Madalena

Palmesøndag del 120
(Μανταλένα, Dimos Dimopoulos, Grækenland
Cannes 1961)

I sidste uge blev filmene til årets Cannes-festival offentliggjort. Som sædvanlig sad Thierry Frémaux foran pressen, og remsede de 19 film op som – foreløbig – er kommet igennem nåleøjet. Det var meget højtideligt. Meget eksklusivt. Men sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor det ikke var en lille lukket gruppe, der bestemte hvilke film der skulle med. Engang kunne hvert land selv vælge en ‘officiel’ repræsentant. Det betød naturligvis en lidt anden type film, lidt mere nationalistisk, lidt mere populistisk, lidt mindre eksperimenterende. Det er sjældent film som Madalena vi tænker på, når vi tænker på Cannes-film. Det er en art melodramatisk folkekomedie, der kan minde om en god Morten Korch film. Men jeg holder nu meget af det lidt skæve blik på filmhistorien, som alle de her ‘officielle’ film giver. Engang var de officielle, og stadigvæk i Grækenland er Madalena en ret stor del af filmhistorien. For omverdenen er den nærmest ignoreret. Men den introducerede en af de vigtigste personer i græsk filmhistorie, så den er værd at se.

Aliki Vougiouklaki (1934-1996) var den største græske filmstjerne i sin samtid. Hun blev kaldt ‘Grækenlands nationale filmstjerne’, og hendes film såsom Madalena og Battlefield Constantinople hører til blandt de største græske filmsuccesser nogensinde. Altså i Grækenland. Internationalt er hun ikke ret kendt. Men hendes stjernestatus var så stor, at hun begynde at optræde i film der simpelthen hed Aliki I Flåden, Aliki My Love og Aliki som Diktator (den sidste handler om at hun spiller Chaplins diktator, ikke at hun selv bliver despot). Det er en art stjernestatus, der herhjemme mest kan sammenlignes med Dirch Passer, og ligesom Dirch så blev Aliki i høj grad typecastet. Hun spillede ofte den samme rolle som hun gjorde i Madalena, unge kvinder, lidt fjollede, stort temperament, speed-snakkende, men i sidste ende ganske bløde og romantiske. Hendes slående skønhed, med stort blondt hår og store mørke øjne, spillede naturligvis også ind i hendes stjernestatus. Og så må det siges at hun havde umiskendelig kemi med hendes co-stjerne i mange af hendes film, inkl Madalena. Hende og Dimitris Papamichail var nemlig også gift i virkeligheden.

I Vrasidis Karalis’ A History of Greek Cinema så jeg Madalena beskrevet som en nærmest etnografisk film, der nænsomt skildrede moderniseringen af det græske samfund via en fortælling om konkurrerrende båd-transporter. Sådan kan man vel godt se på det. Madalena er datter af en båd-kaptajn på en lille ø. Der er to både, der konkurrerer om at fragte passager over vandet, og den anden kaptajn har en ung søn ved navn Labis (Papamichail), som Madalena foragter så meget, at hun har opkaldt sit æsel efter ham. Uha, hun hader ham, det kunne da aldrig udvikle sig til kærlighed. Men først bliver Madalenas far syg og dør, og Madalena må kæmpe for at kunne forsørge sine søskende, og få overbevist den lille øs indbyggere om at det er helt ufarligt at sejle med en kvindelig kaptajn. Og så er der en masse forviklinger, der har med kærlighed at gøre.

Der er endnu en person, der må nævnes i forbindelse med den her film: Walter Lassally. En tysk-britisk-græsk fotograf, der sikkert er mest kendt for at filme for britiske Tony Richardson og amerikanske James Ivory. Men han elskede Grækenland, bosatte sig dernede – spillede som 86-årig med i Before Midnight, der jo foregik i Grækenland, så mange har nok set ham uden at vide det – og filmede et utal af græske film, især for den store instruktør Michael Cacoyannis. Lassally vandt sågar en Oscar for en af deres film, den store turisme-klassiker Zorba, Grækeren. Madalena har noget af det samme, de samme sort-hvide billeder af vand, himmel, klipper, der først og fremmest ligner endeløs sommer. Alt er så lyst, himlen, jorden, Alikis lyse hår. Fremstillingen af Grækenland er en reel æstetisk bedrift, som jeg er glad for at se. Man forstår godt hvorfor Grækenland gerne ville vise den frem. Og man forstår hvorfor Aliki blev en superstjerne. Hun er skøn, både i de komiske og romantiske scener. Det er en meget opkørt film, hvor f.eks. faderens dødsleje danner ramme om en scene hvor Aliki danser og synger med børnene, snarere end noget mere emotionelt, men Aliki er perfekt til det hun skal. Præcis til det hun skal.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, hvilket man nok tydeligst kan se via en sammenligning med en anden film fra Cannes 1961, den der vandt prisen som Bedste Skuespillerinde for næsen af Aliki. Prisen gik nemlig til Sophia Loren, for hendes rolle i Vittorio de Sicas Huntigeren. Sophia Loren kunne nok sagtens have været en Aliki Vougiouklaki, en stjerne der spillede den samme rolle igen og igen. Men hun udfordrede sig selv, spillede en kompleks karakter i et kæmpe melodrama, og blev belønnet med Cannes-skuespillerpris, en Oscar, og en stor international karriere. Vi kommer aldrig til at vide om Aliki Vougiouklaki kunne have gjort det samme (hun skulle nok have skiftet sit efternavn ud hvis hun ville til udlandet, ligesom Sofia Scicolone gjorde det). Hendes filmkarriere begyndte også at gå i stå efter halvfjerdserne, hvor juntaens fald medførte en politisering af hele den græske filmkunst. Den seriøse tone passede hun ikke så godt ind i, i hvert fald ikke i filmsammenhæng, og hun begyndte i stedet at arbejde på teatret, igen med stor succes. Hun døde i 1996, 62 år gammel, af cancer.

Næste Uge: Nu har jeg skrevet om filmstjerner i et par uger, nu tænker jeg at skrive om det stikmodsatte: Den columbianske instruktør Victor Gavirias film The Rose Seller, der havde amatører hentet fra de columbianske gader i alle roller, og som var på Cannes i 1998.