Palmesøndag del 265
(沙羅双樹, Sharasōju, Naomi Kawase, Japan
Cannes 2003)
Nu kommer vi til en af de vigtigere serier i det her kæmpe Cannes-projekt. Det er vigtigt at skrive om japanske Naomi Kawase af tre grunde. 1) Hun er den kvindelige instruktør, der har været i Cannes flest gange. Endda med afstand. Hun har været med 5 gange, og Liliana Cavani, Jane Campion, Nicole Garcia, Andrea Arnold følger efter med 3 deltagelser hver. 2) Alligevel bliver der ikke skrevet så meget om hende som der burde, og mange af hendes værker er forblevet mere eller mindre ukendte. Og vigtigst af alt: 3) Hun har lavet nogle virkelig, virkelig gode film, og er generelt en unik og virkelig interessant instruktør.
Det sidste ses særligt med Shara, Kawases bedste film, og en fuldstændig glemt og overset perle i japansk filmhistorie. Det er en vidunderligt fri film, der trisser af sted i sit helt eget tempo, fokuserer på små ting og små armbevægelser, men som så alligevel inkluderer ihf én kæmpemæssig legendarisk scene.
Naomi Kawase var blot 27 år gammel da hun fiktionsdebuterede med Suzaku, der blev vist i Quinzaine de Realisateurs i 1997, og vandt hende debutantprisen Camera d’Or, som den yngste modtager nogensinde. Men på det tidspunkt var hun faktisk allerede en velanset dokumentarist, kendt for personlige dokumentarer som Embracing, lavet i 1992 da hun var blot 22 år, et selvportræt optaget på 8 mm. Mange af hendes tidlige dokumentar-film var selvportrætter, og da hun begyndte at lave fiktion var det også med dokumentariske elementer. Suzaku foregik i Nara-området, hvor Kawase selv er fra, og den omhandlede en familie der gennemgik ting som Kawase havde været igennem. Centralt i instruktøren Kawases biografi er, at hun blev forladt af sin far, og at hendes mor ikke kunne passe på hende, så hun voksede op hos sin bedstemor. Ligeledes er der en ung kvinde i Suzaku, der bor hos hendes onkel og tante, og familien må forholde sig til sorg og tab efter et pludseligt dødsfald. De finder også ud af, at den afdøde havde optaget en stribe 8 mm film, og da de til sidst ser de her klip ligner det ret meget ting fra Kawases egen dokumentarisme, klip af himmel og natur og lys.
De her elementer blev gennemgående hos Kawase: Nara. Sammensatte familier. Sorg og tab. Og billeder af naturen. Shara baserer sig i høj grad på samme ting, men er dog en langt mere eksperimenterende og kompleks film. Alene åbningsscenen havde fortjent en pris. Her panorerer kameraet haltende og mærkværdigt rundt i et hus, mens vi hører klokkeslag på lydsporet. Vi finder senere ud af, at huset ligger ved siden af et buddhistisk tempel, og at det er herfra klokkeklangen kommer, men de mærkværdige billeder kan ikke rigtig forklares. Billederne bliver nemlig vist i slow motion, det er derfor de halter, hvilket dog først rigtig bliver tydeligt da vi ser to unge drenge – vi lærer senere at de er brødre – som pludselig stikker af og løber ud på gaden. Herefter foregår en smule af filmen i normalt tempo, men derefter går den over i slow igen, hvilket får det til at føles ekstra drømmende da der lige pludselig kun er én dreng tilbage. Hvor faen blev den anden af? Ja, det vil familien selvfølgelig også gerne vide.
Herefter springer vi nogle år frem i tiden. Ingen har fundet den unge dreng igen og sorgen har sat sit præg på den lille familie, som dog også har forsøgt at komme videre. Moderen – spillet af Naomi Kawase selv – er gravid igen, og faderen er travlt optaget med at arrangere en lokal kulturfestival. Drengen – han hedder Shun, viser det sig – er stadig meget indadvendt, men hans søde klassekammerat forsøger at komme tættere på ham. Det er egentlig det eneste der sker. Der er plotudviklinger – politiet finder et lig af en dreng de mener er den forsvundne bror, klassekammeraten får af vide at hendes mor i virkeligheden er hendes tante, moren nærmer sig sin termin – men langt hen af vejen er filmen et stemningsstykke, der snarere end et ‘plot’ udvikler sig ved at stemning og æstetik veksler og udvikler sig.
Og hvilken æstetik! Åbningssekvensen dyrker en ikke-realistisk mærkværdighed, men kort tid efter følger kameraet blot efter de to unge mennesker mens de cykler gennem byen, og det er også en helt fremragende sekvens. Kameraet bliver hængende for længe visse steder. Andre gange skildrer det dokumentarisk møder i festival-planlægnings-komitéen eller buddhistiske ritualer. Og enkelte gange laver det så noget helt fantastisk unikt igen. Det gælder særligt filmens i visse kredse legendariske klimaks, en alenlang scene, hvor festival-optoget drager dansende igennem byen. Her kommer livet og farverne tilbage på fuldstændig ekstatisk vis, og da regnen pludselig falder bliver stemningen bare så meget desto mere ekstatisk. Det er Kawase i en nøddeskal: Ritualer og sammenhold skubber sorg og tab væk, og skaber nyt sammenhold og livsglæde mellem hendes karakterer. Det er aldrig overgået af hende selv, men det er også en af de bedste sekvenser fra Cannes 2003, så det er fair nok.
Kawase kommer fra en ny generation af japanske instruktører, der også tæller folk som Hirokazi Koreeda, Shinji Aoyama og Kiyoshi Kurosawa. Deres arbejdsbetingelser var mere ‘independent’ end tidligere filmbølger, og deres film var friere og mere personlige. Teoretikeren Aoyama forklarede i et manifest begejstret, at Kiyoshi Kurosawa ikke brød sig om zoom, fordi det bare indebar at man trykkede på en knap, og man derfor ikke kunne fornemme filmarbejdet i det. Hos Kawase kan man virkelig fornemme arbejdet. Man mærker kameraets fysiske tilstedeværelse, dets bevægelser rundt i byen; at det omvendt pludselig står stille. Og selvfølgelig bemærker man det især når mange af hendes film pludselig inkluderer strimmel-optagelser der siges at være optaget af hendes karakterer selv. Hun er på mange måder den absolut mest emblematiske fra den bølge af japanske instruktører.
Men omvendt er hun selvfølgelig helt særlig. Hun har aldrig gjort sig i de genre-film, som mange af de andre ellers har brugt en stor del af karrieren til at lave. Og så er hun jo en kvinde – hvilket måske også forklarer hvorfor genre-producenterne ikke har villet bruge hende. Men Kawase som kvinde er også central i hendes filmografi, da især i hendes dokumentarisme, hvor hun ofte optræder som datter eller mor, men også når hun i Shara spiller den gravide mor. Mødre, børn, graviditet går også som en rød tråd igennem hendes værker, på desværre stadig ret sjælden vis i filmkunsten. Det kulminerede med Tarachime fra 2006, måske Kawases mest radikale film, og en film der burde være langt mere udbredt. I første del udfritter Kawase sin bedstemor om hendes barndom, mens bedstemoderen er nøgen og i bad, og kameraet kører henover den gamle nøgne kvindekrop, en kvindekrop der netop ikke længere er ‘moderkroppen’, og som også derfor er tabu og gemt væk i filmhistorien. Og herefter indstiller Kawase kameraet på sin egen krop, og viser klip fra fødslen af sit eget barn, helt uden censur, og med alle detaljer inkluderet, inklusive hvad de gør ved moderkagen. Det er et fuldstændigt radikalt værk om kvinders kropslige realiteter.
Helt så radikal er skildringen af fødsel og graviditet ikke i Shara, men det er alligevel smukt. De unge bliver ringet op, og sprinter gennem byen, i en scene der spejler løbescenerne fra filmens start. Da de kommer hjem står far og mor lige så stille og forbløffede, og faren må lidt fåret indrømme, at han nok ringede lidt tidligt i forløbet, der er ikke sket så meget endnu. Herefter følger en fødselsscene, hvor barnet fødes med hele familien omkring sig, og så kommer to fantastiske klip, der nærmest indkapsler Kawases mesterskab. Først et nærbillede af Shun, der fælder en enkelt tåre. Det er egentlig ret lavmælt, men Kawase fjerner langsomt alt lyd fra scenen, hvormed det pludselig fremstår monumentalt. Og så kommer der et meget stort klip, hvor kameraet pludselig langsomt glider væk fra familien, gennem hele huset igen, ud på gaden, ind i et andet hus, og da det kommer ud på den anden side flyver det pludselig op i luften. Som var kameraet en ånd, der nu forlader den lille familie igen. Den døde drengs ånd.
Det er den åbenlyse tolkning. At det er ånden fra den døde dreng, der drager væk igen, fordi familien nu er helet. Det lyder som en ret stor ting at forsøge at skildre filmisk. Men Shara er virkelig en stor film. Fra en blot 33 årig instruktør. Jeg tøver helt ærlig ikke med at kalde den for en glemt klassiker.