Så sagde Gud: ‘Lad der blive lys’ og lyset blev til. Gud glædede sig over lyset, og han adskilte det fra mørket. 
(1. Mosebog 1, 3-4)

Med dette bibelcitat indledes Pablo Larrain’s nye El Club. Det fabelagtige ved filmen er hvordan citatet forklarer filmsproget, hvor lys netop aldrig er adskilt fra mørke. Der er lys overalt, især den centrale bolig hvor hovedpersonerne bor gennemtrænges af et nærmest sygeligt lys, alt føles overbelyst og ubehageligt. Uden skygger er det svært at skelne ting fra hinanden. Udenfor filmes ofte i modlys, personerne vandrer ofte ind foran solen. Det bruges ofte i religiøse film, at lade solen danne en glorie bag hovedpersonerne, og El Club er en film om præster, så man kunne tro det passer meget godt. Men sådan fanges lyset aldrig, i stedet bryder det frem langs siderne, blænder og blinker foran de skyggefulde præster.

Til gengæld kan man sige de har en nærmest jordisk glorie. Det meste af filmen er nemlig filmet med en close-up linse som laver skarpe nærbilleder af personernes ansigter, men som ikke kan filme længere væk uden at forvrænge baggrunden, hvilket får rummet til at krænge sammen bag dem. Det bruger Larrain ret konsekvent. Personerne skildres altså med rummet krummet sammen som en cirkel bag deres hoveder. Præsterne krones, ikke af noget himmelsk, men af noget jordnært. For det er nogle ganske syndige præster.

Præsterne er blevet adskilt fra den himmelske kirke. De har gjort sig skyldige i en mængde forbrydelser, fra pædofili og til politiske gerninger under diktaturet. Men de er netop ikke kastet ud i mørket, for kirken håber at dysse deres sager ned for ikke at skade kirkens anseelse. De er samlet et hemmeligt sted for at bodre og bede om tilgivelse, men ingen af dem føler sig skyldige. Til huset kommer fader Garcia for at undersøge en nylig hændelse og finde ud af hvorvidt præsterne reelt angrer. Kun internt forsøges at diskutere, kun kirken har autoritet, at det er det omgivende samfund præsterne har forbrudt sig imod betyder ikke at det omgivende samfund har noget at skulle have sagt. Der er ikke så forfærdelig meget plot i filmen, men tema og filmsprog skaber en filosofisk stemning på et langt dybere plan end manus og dialog kunne gøre det. Det er dejligt når en film leverer sine pointer filmisk.

Gud ikke blot skabte lyset, han adskilte det fra mørket. Dvs uden mørke intet lys. Hvis ikke onde præster stemples som onde kan man ikke skelne dem fra de gode. Hvis alle er gode er ingen god. Det er tilgivelsens lys som stråler kvælende og sygeligt ind i alle kroge af filmen. ‘Gud er her, Fader. Naturen. Havet.’  Sådan siges det i filmen, hvilket er en nådig tanke, men sagt af en så skrammet institution som den katolske kirke, i så historisk sygt et samfund som det chilenske, antager det en anden karakter. Filmen veksler mellem grund-sekvenser med dialog og diskussion, filmet på den fantastiske måde, og så glans-sekvenser sat til typisk arthouse klassisk musik (fire gange Arvo Pärt, f.eks.) og spørgsmålene trænger sig på i disse sekvenser. Hvilken tematisk rolle spiller solnedgangene, netop overgangen fra lys til mørke? Eller beboernes elskede hunde? Hvordan spiller de prostituerede og de gale op i en teologisk kontekst, hvor de hellige har mistet deres hellighed? I Bibelen er de beviser på Jesu evne til at tilgive, men hvad siger det nu om en organisation der tilgiver sig selv for selv det mest forfærdende? Der er utallige lag i filmen, og hver tilskuer skal have lov til at finde sine egne svar.

Pablo Larrain er chilensk films største nye navn for tiden. Han var oscar-nomineret for No fra 2012, hvor Gael Garcia Bernal spillede reklamemanden bag kampagnen mod Pinochet. Den var også sært optaget, på videobånd fra firserne. Folk priste det egensindige ved filmsproget, men jeg skal ærligt indrømme at jeg var skeptisk, jeg tænkte at det var for gimmicket, at Larrain ikke ville kunne lave noget tilsvarende med nutidige midler. Jeg tog eklatant fejl. El Club er et af de vigtigste eksempler på digitalt filmsprog, en brug af lys og linse som er helt unik, helt ny, og tematisk produktiv. Æstetisk forrygende og fornyende.