Palmesøndag del 455
(Trei Kilometri Pana La Capatul Lumii, Emanuel Pârvu, Rumænien
Cannes 2024, Queer Palm)

Emanuel Pârvu insisterede på, at rollen som den homoseksuelle unge mand Adi i hans film Three Kilometres To The End Of The World også skulle spilles af en queer skuespiller. Ciprian Chiujdea, der endte med at få rollen, gik ellers til casting til en langt mindre rolle, men blev kaldt tilbage for at prøve den anden. Pârvu ville have, at karakteren Adi kunne skabes i sammenspil med en skuespiller, der kendte noget til at leve med homofobi og undertrykkelse. Det er en detalje, der siger noget om, hvorfor Three Kilometres To The End Of The World i sidste ende fungerer som den gør.

For egentlig er det overhovedet ikke en film om homofobi. Pârvu baserede filmen på en virkelig historie om konservatisme og undertrykkelse i det østligste Rumænien, helt ude ved Donau-flodens delta, men det var en historie om hvordan et offer for voldtægt blev udskammet og angrebet af det konservative samfund. Pârvu og filmens anden manusforfatter Miruna Berescu gjorde det til en fortælling om en families reaktion på en hate crime, hvilket gør forældrenes homofobi, snarere end samfundets sexisme, til filmens katalysator, hvilket nok fungerer langt bedre rent dramaturgisk.

Men egentlig er det alligevel mere end film om generel undertrykkelse. Om hvordan uretfærdighed og undertrykkelse i Rumænien, fra konservative og patriarkalske magtstrukturer, til den allestedsværende korruption, spiller sammen om at skade befolkningen. Det virker som et emne Pârvu har rigtig mange holdninger til, og filmens æstetik er nøje skruet sammen for at analysere dette. Og mange andre lag i filmen, såsom Adis homoseksualitet, bliver formidlet via skuespillet, der først og fremmest føles ægte og autentisk.

Ciprian Chiujdea som Adi har kun en enkelt kort scene, hvor han udtrykker interesse for en anden mand, så det er nok meget godt, at han vidste hvordan det skulle gøres autentisk. Adi er vendt tilbage til den lille landsby som han kommer fra, hvor Donau-floden flyder ud i Sortehavet. Normalt studerer han inde i en by, men nu er det ferie, så han er hjemme på ferie, og der er også pludselig en del turister i området, herunder altså den charmerende unge mand vi kort ser ham gå sammen med. Det er en ret skøn scene, bare to mænd foran et kamera, der nyder hinandens selskab, smiler, griner. Pârvu stiller ofte bare kameraet foran karaktererne, som går frem og tilbage, så det føles bare som om vi observerer et lille stykke liv, aller bedst når Adi pludselig faktisk træder ud fra kameraets synsfelt, så vi kun kan se hans hænder.

Men det er så også sidste gang vi ser ham være glad. Da han kommer hjem har han fået tæv, og hans far (Bogdan Dumitrache) går i gang med at forsøge at finde ud af hvem som har gjort det. Han mistænker, at det er sønnen af en lokal småkriminel, som han skylder penge, men da han får at vide, at det er en hatecrime, og at hans søn altså er homoseksuel, skifter filmen karakter. Faren og moren (Laura Vasiliu) forsøger at ‘redde’ deres søn, bl.a i en meget hård scene hvor de tvinger ham hen til en præst som skal ‘be’ over ham, men det er overhovedet ikke en exorcisme for at få homoseksualiteten ud af ham, nej nej, bestemt ikke, for det ville jo være forbudt.

Og så ville det da også være synd og skam, hvis det var en exorcisme, for så ville plottet jo være det samme som i Christian Mungius Beyond The Hills (2012). Og Emanuel Pârvu har ikke brug for flere sammenligninger med Mungiu, for ikke nok med, at han så klart er den fra den næste bølge af rumænske instruktører, der minder mest om Mungiu, han har endda som skuespiller spillet med i Prøven (2016). Det er også specifikt Prøven, som Pârvu virker inspireret af, for han har i alle sine tre film haft fokus på forholdet mellem en far og hans barn.

I Meda or the Not So Bright Side of Things (2017) følger vi en mand, der efter sin kones pludselige død opdager, at parrets adoptiv-datter i praksis kun var adopteret af konen, så han må kæmpe hårdt for at undgå at datteren ryger tilbage på et børnehjem. Hvilket også ledte til nogle moralske dilemmaer i et rumænsk landligt område, hvor korruption og vennetjenester var dagens orden, og de største penge kunne tjenes på kriminel vis. Mikado (2021) begyndte med, at en far gav sin datter et armbånd, men som hun efter et besøg på et hospital ikke havde længere. Faren lod sit raseri gå ud over en sygeplejerske, som han påstod havde stjålet den, og da hun kort efter døde af et hjertestop gik en kompleks kamp igen i gang, kompliceret som sædvanlig af korruption og vennetjenester.

Det er meget det her som Pârvu laver film om. Dels det meget nære og solide bånd i familier. Dels de ekstremt komplekse og diffuse bånd i et Rumænien præget af korruption og uofficielle aftaler. Det er ret meget rumænsk nybølge af den gamle skole. Men Pârvu gør det nu godt, særligt i Three Kilometres To The End Of The World.

Det fornemme ved filmen er, hvordan forskellige former for undertrykkelse interagerer. Homofobien er dels voldelig, dels strukturel. Politiet vil ikke gøre noget, dels fordi de også er homofober, men også fordi voldsmandens far har ret meget uformel magt i området. Det er alt sammen lidt løst og kaotisk og det er filmet med håndholdt kamera eller på et stativ med simple panoreringer, og hvor skuespillerne har meget frihed til at bevæge sig rundt. Også en meget løs stil. Det skifter dog voldsomt meget, da de sociale myndigheder kommer forbi. Adi har fortalt at han er blevet mishandlet, og det er han jo også, og hele samfundet har vist det, så nu er gode råd dyre, og både politiet og hans forældre er i fare. Her bliver det ikke løst og uformelt længere, her må alle korrupte virkemidler i brug for at komme ud af kniben, og Pârvu skifter også stil, over til langt mere kontrollerede kamerabevægelser, med også lidt zoom i ny og næ. Nu er det ikke længere løs ondskab, nu strammes det sammen, nu er der reel fare på færde.

Det er flot varieret. Three Kilometres To The End Of The World er en film om mange slags undertrykkelse, om patriarkat, om hadforbrydelser, om religiøs konservatisme, om korruption. Det er så meget blandet sammen, at man fristes til at kalde det for intersektionelt. Men med et blik for, at intersektionalitet netop handler om at undersøge hvordan forskellige former for undertrykkelse spiller sammen. Her gør det det først løst og impulsivt. Og så i anden del langt mere planlagt og fokuseret.

Three Kilometres To The End Of The World er dog virkelig oldschool rumænsk nybølge, og igen lidt et tegn på, at Cannes ikke følger med tiden. Det var Christian Mungiu som bragte rumænsk film til Cannes-succes, og det har mest været Christian Mungiu som de siden har hyldet, og nu sætter de så fokus på en ret obskur ung rumænsk instruktør, som klart er den mest Mungiu-agtige af alle dem jeg har set. Det er lidt stenet, og Pârvu er ikke på niveau med Mungiu, når han er bedst. Men på den anden side er Three Kilometres To The End Of The World bedre end Prøven…