The Mill of Good Luck

Palmesøndag del 122
(La ‘Moara cu Noroc’, Victor Iliu, Rumænien
Cannes 1957)

For et par år siden lavede foreningen af rumænske filmkritikere og cineaster følgende liste over de bedste rumænske film nogensinde:

1 The Reenactment (Lucian Pintilie, 1968)
2 De Hængtes Skov (Liviu Ciulei, 1965)
3 Hr. Lazarescus Sidste Rejse (Cristi Puiu, 2005)
4 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage (Cristian Mungiu, 2007)
5 Sequences (Alexandru Tatos, 1982)
6 The Stone Wedding (Mircea Veroiu & Dan Piţa. 1973)
7 The Mill of Good Luck (Victor Iliu. 1956)
8 12:08 Øst for Bukarest (Corneliu Porumboiu, 2006)
9 Microphone Test (Mircea Daneliuc, 1979)
10 The Cruise (Mircea Daneliuc, 1981)

Som man kan se er der lidt af hvert på. Der er de nye navne som Puiu, Porumboiu og Mungiu, som er ret bredt anerkendt internationalt, og som nu alle tre har været i Cannes. Der er godt med film fra perioden 68 og frem, navne som Pintilie, Pita og Daneliuc, der lavede film i opposition til regimet, og aldrig rigtig slog igennem internationalt (Pintilie og Daneliuc kom først til Cannes i halvfemserne, efter regimets fald, hvor deres kunstneriske formåen var nedadgående). Og så er der to gode gammeldags storfilm: Liviu Ciuleis De Hængtes Skov, som jeg allerede har skrevet om til det her projekt, og så den her, Victor Ilius The Mill of Good Luck, en rigtig kvalitetsfilm. Baseret på en kvalitetsroman, fyldt med kvalitetspsykologisering, kvalitetscinematografi, kvalitetsskuespil. Det er en ret så god film, jeg forstår så udmærket hvorfor den røg til Cannes. Men det er også nærmest indbegrebet af den ‘Tradition de Qualité’, som på præcis den her tid blev spiddet af de unge franske kritikere, der snart skulle blive til nybølgeinstruktører. Man kunne næsten tro de havde set Ilius film, da de skrev deres polemiske tekster.

The Mill of Good Luck er baseret på en roman af den rumænske forfatter Ioan Slavici, der blev oversat til engelsk i 1919 som The Lucky Mill, og som fordi ophavsretten er udløbet kan læses kvit og frit på Internet Archive. Romanen handler lidt forvirrende ikke om en mølle, men om en kro, der hedder ‘Lykkens Mølle’ fordi den ligger hvor der engang lå en mølle. Mere metaforisk, så er ‘lykkemøllen’ en ting i finsk mytologi, der kværner guld, salt og mel, men som samtidig leder dem der vil eje den i ulykke. I romanen er der en mand ved navn Ghitza, der på trods af svigermors protester dropper livet som skomager for i stedet at købe førnævnte kro. Det går meget godt, men der er bare det, at området styres af banditten Lica, hvis mænd spiser på kroen uden at ville betale, og som har en masse gode idéer til hvordan kroen kunne bruges til at tjene penge på lyssky maner. Den måske nok ret grådige Ghitza er ikke så god til at sige nej til den slags profitable tilbud, så snart bliver han blandet mere og mere ind i Licas forbrydelser, hvilket leder både til politiets opmærksomhed, men sidenhen også til tragiske konsekvenser for både Ghitza, Lica, samt Ghitzas kone Anna, der ikke rigtig har den store rolle at spille, men naturligvis alligevel skal lide, for det er jo ikke en rigtig tragedie hvis der ikke er nogle kvinder der lider.

Jeg har aldrig set andet af Iliu, og har heller ikke hørt ret meget om de andre film han instruerede, men The Mill of Good Luck er virkelig en vellavet film. De sort-hvide billeder fanger mørket og lyset som det falder over den rumænske slette, og Ghitza vandrer tungere og tungere omkring efterhånden som mørket sænker sig. Jeg kender heller ikke nogen af skuespillerne, men fotografen Ovidiu Gologan har en ret imponerende filmografi. Han fotograferede den første rumænske film i Cannes, Paul Calinescus Floarea Reginei, og han filmede nummer to på kritikernes top ti, Liviu Ciuleis De Hængtes Skov, og han fotograferede for andre rumænske Cannes-nominanter som Gheorghe Nagi, Mihai Iacob og Haralambie Boros. Det er ikke ret let at komme til at se gamle rumænske film, så jeg kan ikke udtale mig om hans samlede ouvre, men De Hængtes Skov er fremragende fotograferet, og fremstår stadigvæk ganske moderne. Det gør The Mill of Good Luck dog ikke rigtig. Den er flot, men den er stadigvæk symboltung, langsom, og uden de helt store filmiske overraskelser. Den lever mestendels i kraft i sin nærmest mytologiske historie om grådighed, ondskab, og svaghed.

Jeg forstår godt de er glade for både bog og film i Rumænien. Det er eviggyldige problemstillinger, og det er fornemt eksekveret. Men jeg keder mig en smule, og der er de samme problemer som der er ved så mange af de her kvalitetsfilm. Først og fremmest, så er det kun Ghitza der har en psykologisk udvikling, folkene omkring ham agerer typer. Lica er den onde, og betjenten Pintea kunne være den gode. Hans kone Anna har absolut ikke noget indre liv, endda endnu mindre end jeg har kunnet skimme mig til at hun har i bogen. Det bliver af uransaglige årsager til et trekantsdrama mellem Ghitza, Lica og Anna, men det er kun set som en kamp mellem de to mænd, hvordan Anna har det med det berøres ikke med et ord, men hun bliver jo så selvfølgelig på tragisk vis straffet for det til sidst. De unge løver havde mange problemer med kvalitets-traditionen: Den var tung, den var gammeldags, den handlede mere om god litteratur end gode film. Jeg vil føje hertil at den reproducerede de mest kedsommelige idéer om mænd og kvinder og psykologi. I forsøget på at komme helt ind til kernen i Slavicis fortælling, så blev alt andet end Ghitza og hans grådighed gjort ret kedsommeligt. Det behøver jo dog ikke at være sådan. Bogen blev faktisk filmatiseret igen for et par år siden af Marian Crisan, der omdøbte filmen til Orizont. Her blev det til en sneklædt og voldelig thriller. Sådan er det med klassikere, de er så enkle og rene at deres kerne kan gentænkes. Men det trænger det nogen gange også til.

Næste gang: I næste uge starter filmfestivalen i Cannes, hvor juryformand i år hedder Alejandro González Iñárritu. Jeg benytter lejligheden til at se på hans to Cannes-deltagere Babel og Biutiful.