Palmesøndag del 362
(Michael Haneke, Frankrig
Cannes 2012, Guldpalmen)
Jeg elsker den anden sekvens i Hanekes modne mesterstykke Amour. Den første sekvens, den hvor brandmændene slår døren ind og vi allerede fra start opdager at Anne vil ende filmen liggende død og alene i sin seng, den gør mig ikke det store, den hænger lidt sammen med at det eneste Amour ikke rigtig kan finde ud af er at slutte. Men den anden sekvens, det er et af Hanekes mesterstykker. En selvrefererende og utroligt rørende sekvens, der slutter i allerede ikonisk tragik.
Først er der klippet af publikum i salen til en klassisk koncert; et klip der minder rigtig meget om det tilsvarende total-billede der afsluttede Skjult, og hvor man til sidst opdagede noget skummelt og mærkeligt i nedre venstre hjørne. Man leder derfor måske også efter noget skummelt og mærkeligt her, men man finder det ikke. Derefter, mens klavermusikken fortsættter ind, så ser vi Anne og Georges hilse på de andre klaver-entusiaster; et klip der får tankerne til at flyve til Pianisten, hvor alt i klaver-miljøet var så skummelt og klamt. Man kunne derfor igen frygte at mørket ville komme frem, men nej. Næste klip ser vi de to gamle mennesker i en natbus; samme slags klip som klimakset i Kode ukendt, så vi kan frygte at der ligesom i den film vil ske noget voldsomt ubehageligt i bussen. Men igen slipper vi. Og da så de to gamle kommer hjem, så er nogen brudt ind i deres lejlighed, ligesom de to unge psykopatiske fyre i Funny Games invaderede et andet ægtepars liv, og nu buldrer alle alarmklokkerne da. Men igen sker der intet.
Og så næste morgen, så filmes deres morgenrutiner helt roligt, og så sætter Georges sig ned, og så er der en helt simpel shot-reverse shot sekvens, ekstremt konventionel. Mellem Georges bekymrede ansigt, og Annes fuldstændigt udtryksløse ditto. Hun har fået en blodprop. Hun er døende. Og det er ikke som i alle de andre frygtelige Haneke-film skummelt, klamt, ubehageligt, det er lige så konventionelt og udbredt i vores verden som en shot-reverse shot sekvens er det i filmens verden. Men det gør det jo ikke mindre frygteligt.
Det er nærmest fjollet at beskrive plottet i Amour, for det er så simpelt. Der er et gammelt ægtepar, der hedder Georges og Anne (ligesom de jo altid gør hos Haneke), og en dag får Anne en blodprop og så begynder det at gå ned af bakke for hende. Georges passer hende, men der er ikke meget at gøre mod naturen. De får besøg i den lille lejlighed, der hyres sygeplejerere, der sker en anelse mere. Og så slutter den nogenlunde hvor vi regner med den slutter, fordi vi så brandmændene ankomme til lejligheden i filmens åbningsscene.
Det er helt simpelt, og det meste af tiden lader Haneke være med at komplicere det med for meget. Isabelle Huppert spiller parrets datter Eva, der har nogle ret voldsomme problemer i privatlivet med manden Geoff – det spiller meget anderledes her post-#metoo – og der er nogle drømme her og der som er lidt overgjorte, men det bedste af filmen er det umanerligt rørende samspil mellem Jean-Louis Trintignant og Emmanuelle Riva som det gamle ægtepar i sidste del af et meget langt samliv. Der behøves heller ikke meget filmisk fikumdik, det er to ekstremt dygtige skuespillere, hvor man samtidig af helt naturlige årsager fornemmer alderen og dødens nærvær. Alene Trintignants determinerede humpen rundt i den store lejlighed er et stærkere filmisk billede end de fleste andre film har at byde på.
Og Haneke skruer da også ned for de filmiske virkemidler. Der er ikke nogle glanssekvenser som de meget lange klip i Kode ukendt eller legen med tid i Funny Games, der er det velkendte og stærke Haneke’ske filmsprog, som også var det eneste vi fik serveret i Det hvide bånd. Men det virker meget stærkere i Amour. Dels fordi det ikke er sort-hvid, så der er ikke en modsætning mellem en meget tydelig æstetisering og en mangel på reel anderledes æstetik. Dels fordi Amour er filmet af Darius Khondji, der ellers meget er kendt for amerikanske film som Se7en og Midnight In Paris, og som arbejdede med Haneke på den mislykkede amerikanske versionering af Funny Games, og som har en mere sikker æstetisk hånd end Hanekes vanlige fotograf Christian Berger havde på det her tidspunkt. Og så fordi filmen Amour ikke behøver at være mere end den er.
Haneke har selv hævdet at filmen handler om noget mere komplekst end bare aldring og død, men som altid med Haneke skal man ikke rigtig tage sig af hvad han siger. Om det er meningen eller ej, så er Amour en af de stærkeste skildringer af aldring og død som filmkunsten har leveret. Det er også ret sigende, at de to film Haneke har lavet siden han rundede de halvfjerds, Amour og Happy End, begge handler om hvordan man kommer herfra. Det fungerer som hvad Edward Said kaldte ‘late style’, hvor man fornemmer mesterskabet efter en lang karriere, men også sorg og mørke, og til en vis grad en anelse forfald i håndværket. Der er ting som ikke er udført så sublimt i Amour, som da Haneke var på karrierens højdepunkt, og der tages lidt færre chancer. Men det gør intet som helst, for i en film om menneskets uomgængelige forfald må man godt fornemme lidt sprækker i kunstsproget. Det gør ligesom Trintignants langsomme gang kun filmen stærkere.
Mine to yndlingsfilm fra Cannes 2012 handler om kærlighed og tidens gang. I Moonrise Kingdom er det to unge teenagere der finder sammen, alt imens Benjamin Brittens Cuckoo på lydsporet minder om tidens fremskriden. I Amour er det et helt gammelt par, der spenderer sin sidste tid sammen. I en af filmens bedste scener finder Anne et gammelt fotoalbum frem, og funderer over hvor smukt det er at se på et langt liv. Og ja, sådan er det helt enkelt. Forandring, modenhed, forbedring. Og omvendt aldring, forfald, død. Der er noget smukt over det. Amour var umanerligt smuk i 2012, i sig selv, som modværk til Moonrise Kingdom, som vidunderlig udvikling i Hanekes lange filmografi. Efter at have skildret død og mørke som noget pludseligt og chokerende, så viste han her det ligeså grumme ved dens naturlighed og uomgåelighed. Hans debut The Seventh Continent fra 1989 handler om et ægtepar, Georg og Anna, der viser sig at være dybt ulykkelige, og til sidst begge to dør. 33 år nåede et andet ægtepar, Georges og Anne, op til alderdommen stadigvæk tilfredse og glade for hinanden. Men de døde alligevel. Det er der noget umanerlig sørgeligt over. Men også noget smukt.