Death Proof

Palmsøndag del 179
(Quentin Tarantino, USA
Cannes 2007)

Alle kunstarter er unikke, og man skal passe på med at hente idéer fra én form for kritik over til en anden form for kritik. Alligevel, jeg føler at forholdet mellem Kill Bill og Death Proof først og fremmest kan forklares med et fænomen fra musik-kritikken. Er Kill Bill ikke egentlig et dobbelt-album? Og som med så mange dobbelt-albums, fra The White Album over Sandinista til Mellon Collie, så er det alenlangt, fyldt med ekvilibristiske sekvenser, og samtidig lidt med en eftersmag af at der mangler en rød tråd. Der er godt nok meget guf her, men det er som om vi er kommet lidt væk fra hvad det egentlig var folk elskede ved Tarantino til at starte med i Reservoir Dogs – samtaler om popkultur og et overraskende stramt krimiplot.

Og på sin vis, er Death Proof så ikke det andet nærmest arketypiske musikalbum, den hæderkronede back-to-basics opfølger? Plottet er simpelt, budgettet er lavere, formatet er mindre – det er den korteste film Tarantino har lavet, udover debuten Reservoir Dogs – og der er et fokus på at finde indtil hvad der er kernen hos kunstneren. Glæden ved genre-elementer. Glæden ved dialog. Og glæden ved visuelle elementer – her først og fremmest smukke kvinder og smukke biler, men det er f.eks også en film hvor regnen er filmet eminent flot. Og ved at lede efter kernen, så revitaliserede Tarantino sin filmkunst. Hvis han, som han siger, kun vil lave ti film, så kommer Death Proof præcis halvvejs, som nummer fem. Og det er en skillelinje.

Især med brugen af hævntemaet. Hævn var naturligvis også drivkraften i Kill Bill, men det er anderledes i Death Proof. I Kill Bill var det sørgeligt da Bill døde. I Death Proof jubler vi da Mike bliver tævet ihjel. Hævn er en god ting. Og hvis hævn er en god ting, så er Tarantino også nødt til at postulere, at der er ting der fortjener at blive hævnet. Og dermed er der pludselig kommet en moralsk-politisk dimension i Tarantinos værker. Det blev drivkraften i filmografien fremover.

Jeg går bare ud fra at jeg ikke behøver at fortælle plottet, men kort sagt er der en gruppe af unge kvinder som mødes i Austin Texas. De drikker, ryger joints, snakker. Frekventerer en bar hvor vi også møder Stuntman Mike, som har en bil der er Death Proof. Den bruger han til at dræbe de unge kvinder. Derefter flytter vi til Lebanon Tennessee, hvor en ny gruppe unge kvinder mødes og snakker sammen. Også dem forsøger Stuntman Mike at slå ihjel. Men det lykkes ikke. Og i stedet tager denne gruppe af kvinder hævn og tæver ham ihjel.

Uden at ville lave alt for meget af en biografisk læsning, så er der sidenhen dukket en oplysning op, som jeg ikke kan lade være med at pointere. Uma Thurman fortalte efter Harvey Weinsteins fald, at hun kom alvorligt til skade under optagelsen af Kill Bill. Tarantino insisterede på at hun skulle lave sit eget stunt i en bil, og stuntet gik grueligt galt, og Thurman kom alvorligt til skade. Og sidenhen er der hos Tarantino dukket stuntmænd op der slår kvinder ihjel (også Brad Pitts karakter i Once Upon a Time in Hollywood). Er det tilfældigt? Eller er det en implicit selvkritik, Tarantino selv der forsøger at tackle den måde han selv har skadet kvinder i sit liv? Er Stuntman Mike i virkeligheden Tarantino selv? Han deler i hvert fald instruktørens fod-fetish…

Endvidere, så er kulminationen på Death Proof jo den vanvittigt imponerende bil-sekvens der afslutter filmen. Helt absurd udført, og forhåbentlig da udført med ekstremt meget mere fokus på sikkerhed end stuntsne i Kill Bill. Zoë Bell, der spiller sig selv, der hænger ovenpå en hvid Dodge mens den ræser af sted med Mike i hælene, var Uma Thurmans stunt-driver i Kill Bill… Hun burde have kørt bilen den dag det gik galt. Nu fik hun i stedet sin egen film. Og helt ærligt, hun har ikke verdens største rolle, men det er i høj grad hendes film. Hendes præstation, som hun hænger på bilen, råber og skriger og græder, og stadigvæk klamrer sig fast, er på egen vis stor skuespilskunst. Havde Cannes festivalen været lidt skarpere havde de givet hende prisen som Bedste Skuespillerinde. Hun var klart ikke festivalens Bedste Skuespillerinde, men det er hendes rolle som er ny og anderledes, og hun gør noget som ingen andre kan. Film afhænger ikke bare af et enkelt geni, det er afhængigt af en mængde af folk, som alle kan noget helt unikt.

Det er i virkeligheden i høj grad læren af Death Proof. Anden del af filmen handler netop om filmfolk, der joker og griner og fortæller om de affærer de har på settet. Der er en glæde ved filmverdenen her, og en respekt for alle der er med. Jeg har hørt en historie om at Tarantino har et ritual på settet hele tiden, han vil råbe ‘Why are we here?’ og alle svarer i kor ‘Because we love making film’ Den glæde kan jeg virkelig, virkelig mærke i Death Proof.

Også fordi Tarantino selv har fotograferet. Han arbejder virkelig nært med den her film. Og billederne er vidunderlige, rent visuelt foretrækker jeg Death Proof frem for alle de tidligere, inklusive Pulp Fiction. Det er de små ting som er så flotte her, den førnævnte regn, eller den lille scene da Jungle Julia sender sms’er med hendes flirt, en selvlysende skærm, og derefter en lille humørændring hos den unge kvinde. Der er den samme fornemmelse af verden, af liv, her, som for alvor blev foldet ud i Once Upon a Time in Hollywoods endeløse hænge-ud-scener.

Måske kan skiftet også forklares ved at Tarantino går fra at ville fylde hele hans film, til at kunne nøjes med være en del af dem. Beskueren, kameraet, ham som fanger det de andre laver. Der er mere plads i hans film efterfølgende, og den plads fyldes automatisk op af alt andet omkring ham. De andre skuespillere, der skaber ægte mennesker. Og alt det andet, luften, varmen, regnen. Tarantino har selv sagt det er hans dårligste film, men her er jeg hamrende uenig. Det var hans flop, javist, men det er der også mange ‘back-to-basics’ albums som er. For mig er det her hvor det bliver rigtig sjovt. Hvor han er færdig med at eksperimentere, og kan lave stor kunst.