Palmesøndag del 121
(La Vendedora de Rosas, Víctor Gaviria, Colombia
Cannes 1998)
Hey, hvem har lyst til at se en ‘gritty’ udgave af HC Andersens Den Lille Pige med Svovlstikkerne? Sådan et hvor hallucinationerne ikke så meget skyldes frosten, som at den lille pige sniffer alt for meget lim? Hvor hende og hendes veninder lever i konstant frygt for tæsk og voldtægt? Og hvor de rige ikke er spidsborgere, men narko-baroner, der på et øjeblik kan gøre en café til et blodbad? Hvis det er noget for dig, så er Victor Gavirias The Rose Seller den du skal se. Det er også en ganske udmærket film.
Jeg har tidligere skrevet om Víctor Gaviria i forbindelse med hans debut-film Rodrigo D: No Futuro, der var i Cannes i 1990. Kort fortalt, så laver Gaviria socialrealistiske film fra Medellín, og bruger amatør-skuespillere i hovedrollerne, men fordi Medellín var så ekstremt voldelig en by, så var der en tendens til at ret mange af hans skuespillere døde inden filmene blev udsendt. Gaviria var den første colombianske instruktør, der kom til Cannes, måske især fordi Medellín var i mediernes søgelys på grund af Pablo Escobar. Det var i 1990, dengang Escobar var på sin karrieres højdepunkt. De næste år blev det efterhånden mest af alt ynkeligt. I 1991 overgav Escobar sig til den Colombianske stat, men blev indsat i et særligt fængsel, der mest af alt var hans eget private luksus-palæ. Da det efterhånden blev for skandaløst, og staten i løbet af 1992 gjorde klar til at få ham overført til et andet fængsel, så stak Escobar lige så let af. Det næste år var én lang klapjagt, indtil Escobar blev fundet og slået ihjel 2. december 1993. For Colombia som land blev nedturen helt tydelig i 1994: Hvor før narko-pengene havde medført et kæmpe boom for landet fodbold-klubber, så blev VM i 94 en gigantisk nedtur, med to nederlag og exit i første runde. En uge efter den sidste kamp blev forsvarspilleren Andrés Escobar, der havde scoret selvmål mod USA, myrdet i Medellín, som gigantisk understregning af hvor ødelæggende voldeligt landet efterhånden var blevet.
Så i anden halvdel af halvfemserne var ‘glansen’ gået af Colombia og Medellín. Der var ikke længere nogen Robin Hood figur, der var ikke nogen fornemmelse af noget larger than life. Der var bare fattigdom, stoffer, vold og død. The Rose Seller er derfor også en ganske anden film end Rodrigo D: No Futuro. Den har ikke den punkede, kokain-efterlignende energi, i stedet er den sløv og surrealistisk, måske nok influeret af at dens hovedpersoner i stedet mestendels sniffer lim. Den foregår ved juletid i Medellín, hvor titelpersonen, den 13-årige Monica, sælger roser på de lokale barer, og ellers hænger ud med den forbløffende store mængder jævnaldrende, der også hænger ud på gaden, når de ikke som hendes ven ligger bedøvede af lim i en potteplante. Vi forstår hvorfor de små børn er på gaden når vi ser Andrea stikke af fra et voldeligt hjem, for der er intet andet end familie og venner til at passe på hinanden i Medellín. Og så er der konstant fare på færde, fra de mange mænd der er ude efter selv de yngste af de små piger, men især også fra unge mænd som El Zarco, der ikke helt har fået memoet om at der ikke længere er plads til voldelige kokain-vrag.
The Rose Seller er ikke social-realisme, dertil er den for surrealistisk. Men dens nattescener opnår en art psykedelisk dokumentarisme, havde den været lavet nogen år senere kunne den have indgået i bølgen af hybridfilm der har været så megen af på CPH:DOX. Dens plotløse beskrivelse af børn i Medellín er ret forrygende, og Monicas lim-hallucinationer af hendes bedstemor, gør dels at filmen ligger ret tæt på af HC Andersens eventyr, men det forbliver også ganske tro mod den sociale virkelighed, hvor selv helt små børn søger mod stoffer for at komme væk fra virkeligheden. Så langt så godt. Men dagsscenerne, hvor plottet sættes i gang, er ikke specielt interessant. Og der er for megen ret ligegyldig vold, der fungerer fint i en trailer, men som ikke er specielt vigtig for plottet – med en enkelt undtagelse – og som på trods af hastig klipning og rystet kamera heller ikke er ret interessant at se på. Det er overflødigt, og filmen havde helt ærligt været bedre uden plot. Det kan alligevel ikke blive lige så vildt som i virkeligheden.
For som med Rodrigo D er fortællingen om de medvirkende skuespillere nærmest vildere end plottet i The Rose Seller. Giovanni Quiroz, der spiller El Zarco, blev senere myrdet, hvilket helt ærligt desværre ikke kommer bag på mig efter et par Gaviria-film. Nogle af de unge kvindelige skuespillere blev senere prostituerede, wikipedia siger ‘efter et par år’ hvilket lyder helt forfærdende med tanke på hvor unge de er i filmen. Men mest dramatisk er historien om hovedrolle-indehaveren, Lady Tabares. Hun var lidt ældre end hendes karakter, en 15-16 år da filmen blev indspillet, og hun fik stor ros for rollen. I 1999 spillede hun med i en telenovela kaldet War of the Rosas, om to kvinder der hedder Rosa, og som ikke kan lide hinanden. Det var hendes sidste rolle. I 2002 blev hun anholdt for medvirken til drab, og i 2008 blev hun idømt 26 års fængsel. Først i 2014, efter tolv års indespærring, fik hun lov til at afsone resten af hendes straf i husarrest. Der sidder hun så vidt jeg ved stadig. Året efter, i 2015, var der premiere på en telenovela baseret på hendes liv: Lady, The Rose Seller, med Natalia Reyes i hovedrollen – hun er i øvrigt kendt herhjemme fra både Trækfugle og Martin Skovbjergs Brakland.
Det er igen ret emblematisk for den måde Víctor Gavirias film har afspejlet den sociale ulighed snarere end den har afhjulpet den. Det er måske heller ikke filmkunstens rolle at ændre sociale forhold, men alligevel: Det er heller ikke helt kosher den måde de her fattige og fordømte mennesker først og fremmest bliver til brikker, som kunstnere bruger til at lave film og tv-serier, uden at de selv får noget ud af det. The Rose Seller er som Rodrigo D en glimrende film, måske en lille tak dårligere, men det er alligevel som om der er noget galt. En mangel på empati, en mangel på fantasi, end idé om at kunne gøre et eller andet med det her materiale end bare at fremstille børn og unge som ofre, og så gå videre til et andet projekt. Det var også sidste gang Gaviria kom til Cannes. Hans opfølger, filmen Sumas y Restas fra 2004, er ret så forfærdelig: Igen en film med amatørskuespillere om vold og narko, men den her gang om de middelklassefolk der blev fanget op i kokaineventyret i midtfirserne. Så det er dårlige skuespillere i en plasticverden, der opfører et moralsk drama vi har set tusind gange før. Det er ikke nogen ret god film. The Rose Seller er bedre, der var bestemt dårligere film i Cannes i 1998. Men det føles som en blindgyde, en type film med et ret begrænset potentiale.
Gaviria er stadig den eneste Colombianske instruktør der har været i hovedkonkurrence, men det er forhåbentlig kun et spørgsmål om tid før han får selskab af Ciro Guerra og Cristina Gallego, filmskaberne bag Slangens Favntag og Trækfugle. En sammenligning kan måske også her hjælpe lidt: Guerra og Gallego samarbejder med deres subjekter, colombianske indianere, og forsøger at skabe film hvor deres verden inficerer filmsproget. Gaviria lader ikke til at have samarbejdet ret meget, han har bare brugt amatører, og hans historie er hentet fra en dansk eventyrdigter. Guerra og Gallegos projekt virker bare i længden mere levedygtigt.