Samme dag som jeg så Julia Ducournau’s Raw læste jeg en artikel i indiewire om et mærkværdigt problem for horror-film: Som den eneste genre er der ikke for horror nogen sammenhæng mellem gode anmeldelser og høje billettal. Komedier, action, spandexhelte, for dem alle gælder at der en vis grad af sammenhæng mellem hvad kritikerne synes er vellavet, og hvad publikum gider at se, blot ikke for horror. Artiklen spekulerer så over, at der i virkeligheden er to slags horror: Den populistiske, som handler om at skræmme et publikum til kollektivt hysteri, og den ‘seriøse’, som i langt højere grad går ud på at forstyrre publikum, give dem en utilpashed, der sidder i kroppen længe efter. Hvilket, helt ærligt, meget lyder som arthouse. Når jeg ser en arthouse film går jeg måske ikke efter at blive utilpas, men efter at blive overrasket, udfordret, noget der får mig til at falde ned fra stolen. Men grunden til jeg kan have det lidt svært ved ‘seriøse’ horror er tværtom, at jeg sjældent falder ned af stolen, for jeg ved jo på hvilken måde den vil forstyrre mig. Fanget mellem det effektive gys, og det omskiftelige mindfuck, er der bare ikke mange seriøse horrorfilm, der overrasker mig som Cemetery of Splendour eller The Ornithologist. De få som gør – Zulawski’s Possession eller Valkeapää’s They Have Escaped – sætter jeg stor pris på. Raw er ikke rigtig en af dem.

Unge Justine flytter hjemmefra for at starte på dyrlægestudiet. Rusforløbet bliver hårdt for den unge kvinde, der er både jomfru, vegetar, og ikke vant til at drikke. På studiet, derimod, tvinges russerne til nattefest i nattøj, at æde kanin-nyrer, og mange andre ydmygende ting. Og i periferien foregår yderligere dunkle ting. Langsomt begynder Justine at ændre sig, hende og hendes søster Alex bliver fanget i en ond symbiose, og forholdet til hendes homoseksuelle roommate Adrien begynder at blive kompliceret. Snart skyller en bølge af blod og død og vold henover skolen.

Den film jeg først og fremmest bliver mindet om, er Nicolas Winding-Refn’s The Neon Demon. Både den og Raw havde premiere dette år på Cannes, Raw i sidekonkurrencen Critics Week for debut- eller opfølger-film. Som The Neon Demon undersøgte modebranchen, skønhedsidealer, og hvad det gjorde ved unge kvinder, således dykker Raw ind i forholdet mellem mennesker og dyr, forholdet til vores indre dyriskhed, og hvordan unge kvinder håndterer at være fanget mellem at skulle udleve deres egne lyster, men samtidig helst stadig være pæne piger. Der er mange mystiske og billedskønne passager, af døde dyr, af halvnøgne russere tvunget i procession, af løsslupne fester med sex og alkohol. Der er ingen tvivl om, at Ducournau kan sit håndværk, og kan fortælle en historie i billeder. Men brugen af effekter bliver lidt forudsigelig. The Neon Demon handlede om skønhed, og trak på myter om grusomme metoder til at opnå evig skønhed. Raw handler om vegetarianisme, kødspisning, kødets status generelt, gæt hvilken kendt horror sub-genre den begynder at trække på… Den leverer hvad man forventer, men gør det bestemt glimrende.

Som alle andre debut-konkurrencer har New Talent Grand Pix nogen gange nemmere ved at servere det solide, end det overrumplende mesterlige. Svendestykker, snarere end mesterstykker. Nogengange er inspirationen helt åbenlys, som i Antoine Barraud’s Portrait of the Artist, bedste film fra konkurrencen i 2015, der behandlede samme tematikker som den ældre instruktør Bertrand Bonello, og havde selvsamme Bonello i hovedrollen. Eller Eskil Vogt’s Grand Pix-vinder Blind, der mindede ret så meget om de film af landsmanden Joachim Trier, som Vogt havde skrevet manuskript til. De mange græske film i konkurrence plejer også at minde en del om andre græske film. Så det er ikke noget specielt dårligt for en horror-debut, at den forbliver noget forudsigelig. Jeg ville håbe en mere opfindsom film løber med prisen, selvom en jury med Phillippe Grandrieux som et af tre medlemmer sagtens kunne gå hen og belønne den.