Vi kan egentlig godt være lidt stolte af Rúnar Rúnarsson. Den 39-årige instruktør er uddannet på Den Danske Filmskole, hans debutfilm Volcano var støttet af New Danish Screen, og Sparrows er produceret af Nimbus Film. Eftersom Sparrows vandt den Gyldne Konkylie i San Sebastian er Rúnarsson måske den største internationale succes der er kommet ud af New Danish Screen støttesystemet? I hvert fald giver Sparrows Island det enhver filmnation ønsker sig: En yngre filmskaber, i komplet kontrol over sine tematikker og sit filmsprog, med vilje til at fortælle nationens historier. Desværre føles filmen også en smule gammeldags, og den unge instruktør gentager allerede sig selv.

Ari bor i Reykjavik, men da hans mor skal flytte til Afrika med stedfar bliver han sendt til provinsen for at bo hos sin biologiske far. Den spinkle sopransanger har svært ved at falde til i det lille maskulint prægede samfund, hvor fabriksarbejde og druk sætter dagsordenen. Og så er der kærligheden… Så enkel er plottet i virkeligheden, snarere en situation end en egentlig fortælling. Forholdet mellem Ari (Atli Óskar Fjalarsson) og hans far Gunnar (Ingvar Eggert Sigurðsson, der også spillede knudemand i Om Heste og Mænd) er fint skildret i sine op- og nedture, men den store dramatik kommer snarere dumpende udefra. Snarere end for noget større plot lever filmen af sin stemning og de små hændelser; der er ægte liv i filmen når teenagedrengene ikke kan lade være med at kaste blikke ned på hinanden, eller ved middagsbordet i den lille familie, mens de større dramatiske hændelser føles noget konstruerede og utroværdige.

Filmen er optaget på 16mm, og lydsporet er som i Volcano af Kjartan Sveinsson, der tidligere var med i Sigur Ros. Han har komponeret både den stemningsfyldte guitar-ambient og de små korværker som Ari synger undervejs. Filmen er fremragende i både lyd og billede. Måden filmen fanger lys i kirkerum eller rustne siloer, det viser den store verden Ari drømmer om. Konstant filmes den lille by med de store bjerge i baggrunden, toppene dækket af skyer. Ofte starter scenerne lidt før personerne træder ind i billedet, en effekt som også f.eks. den fillipinske lo-fi mester Lav Diaz bruger til at understrege hvordan personer og omgivelser afhænger af hinanden. Sparrows er et portræt ikke blot af en ung mand, men af et samfund, en verden, og den lever i ægtheden i dette portræt.

Sådan lever også de fleste islandske film på denne tid. Den økonomiske krise har tvunget dem til at eksistere med små budgetter, hvorfor de fleste trækker veksler på landskabet som uudtømmelig billedkilde. Sparrows følger i hælene på Om Heste og Mænd, Paris of the North og Blandt Mænd og Får i bølgen af islandske film, der alle sammen foregår i de små islandske samfund i krise. Kun Virgin Mountain foregik i Reykjavik. Men også denne film omhandlede en knudemand, der forsøgte at få styr på sit liv. Hvorfor omhandler alle islandske film mænd? Det er en mærkelig ting, for den her islandske bølge er alle sammen kritiske over for den islandske manderolle, en kritik der er velkendt fra det islandske samfund, der fik verdens første kvindelige demokratisk valgte præsident. Men hvorfor så ikke lave film om kvinderne i stedet? Også Rúnarsson’s første film, Volcano, omhandlede en gammel mand, der mistede sit job, og måtte finde ud af at forholde sig til kvinderne i sit liv. I Sparrows er kvinderne faktisk de mest spændende mennesker, om det er farmoren der holder sammen på familien, eller Ari’s barndomsveninde Lára. Men ikke nok med at de ikke er i centrum, deres trængsler skildres mest for den sorg det volder filmens mænd – ganske som i Volcano. Det er ikke blot kedsommeligt, det vælter også filmens emotionelle payoff. De mest dramatiske ting sker til kvinderne, men det bliver dæmpet fordi vi kun får mændenes reaktion på det. Plus, jeg har svært ved at finde ud af hvad instruktøren vil sige med det. Det virker som et dramatisk trick, især fordi instruktøren har gjort det gentagne gange.

Rúnarsson har helt tydeligvis evnerne. Æstetikken er fremragende hele vejen igennem, og der er er utallige øjeblikke der sætter sig fast. Han har også viljen, viljen til at vise noget ægte, noget udramatisk og noget subtilt. Men hvis han bliver ved med at arbejde så henkastet med en plottwistet dramaturgi, så vil hans film efterhånden falde sammen under dem. Håber han lærer at løfte sig over dem, som Ari’s sopranrøst, eller som titlens spurve.