Babel

Palmesøndag del 123
(Alejandro González Iñárritu, USA/Mexico
Cannes 2006, Bedste Instruktør & Vulcan Award for Klipning & Ecumenical Award)

Da Alejandro Iñárritu blev annonceret som den næste jury-formand i Cannes havde han en lidt afmålt ros til festivalen: Cannes is a festival that has been important to me since the beginning of my career. Ikke noget om gode minder og glade stunder, nej, den var ‘vigtig’, og det var det. Man kan lidt gå forstå ham, for hans historie i Cannes er noget blandet. Hans debut, Amores Perros, havde premiere i Semaine de la Critique helt tilbage i 2000, hvor den vandt en pris fra en ungdoms-jury. Men de to film han har haft i hovedkonkurrence, Babel i 2006 og Biutiful i 2010, er med afstand de to dårligst anmeldte film i hans karrere. På Rotten Tomatoes er de henholdsvis 69% og 64% friske, hvor alle hans andre film er over firs. Begge film vandt en del priser, men det var alligevel hans dårligst anmeldte.

Der er endnu en grund til at Babel-premieren måske er et lidt blandet minde for Iñárritu: Det kom frem at han havde forbudt filmens manusforfatter Guillermo Arriaga at deltage i premieren. Arriaga havde nemlig udtalt sig om problemet med ‘auteur’-film, og hævdet at det var ham og ikke Iñárritu der havde haft de gode idéer i de tre film de to havde lavet sammen: Amores Perros, 21 Grams og Babel, den såkaldte døds-trilogi. Den slags brød den stolte instruktør sig ikke om, så med så megen smålighed som man kan tænke sig gik deres samarbejde i stykker. Iñárritu holdt herefter op med at lave den slags film han hidtil havde lavet, multi-plot-film, hvor flere forskellige små historier bindes sammen på forskellig vis. Nok godt det samme, for Babels store problem er ret simpelt: Iñárritu gentager sig selv. Hvad der til nød kunne virke friskt for to film siden virker denne gang fortærsket, forgjort, og først og fremmest forsøgt gjort nyt ved at blæse det helt op på den store globale skala, hvor det overhovedet ikke fungerer.

Babel er, som nævnt, en multi-plot film, hvis tre-fire forskellige historier er bundet sammen på overraskende vis. Et amerikansk par, Richard og Susan, spillet af Brad Pitt og Cate Blanchett, er på ferie i Marokko, da Susan pludselig rammes af en gevær-kugle. Mens hun kæmper for sit liv lægger den amerikanske regering pres på for at få opklaret hvad de opfatter som et terror-angreb, og de marrokanske myndigheder forsøger med stor brutalitet at opklare hvad der er sket, hvilket går ud over de to skyldige, de to unge drenge Yussef og Ahmed, som dog blot skød med gevær som drengestreger. Derudover følger vi Richard og Susans barnepige hjemme i San Diego, der tager deres børn med over grænsen til et bryllup i Mexico, og kommer i store problemer ved grænsen på hjemvejen. Og i Japan er en ung døv pige mut og vred, og der er noget med at hendes far engang gav et gevær til en marokkaner. Den del af fortællingen har så absolut mindst at gøre med resten.

Hvis altså der var kamp mellem Iñárritu og Arriega om hvem der egentlig var den vigtigste kunstner bag filmen, så er der en del navne der aldrig bliver nævnt i den debat: Rinko Kikuchi, der spiller den japanske pige, eller Boubker Ait El Caid og Said Tarchani, der spiller de unge marokkanske drenge. Det føles aldrig nogensinde som om at marokkanerne eller japanerne eksisterer som andet end brikker, der skal illustrere kunstneriske pointer om verdens tilstand. De er to-dimensionelle og især kvinderne opfører sig dybt mærkværdigt – den japanske pige render rundt uden trusser fordi… det irriterer drenge? og absolut ikke fordi instruktøren vil have billeder af en pige uden trusser, nej nej, absolut ikke. Det føles ikke som om filmen er et ligeværdigt portræt af folk fra hele verden, det føles som et benhårdt hierarki mellem stjerner og vandbærere.

Men det kombineres så ironisk nok med den meget flade plotstruktur, der ikke har ret meget at sige om globale magtforhold. Multi-plot-filmen har i dag mistet en del anseelse, ikke mindst efter idiotiske Crash vandt Oscar i 2006, med sin fortælling om at alle var lige gode om racisme og at det var et problem for både racister og ofre. Babel er en smule mere sofistikeret – der er f.eks. ingen tvivl om at Arriega har godt styr på styrkeforholdet ved grænsen mellem USA og Mexico, hvilket han også havde bevist året før i Cannes med Three Burials of Melquiades Estrada – men det er stadig ret meget sådan, at Babel fortæller om globale sammenhænge, men ikke har noget at sige om globale sammenhænge. Den japanske fortælling gør at man kan sige Babel foregår på tre kontinenter, men den har intet med resten at gøre, den tilføjer intet til forståelsen af filmen, i hvert fald intet godt, og den er ikke ret interessant i sig selv. Det er ikke lige så slemt som i Amores Perros, hvor to nogenlunde historier om kriminalitet og moral i Mexico Citys underverden af en eller anden grund kombineres med en historie om to rige røvhuller, der skriger af hinanden i en halv time fordi deres hund er blevet væk. Men Babel er stadigvæk bare en film der er mere, mere historie, flere karakterer, uden at der er tænkt synderlig meget over kvalitet frem for kvantitet.

Det samme kan man sige om instruktionen. Jeg forstår måske godt at filmen vandt den tekniske Vulcan-pris for klipningen, for der er nogle fremragende klip, som når der klippes benhårdt fra Susans smerteskrig og til verden oplevet med den døve piges stilhed. Men skuespillet er svingende, æstetikken er overgjort og alligevel ikke noget særligt, og filmen er som nævnt bare ikke ret gennemtænkt. Jeg forstår hvis man mente Iñárritu var den instruktør der instruerede mest, men jeg er så uenig i at det skulle være den bedst instruerede film det år.

Sammenlign f.eks. med en anden storfilm om globale forhold på tværs af landegrænser: Pedro Costas Colossal Youth. Costa tog ind i et slumkvarter, lyttede, fulgte menneskene, hovedsaglig immigranter fra Kap Verde, og lavede et besynderligt, forunderligt, grandiøst portræt af kolonialismens efterveer i det 21 århundrede, holdt i en hel enkel minimalistisk digital æstetik. Den film siger så uendelig meget mere om hele verden, inklusive Japan og Marokko, selvom den kun foregår i Fontainhas i Lissabon. Men jeg må på den anden side sige at jeg ret godt kan lide netop den her kontrast. Babel er en film jeg absolut ikke kan lide, men jeg kan godt lide at der er dårlige film i Cannes, som gør et væsen af sig. Cannes burde netop være en konkurrence med kontraster, hvor en buket af filmiske syn konkurrerede om at vinde juryen og pressens gunst. Babel er kerneeksemplet på den Iñárritu’ske multi-plot-film, så godt at der var plads til den. Men at den så fik så stor succes derefter, ja, det går mig så alligevel lidt på…