Shambles

Canada er et mærkværdigt filmland. Nærmest usynligt. På Cannes 2014 var der hele tre canadiske instruktører i hovedkonkurrence, flere end USA, næstflest efter Frankrig, men bliver det omtalt som om canadisk film blomstrer? Nah, David Cronenberg og Atom Egoyan regnes for nordamerikanske instruktører, Xavier Dolan som sin egen ting. Der er fransksproget Quebec-film – Dolan, Denis Villeneuve (‘s tidlige ting), Denys Arcand, etc – og oppe nordpå er der en smule inuit-film med Zacharias Kunuk som kendteste instruktør. Dem der taler engelsk tager ofte til Hollywood, dem der taler fransk laver film for franske penge (eller i Hollywood som Villeneuve), måske er det derfor ‘canadisk film’ godt kan mangle en egenart?

Canadisk musik, derimod, kører ret meget for tiden, og har gjort det ihf siden årtusindskiftet. Grimes, Arcade Fire, Drake, har stor international succes, ligesom f.eks. David Cronenberg har haft det, og er måske lige knap typisk ‘canadiske’. Andre musikscener har dog mere etableret en lokal identitet, såsom scenen centreret omkring pladeselskabet Constellation, bandet Godspeed You! Black Emperor og dets sideprojekter såsom A Silver Mt Zion, Set Fire to Flames, og mange andre postrock-ensembler med en lignende lyd. Den type musik er altid blevet kaldt ‘filmisk’ og haft en stærk visuel side, en æstetik via pladecovers og livevisuals. Og lo and behold, den æstetik er nu blevet til en spillefilm, eftersom manden bag GYBE’s livevisuals, Karl Lemieux, har færdiggjort sin debutfilm.

Ikke overraskende er der meget musik i filmen, ikke overraskende er der mange ordløse, musikalske sekvenser, med underlægning fra Constellation-bands, især Set Fire to Flames. Disse sekvenser er ret så fremragende, og ualmindeligt genkendelige for enhver der har været til en GYBE-koncert. Det er nok heller ikke så overraskende, at hovedpersonerne i filmen har et band, og at der er stærke scener fra en kollektivistisk, boheme-agtig tilværelse, øl-drikning på nedlagte fabriksområder, scener fra hvad der ligner et øde retreat, komplet med grøntsagsfarming, og lange stille stunder omkring et bål. Det virker ret meget som et liv nogle anarkistiske rockmusikere kunne leve, og det er filmet ret så fantastisk. Af en eller anden grund skal der dog også være en krimi-intrige. Vincent’s band har stjålet hashplanter fra de lokale bikere, som også er bekendte med hans eremit storebror. Lemieux skal have ros for at skære det meste af det overflødige væk fra den intrige – der er f.eks. ingen scener hvor bandmedlemmer forbereder tyveriet, diskuterer hvem det kan gå udover, udviser hybris der senere skal straffes, vi starter bare med de bliver kørt hen og får tæv – men at den er underspillet gør ikke helt op for at den er uvedkommende og lettere ligegyldig.

Der er ret mange billeder som ligner det her ovenover, og musikken er nogen gange også lidt derhen af.

Lemieux udviser ikke den samme forståelse for biker-miljøet som han gør for band-miljøet, det bliver da også en pointe i filmen at ingen af musikerne har nogen som helst idé om hvad der skal ske, og mest agerer på egen hånd. Men hvorfor dog overhovedet blande dem ind i filmen? Jeg kan ikke forestille mig filmen kan fange et krimi-elskende publikum anyways, og GYBE-fans ville da forhåbentlig se filmen lige meget hvad – og det burde de også, for dens impressionistiske passager er fuldt ud prisen værd. Så hvorfor ikke gå planken ud og lave en mere eksperimenterende film? En film i stil med f.eks. Ben Rivers’ og Ben Russell’s black metal film A Spell to Ward of the Darkness. Det er alligevel de eksperimenterende passager, de mange sort-hvide billed-sekvenser af fabrikker, arbejdsrutiner, flammer og fællesskaber, som skal hente publikum ind, så hvorfor ikke arbejde mere med det? Måske næste gang, som det er nu fremviser Shambles en visuelt unik instruktør, som har lidt svært ved at få hånd om en spillefilms narrative elementer. Men det vidste vi måske lidt godt i forvejen. Under alle omstændigheder bør enhver fan af postrock i almindelighed, og Constellation-udgaven i særdeleshed, skynde sig ind og nyde de abstrakte sekvenser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.