Dreams and fables, though imaginary, should tell the truth.
Det siges henimod slutningen af Pietro Marcello’s fabel-agtige Lost and Beautiful, og det er måske begrundelsen for at have filmen i en dokumentar-konkurrence. At den trods sin drømmeagtige fremtoning og absolut konstruerede form alligevel på en eller anden måde siger noget sandt, og dermed dokumenterer noget, om Italien. Især Campania, det sydlige Italien. Det er ellers en komplet fantastisk fortælling: Skabninger fra gamle Commedia dell’Arte med masker på, som kan snakke med de døde. Derfor er der én som genfortæller en bøffels liv, i første person ental, fra den bliver fundet af en rar mand der passer et ruinøst slot for egen regning som pludseligt dør, over hvordan den bliver ført af en ‘Pulcinella’, endnu én der ligner Commedia dell’Arte, og kan tale med dyr og døde, til et helt andet område, hvor den til sidst bliver opdrættet og slagtet. Krydret med dokumentariske passager om Camorra, døde børn og områdets ritualer, som mærkværdigt nok ofte præsenteres i filmen som personernes drømme, mens de åbenlyst teatralske passager præsenteres som virkelighed. Og så er det hele optaget på grynet celluloid, med passager jeg tror er 8mm, der skal forestille at vise verden fra bøfflens øjne. Det er meget, meget mærkeligt, en uklassificerbar hybrid. Lige præcis den slags film man nærmest kun kommer til at se på DOX. Eller Locarno, hvor den da også har været i hovedkonkurrence.
Der er minder om andre italienske film: Michelangelo Frammartino’s nyklassiske hybrid-film Le Quattro Volte, der fortalte verden fra en mand, et lam, et træ og en bunke kuls synspunkt. Og de kornede billeder fra udkants-Italien og blandingen af dokumentar og drøm minder om Alice Rohrwacher’s film, hvor jeg før har skrevet om Miraklerne, og anden gang netop om denne kontekst. Jeg tror vitterlig der er en italiensk dokumentarisk bølge, som filmen lægger sig op ad. I mine øjne er det det absolut vigtigste der sker i italiensk film i disse år, og Lost and Beautiful er et strålende eksempel på dette, som vi er priviligerede at vi kan se på DOX. Der er to strøminger i italiensk film der har været afgørende for filmhistorien: Realismen fra Rossellini og barokken fra Fellini. I mainstream italiensk film (tænk Cannes) er det Fellini der er den fremherskende, med instruktører som Paolo Sorrentino og Matteo Garrone. Men i periferien pibler hybrider frem. Og Rossellini var om ikke barok, så også i pagt med den italienske natur og kultur: Tænk på hvordan kraften i hans 50’er-trilog stammer fra vulkaner og ruin-byer (Voyage to Italy foregår vist faktisk også i Campania, tror jeg nok). Det er denne arv som de nye film videregiver, en arv fundet uden for byerne, på sletterne, ved bjergene, i skovene. Rødderne af Italien, som tages op igen, i al deres problematiske og fantastiske celluloid-fangede realitet.
Jeg knuselsker virkelig den her film. Den er meget meget sær og svær at finde rundt i. De mytiske passager er så opstillede, men samtidig så eminent filmede at man tager det med. Og der lurer vitterlig noget virkeligt bag fablerne, det er som om der ligger en virkelig sorg over den døde slotspasser, vi lærer ham ikke rigtig at kende, men alle taler så indgående om ham som var han en virkelig person. Og det er en fantastik film-teknisk passage da bøflen føres til slagtning (ikke spoiler, da vi ved den er død fra start) og voiceoveren fra bøflens side giver billederne så meget mening. Pludselig er det som om han siger farvel til sine medbøfler. Og han stritter imod, vil ikke ind i vognen, selvom voiceoveren siger han længe har vidst han skulle slagtes på den måde, hvor det helt ærlig optager nærmest bibelske dimensioner, som ellers plejer at være med lam. Og fik jeg sagt billederne er fantastiske? Selv uden at forstå hvor filmen villle hen var det magisk blot at kigge på spillet mellem lys og mørke.
Tre er en trend. Sådan hedder det ofte i bulletiner fra filmfestivaler, hvor der pludselig er tre film hvor hovedpersonen har asperger, og så er det pludselig noget som alle skal skrive om. Tre er ikke altid en trend. Men alligevel, der er påfaldende mange af den her type film for tiden, europæiske film, der genopfrisker vores mytiske fortid for at sige noget om i dag. På sidste års PIX så jeg Christophe Honoré genfortolke Ovid’s Metamorphoses til en udkants-nutid. Jeg har allerede skrevet til Modkraft om Miguel Gomes’ genfortolkning af Arabian Nights. Og til december for en anden film af denne type premiere, nemlig Matteo Garrone’s udgave af Tale of Tales, gamle eventyr genfortolket med stjerner fra hele verden og opsat i rigtige turistattraktioner. Vor historie, eller idéen om vor historie, eller om nogens historie, bliver ønskværdig i en krisetid. Lost and Beautiful fortæller alment eksistentielle historier i en mytisk italiensk form. Det er en ret fantastisk film.
