Palmesøndag del 178
(Quentin Tarantino, USA
Cannes 1994, Guldpalmen)
pulp / 1. A soft, moist, shapeless mass of matter
2.A magazine or book containing lurid subject matter and being characteristically printed on rough, unfinished paper.
Jeg tror jeg har lavet en klassisk fejl med Pulp Fiction. I lang tid følte jeg at den var overvurderet. Jeg læste lange tekster om hvor stor den var, men jeg kunne ikke få øje på alt det jeg havde læst, og så blev jeg skuffet. Som jeg siger, klassisk fejl. Det sker især med film der er blevet skrevet vildt meget om, selvfølgelig.
Det som ledte mig på vildspor med Pulp Fiction, det begyndte nok allerede med dens tagline: Three stories about one story. Jeg har forsøgt at finde frem til hvad den ‘ene historie’ var mange gange, og jeg kan simpelthen ikke se hvordan det giver mening. Hey, jeg kan ikke engang få det til at passe med tre historier, der er da langt mere end tre historier i filmen (på dens wikipedia-side bliver det da også optalt til 7 historier, tre store og fire små, hvilket heller ikke virker korrekt). Helt grundlæggende, så er det alt for meget struktur. Jeg har aldrig kunnet finde en struktur i Pulp Fiction, aldrig kunnet finde en kerne. Og jeg har læst rigtig meget op på det, og aldrig fundet nogen god forklaring. Et så stort mesterværk må da have en kerne? Så jeg trak på skuldrene, og koncenterede mig om Tarantino-film jeg får mere ud af, film som Inglourious Basterds og The Hateful Eight.
Men så genså jeg filmen. Og jeg læste filmens første ord, de to ordbogsdefinitioner af ordet ‘pulp’, som jeg har citeret øverst i denne tekst. Og så forstod jeg. Pulp Fiction har ingen kerne. Den er en blød, våd, ‘shapeless’, formløs masse af stof. Og den formløse masse af stof, den forsøger Tarantino så død og pine at forme til noget, skud for skud, klip for klip.
Pulp Fiction skal ikke ses som en helhed, analyseres som en form. Den starter med at være noget, og bliver så hele tiden til noget andet, udvikler sig konstant, afvikler sig så igen, skifter fortælling, springer i tid, vender tilbage. Og ender nogenlunde der hvor den starter. Så kunne man sige, at dens form er ekstra kompliceret, men det er at misse pointen. Pulp Fiction er ikke en formfuldendt kompleks konstruktion. Det er et mærkværdigt kaos, der kun hænger sammen, fordi der hvert femte sekund falder en smart bemærkning, eller et skud fra en pistol.
Godard sagde engang, at det eneste man behøvede for at lave en film, det var en pige og en pistol. Det er vitterlig her, at Tarantino virker som Godards arvtager, og især virker det ekstremt rigtigt at han har kaldt sit produktionsselskab for A Band Apart efter den Godard-film der mest af alt er billige og kedelige billeder, lige akkurat bundet sammen af en fantastisk pige, en pistol i periferien, og et par fantastiske scener, inklusive en dans. Man kan tilgive rigtig meget, hvis man har de her helt grundlæggende ingredienser. Kan tilgive rigtig rigtig mange diskussioner om quarter pounder burgere, guldure, gulvtæpper, osv osv osv. Når Yolanda springer op med en pistol, billedet fryser, og surfmusikken lyder, så er øjeblikket så stærkt, at vi husker det to timer senere. En pige og en pistol. It really ties the film together.
Som med så meget andet postmodernistisk kunst, så arbejder Pulp Fiction med selve grundmaterialet i film-formatet. Tarantino har en idé om, at grundmaterialet ikke er et sædvanligt narrativ, en begyndelse og en ende. Han har set for mange genrefilm, det er ikke på grund af deres gode manuskripter at han elsker dem. Så for at finde ind til kernen, så er han nødt til, ikke at opfinde en ny struktur, men at smadre strukturen, at reducere det til ‘pulp’, og så derefter banke det sammen igen med alle de ingredienser han har. Vold sex stjerner kitsch jokes.
Og så selvfølgelig filmiske virkemidler. Når jeg genser Pulp Fiction overraskes jeg over hvor tydelig klipningen er. Der er rigtig mange meget lange samtaler, med nogle til tider meget demonstrative klip til et closeup. Som om Tarantino ved, at nu er det ved at falde fra hinanden, nu er han ved at miste publikums interesse – og de to ting hører sammen i en genrefilm – så nu må han desværre ændre på noget. Senere i sin karriere blev han mere rolig, lod samtaler udspiller sig i én uendelighed, fokuserede på stemningsfulde køreture i Once Upon a Time in Hollywood. Men de film forsøger noget andet. I Pulp Fiction er det nærmest eksperimentelt, her handler det først og fremmest om at se hvad man kan komme af sted med, se om man kan få massen formet på en ny måde.
Og derudover er filmen vitterlig tom. Det er en anden ting der har hæmmet min beundring af Pulp Fiction, at jeg i sidste ende finder den en kende tom. Når andre forsøger at finde moralske pointer, så føler jeg igen det misser pointen. Ja, Jules mener at se en mening, et kosmos, et moralsk univers, og det er med hans monolog filmen ender, men det betyder ikke at filmen er moralsk. Det misser pointen. Pointen er, at Jules, ligesom filmen, forsøger at sætte brudstykker sammen til et hele, forsøger at finde linjer der kan sammenflette hvad der grundlæggende er et kaotisk og moralsk tomt gangsterunivers. Ja, kronologisk ender historien med, at Jules den omvendte overlever, mens Vincent skeptikeren bliver ved med at være gangster, og bliver plaffet ned på et toilet. Men det er ikke sandheden, det er bare endnu et tegn. Om vi tror på det denne gang eller ej, det er vores egen formning af den formløse ‘pulp’.
Men. Stadigvæk, når jeg tænker på det, så er der ting jeg ikke bryder mig om. Tarantino finder rigtig mange ting som kan binde en film sammen, vold, sex, stjernedrys, allusioner, onelinere, coolness, men meget af det forbliver en kende puerilt. Især de mange gange der siges ’n****r’, også af hvide karakterer, understreger at det ofte er mørke impulser, der får os til at blive ved et værk. Og så er der en grundlæggende forskel på Godard og Tarantino. Godards pige og pistol var løsningen på et reelt problem: Hvordan kan folk lave film uden penge, uden flotte kostumer, uden store stjerner? Svar: En pige og en pistol, så gider folk stadig se det. Tarantino har stjerner, kostumer, ressourcer nok til lave en hvilken som helst film, hans problem er fuldstændig selvskabt: At han har smadret og opbrudt manuskriptet så meget, at det er svært at følge med. Det er ikke et normalt problem. Og de fleste Tarantino-kopister missede da også pointen, så sluthalvfemserne mest bare bød på en parade af folk i jakkesæt med pistoler.
Men det er et senere problem. Pulp Fiction er et vidunderligt vellykket eksperiment, at der så gik noget tid før folk fandt ud af hvad det skulle nytte, det er ikke et problem for Pulp Fiction. Det er i mine øjne lidt et problem for Jackie Brown og Kill Bill, her kan jeg stadigvæk ikke se hvad pointen er. Men så begyndte Tarantino at vende tilbage til det her spørgsmål igen. Hvad er det, helt grundlæggende, som giver form til verdens evige ‘pulp’? Og denne gang var svarene dybere end bare piger og pistoler. Det var had, hævn, traumer. Mere om det senere.