The Eremits

Kvæg. Der er ret mange af dem i kunstfilmen. Siden Bela Tarr’s syv timer lange Satantango startede med et langt klip af køer vandrende rundt for sig selv, har det nærmest været en kliché, at kunstfilm gerne lige starter med nogle billeder af kvæg, før de kan gå i gang med plottet. Det har mest været en joke, sådan er de færreste kunstfilm faktisk. Meeeen inden Ronny Trocker’s debut The Eremitrigtig kommer i gang med plottet, så får vi da lige nogle billeder af vandrende kvæg. Men hvilke billeder! Koen i kunstfilmen er som regel filmet på afstand, den skal illustrere menneskets kontrol over sine omgivelser, at den vandrer målløst rundt illustrerer et samfund i opløsning. Trocker’s køer vandrer ikke målløst, tværtom trasker de stift frem mod kameraet, som er nødt til at bakke indtil de kan komme forbi. Køerne er store, stærke, og skubber kamera og kamera-mand fra sig. Det indvarsler en film, hvor mennesket ikke altid vinder over naturen.

Faktisk har menneskene inden da også været vist vandrende. Filmen starter med et total-billede af en begravelsesprocession, små mennesker, der bærende på en død vandrer gennem det storslåede landskab. Eremitterne i The Eremits bor højt oppe i de sydtorolske alper, hvor laviner lurer og man enten kommer frem ved gåben eller små hejsebaner. Trocker’s fantastisk velkomponerede billeder gør menneskene ganske små, naturligvis især kontrasteret med kæmpetræer og bjergsider, men såmænd også fanget som små delelementer i kompositioner af trapper, marmor-blokke, brusebade, kantine-køkkener. Der er mange nærbilleder, men hovederne er nede i bunden af billedet, ofte foregår alt menneskeligt kun i halvdelen af kompositionen. Det skaber en konstant følelse af, at menneskene ikke blot lever på naturens præmisser, men også på præmisserne i et samfund langt større end dem selv.

Det er billederne der bærer denne fremragende film, snarere end plot er der tematikker. Albert bor i en landsby i den tysktalende del af italiensk Tyrol, og arbejder i et stenbrud. Oppe på bjerget bor hans forældre stadig, men deres fremskredne alder gør deres livstil sværere og sværere at opretholde. Det er familie-farmens snart forestående undergang der er mest i fokus i filmen, men det ligger samtidig som en understrøm, at landsbyen måske ikke er meget bedre stillet. Stenbruddet snakker fyringsrunder af de fastansatte, men hiver samtidig afghanske løsarbejdere ind. Der er tilsyneladende kun en enkelt kvinde i hele samfundet, ungarske Paula, som Albert kejtet gør kur til. På et tidspunkt vil stenbruddet have gravet så meget ud af bjerget som det er muligt, og der ser ikke ud til at være mange andre arbejdsmuligheder i området, ej heller megen plads til at være anderledes. Der er hverken megen varme rettet mod de afghanske tilflyttere, kantinedamen Paula, eller Albert’s knap så maskuline ven Gruber, også Albert må høre for hans ‘alpine’ herkomst. Det er et samfund uden de store udviklings-muligheder.

The Eremits blev vist som del af PIX-festivalens tyske dag, men foregår sådan set i Italien, hvilket jeg dog ikke opdagede før instruktøren forklarede det efter visningen. Mens jeg så den havde jeg svært ved at finde ud af hvor den kom fra, dens stil kunne minde om de tyske Berliner-skole-film, men den er for provinsiel, for landlig. Der er elementer der minder om østrigsk film – og Tyrol er fortrinsvis østrigsk – især bringer semidokumentariske sekvenser af arbejdet i stenbruddet minder om en filmskaber som Nikolaus Geyrhalter, men i forhold til den østrigske stil og instruktører som Geyrhalter, Ulrich Seidl og Jessica Haussner, så er der ikke nok symmetri i billederne, og i videre forstand for lidt menneskelig kontrol over filmsproget – østrigske film er ofte hyperkontrolellerede i billedsproget, som en let skjult kritik af en småborgerlig østrisk trang til kontrol. Endelig er der en italiensk provinsfilm i disse år, CPH:PIX viste for to år siden filmen Small Homeland af Alessandro Rossetto, ligesom doku-hybrider som Le Quattro Volte og Bella e Perduta skildrer livet i yderregionerne, men The Eremits er for nøgtern, for tung, for tysk, egentlig. Som Tyrol er det en hybrid af nationale skoler, og kan Ronny Trocker svært placeres i nogen national filmhistorie, så må han i stedet kaldes for ret unik. Og det er da et ualmindeligt godt sted at starte for en ung instruktør. The Eremits er dermed en film der overrumpler, besnærer og viser os ting vi ikke har set før. Et godt bud på en konkurrence-vinder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.