganske sjældent at en ikke-engelsk-sproget rolle nomineres til den pris. Men det føles lidt som om den almene opfattelse af Biutiful er, at den er den svageste af Iñárritus film. Der er døds-trilogien, og så er der Oscar-filmene med den unægtelig vanvittige Lubezki-fotografering, og Biutiful falder lidt midt imellem. Det ville ikke overraske mig hvis Iñárritu snart lavede endnu en film med vanligt lange kamera-indstillinger, og så kaldte den for sidste del af en trilogi. Så ville Biutiful nok for alvor synke ned i glemslen. Men, for at være helt ærlig, det har jeg lidt på fornemmelsen en del af Iñárritus værker vil gøre med tiden.

Næste Uge: Jeg føler ikke jeg er helt færdig med Iñárritu, for hans tidligere manusforfatter Guillermo Arriaga vandt faktisk også Manus-prisen i Cannes for en anden film, nemlig Three Burials of Melquiades Estrada. Så den tager jeg lige et kig på næste uge.