Palmesøndag del 456
(David Cronenberg, USA/Canada
Cannes 2024)
Da programmet til Cannes 2024 blev offentliggjort virkede det som om der var blevet givet rigtig meget plads til at hylde de gamle mænd, særligt den store amerikanske generation, der slog igennem i halvfjerdserne. Der var en Æres-Palme til George Lucas, visninger uden for konkurrence af George Millers Furiosa: A Mad Max Saga og Kevin Costners Horizon: An American Saga, samt konkurrence pladser til Paul Schraders Oh, Canada, Francis Ford Coppolas Megalopolis og David Cronenbergs The Shrouds.
I sidste ende gjorde de mange film af gamle mænd ikke det helt store indtryk. De fleste af dem blev glemt igen, Megalopolis blev et gigantisk flop, og priserne gik i stedet til yngre kræfter som Sean Baker for Anora og Payal Kapadia for All We Imagine as Light. I mine øjne har Cannes brug for at kigge mere på fremtiden frem for fortiden, og give nogle pladser fra de gamle til de nye.
Men så alligevel, for det er jo selvfølgelig ganske muligt for en gammel mand at instruere en god film, og måske endda en unik film om ting som det mest er gamle mennesker der oplever. Og sådan en film er Cronenbergs The Shrouds, en rigtig gammelmands film, et rørende drama om aldring og død og forfald, som stadigvæk virker enormt Cronenberg’sk, og som er hans klart bedst film siden Eastern Promises fra 2007.
Karsh (Vincent Cassel) er blevet enkemand efter et langt ægteskab, og han har svært ved at komme videre. Han kan ikke lade være med at tænke tilbage på, hvordan kræftsygdommen deformerede hans kones krop, og hun er blevet begravet på den kirkegård som han ejer, hvor hun er blevet lagt ind i et særligt ligklæde (et ‘shroud’ på engelsk) fyldt med videoteknologi, så han kan følge med i hvad der sker nede i graven. Men der begynder at ske mystiske ting. Kirkegården udsættes for hærværk, og Karsh synes at kunne se noget mystisk på billederne af hans kones knogler. Puttede den læge der behandlede hende kameraer på hendes krop? Og er der nogen som er ude efter Karshs forretninger? Og samtidig er der nogle private forviklinger, for Karshs forhold til konens søster Terry (Diane Kruger, der også spiller konen i flashbacks) er stadig ret indviklet, og Terrys ex-mand Maury (Guy Pearce) er både ansat af Karsh samt tydeligvis farligt jaloux.
Det lyder jo som en ret typisk David Cronenberg film. Der er et eller andet sci-fi/horror-koncept – her nogle ligklæder som gør at man kan se ind i grave – og så begynder ting at blive mærkelige og forvirrende og mere og mere ubehagelige. Forskellen på The Shrouds og andre Cronenberg film er, at det egentlig ikke rigtig er ligklæde-teknologien, som gør tingene så ubehagelige. Egentlig er det meget mere banalt, det er kapitalistiske intriger om retten til teknologien, og det er seksuelle og følelsesmæssige forviklinger når Karsh og Terry og Maury forsøger at komme tilbage til livet, efter at have mistet en person der stod dem alle nær, og hvis smertelige forfald lader til at have givet dem alle sammen noget nær PTSD.
Det kan lyde som en svaghed ved en sci-fi film, at forviklingerne i mindre grad handler om sci-fi konceptet, end om karakterernes følelsesliv, men egentlig gør det ikke noget. Karshs personlige udvikling føles meget menneskelig, fordi det omhandler noget så almenmenneskeligt som aldring og at miste (og Cronenberg har sagt filmen var inspireret af selv at miste hans kone gennem 43 år). Ligesom i Hanekes Amour er det en film, der finder det samme ubehag i alment menneskelige vilkår, som instruktøren tidligere fandt i grænseoverskridende og tabuiserede emner.
Der havde måske ikke behøvet at være helt lige så mange forviklinger, så. Ligesom i flere andre af Cronenbergs sene film, såsom Crimes of the Future og Maps to the Stars, er det en lille smule som om at manuskriptet gennemgår typiske Cronenberg’ske rejser ind i det forvirrende og ubehagelige, mere fordi det er sådan Cronenberg strukturerer sine film, end fordi det er strengt nødvendigt for filmens tematik. Her er lidt en fornemmelse af, at man ikke kan lære gamle hunde nye tricks.
Men når det kommer til æstetikken, så er det alligevel som om Cronenberg har lært noget nyt. Faktisk kastede Cronenberg sig over de nye digitale kamera-teknologier – hvilket de fleste ældre instruktører egentlig gjorde, celluloid-fetischisterne er mere lidt yngre instruktører som Christopher Nolan, for gamle mennesker er det ret smart med lettere kameraer som ikke er så tunge. Han var ikke nogen digital mester, og en film som Cosmopolis var decideret grim, men det gav noget helt tydeligt æstetisk særpræg. Og med The Shrouds føles det virkelig som en æstetik, en særlig gammel-Cronenberg’sk visuel stil.
Det er en rigtig gammel film, med mange rolige samtaler holdt i shot-reverse shot, men kulisser og farver og lys er hele tiden glat og digitalt. Og det ligner ikke fejl, det ligner meningen. Plottet dykker også ned i digital billedskabelse, dels naturligvis med de små ligklæde-kameraer, men Karsh har også en digital assistent (igen spillet af Diane Kruger), der begynder at mutere og se helt uhyggelig ud. Det lykkes også at få lavet nogle helt uforglemmelige billeder (se topbilledet f.eks) og generelt lave en æstetisk helstøbt film, hvor man ikke som i Crimes of the Future nogle gange klør sig virkelig meget i håret over hvorfor i alverden tingene ser ud som de gør.
Det var faktisk en af de bedre film fra årgang 2024. En lille smule en instruktør, der har mistet noget af sin fordums styrke, og som rent plotmæssigt lidt forfalder til at gøre hvad han plejer at gøre. Men det bliver opvejet af filmens unægtelige emotionelle styrke og samlede æstetiske form. En smuk tilføjelse til Cronenbergs filmografi.