Palmesøndag del 318
(David Cronenberg, Canada
Cannes 1996, Jury Special Pris)
David Cronenberg er svær at få hånd om. Hans karriere har bevæget sig i så mange sfærer, fra cheesy b-film over mere respektabel b-film og til a-film, over til arthouse, tilbage til b-film, og så lidt rundt i ring. Hans emnekreds bliver ofte samlet under betegnelsen ‘body horror’, men hans filmiske kroppe bliver nogle gange molestreret af sygdom, andre gange af sex og vold, andre gange af teknologi. Han har instrueret et væld af klassikere, fra tidlige chok-film som Scanners (1981) og Videodrome (1983), til sene hovedværker som A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007), hvorimellem man sagtens kan konstruere en art rød tråd. Men den tråd udfordres så af mærkværdige værker som M. Butterfly (1993) om en transkønnet spion, og A Dangerous Method (2011) om Freud og hans psykoanalytiske metoder, som er filmisk forfejlede, og så overfladiske at de kan forfladige resten af filmografien, hvis man tænker for meget over dem.
Det er med andre ord en af de mest ujævne filmografier nogen stor instruktør har kreeret over de sidste halvtreds år. Måske vil jeg også sige at han som helhed er en lille smule overvurderet som instruktør, uden den æstetiske dybde som f.eks David Lynch har. Men unik, det må man sige at Cronenberg har været. Det skyldes ikke mindst den drejning hen mod filmfestivalerne som han foretog i halvfemserne, en drejning der for alvor gav bonus da Crash skabte Cannes-skandale i 1996.
Crash var ikke første gang Cronenberg havde en film på en af de store festivaler. Det skete i Berlin i 1992 med Burroughs-filmatiseringen Naked Lunch, en imponerende filmatisering af en ufilmelig bog, der selvom filmen ikke er et mesterværk gav Cronenbergs projekt en ny dimension. Førhen havde Cronenberg filmatiseret Stephen King, og gjort det rigtig godt, men her tog han en amerikansk litterær klassiker, og fik den omsat til lærredet på en måde der også fik det til at ligne, at der var en del fælles træk mellem den store beat-forfatter og den canadiske instruktør. Der var et vist sammenfald mellem junkien William Lees surrealistiske heroin-nedtur i Naked Lunch, og f.eks tv-chefen Max Renns fortabelse i en verden af snuff-film og porno i Videodrome. Det fik det til at virke som om Cronenberg ikke bare lavede spekulations-film, men at han fortsatte en kunstnerisk tradition der handlede om sex, vold og afhængighed, men som også brugte de emner til at stille skarpt på aspekter af det (post)moderne samfund.
Den udvikling fortsætter med Crash, igen en filmatisering, denne gang af J.G. Ballards roman af samme navn fra 1973. Historien er ret enkel. Ægteparret James (James Spader) og Catherine (Deborah Unger) Ballard har et åbent sexliv, men synes ikke særligt tilfredsstillede. Da James er i et voldsomt trafikuheld begynder han at blive seksuelt tiltrukket af Helen (Holly Hunter), som var i den modkørende bil. Derefter drager karaktererne ind i en mystisk verden af biluhelds-fikserede mennesker, centreret omkring den karismatiske Robert Vaughan (Elias Koreas, som nærmest stjæler filmen), og snart er det meste af filmen sex, biler, død og maltrakterede kroppe.
Cronenberg har lavet den her film nogle gange. Det med en hovedperson, der bliver viklet ind i en fascinerende parallel-verden, hvorefter alting bliver mærkeligere og mærkeligere. Videodrome gør det med snuff-film og video-kultur, eXistenZ (1999) gør det med computerspil, det lyder som om Crimes of the Future kommer til at gøre det med vold og performance-art. Nogle af de her film, særligt eXistenZ, er ikke ældet med ynde, fordi filmenes påståede pointer om det moderne samfund virker lidt bedagede. Jeg er ikke fan af de mange debatter om tv og censur i Videodrome, og eXistenZ har mest bare ikke så meget at sige. Crash løfter sig over de her film, paradoksalt nok fordi dens subkultur egentlig er noget værre vrøvl. Der er ikke noget reelt samfundsproblem med folk der er seksuelt tiltrukne af trafikuheld, og som filmens forløb også lidt viser, så ville det være et problem der hurtigt løste sig selv – ufatteligt mange af filmens uhelds-fanatikere dør ganske hurtigt, fordi de konstant kører galt, så subkulturen er åbenlyst ustabil!
Men Crash virker alligevel så stærkt, fordi den tager sit ikke-eksisterende emne fuldstændig seriøst. Og så bliver det voldsomt urovækkende! For det kan godt være vi ikke bliver seksuelt opstemte når Vaughan genopfører James Deans dødsulykke, men vi er da voldsomt fascinerede af celebritys + død og ulykke. At filmen påstår der er en seksuel dimension forøger ubehaget ved noget vi da egentlig burde føle ubehag ved. Således bliver filmen nærmest metafreudiansk. Den forsøger kun i begrænset omfang at skabe freudianske symboler – omend når den gør det, som ved de genitalie-lignende brud i karakterernes kroppe, så gør den det også godt – men skaber i stedet et overladet semiotisk rum, der netop fordi det dels er så dybt forankret i psykoanalyse såvel som modernitet, men samtidig er umulig at få reduceret til standard freudiansk såvel som modernistisk analyse, hele tiden skaber nye stærke idéer og billeder.
Der er noget eminent postmoderne over den effekt. Crash foregiver at sige noget dybt og nærmest profetisk om det moderne samfund, men undergraver samtidig hele den idé, og bliver til et dybt ironisk statement. Cronenberg finder her sin rette hylde, sammen med forfattere som Ballard og amerikanere som f.eks Don DeLillo, som han også senere filmatiserede. Det skal ikke undervurderes hvor vild en præstation det er. Cronenberg var da en fremragende horror-instruktør, og der er masser at tænke over i film som Rabid (1977) og The Fly (1986). Men med Crash tilføjer han et meta-lag, et ubehag, og gør det dermed langt mere åbent og facetteret. Der var mange, der absolut ikke brød sig om Crash, og det er da også en virkelig dum film, der også ved kun at vise nøgne kvinder og holde mændene mere tildækkede virker mere gammeldags end der var brug for, men samtidig er det en mesterlig kreeret oplevelse. Man ved ikke hvordan man reagerer på Crash. Folk reagerer forskelligt. For den rammer nemlig ikke noget sandt og alment dybt i den menneskelige psyke. Den rammer noget langt mere komplekst end det.