Cemetery of Splendour

Da jeg hørte at Apichatpong Weerasethakul, formentlig verdens bedste instruktør under 50, vinder af Guldpalmen 2010 for Onkel Boonmee Som Kan Huske Sine Tidligere Liv, havde fået sin nye film optaget, ikke i hovedkonkurrence i Cannes, men i sidekonkurrencen Un Certain Regard, virkede det nærmest som en lille skandale. Hvordan i alverden kan man degradere en mand til anden division netop efter han har vundet superligaen? Efter at have set filmen giver det nu meget god mening. Cemetery of Splendour er formentlig den sværeste film jeg har set siden Godard’s Goodbye to Language, det er en film som er ulig ret meget andet, og som insisterer på at være anderledes, svært forståelig og søvndyssende. Med andre ord var det 100% hvad den forudsigelige og kedsommelige hovedkonkurrence havde brug for. Et unikt værk, intelligent og eksperimenterende, som forhåbentlig kan trække folk ind når den kommer til PIX eller i Cinemateket.

Der er rigtig meget i den her film som jeg ikke forstår, og meget af det jeg tror at jeg forstår, har jeg ret svært ved at forklare. Men for at starte med noget relativt simpelt, så er filmen som sagt noget af det mest søvndyssende jeg nogensinde har set, og det lader til at være 100% bevidst fra filmskaberens side. Filmen omhandler et hospital for soldater ramt af en mystisk søvn-sygdom, og mange scener viser de sovende personer blive taget hånd om af diverse hjælpere, den midaldrende kvinde Jen (Jenjira Pongpas, som også spillede en kvinde ved navn Jen i Onkel Boonmee, og som har været med i de fleste af Weerasethakul’s film), og en yngre kvinde ved navn Keng (Jarinpattra Rueangram), som hævder at være et medie, som kan læse de sovende soldaters tanker, forrige liv, etc. I centrum er også soldaten Itt (Banlop Lomnoi, som også spillede hele to soldater i Weerasethakul’s Tropical Malady), der vågner og falder i søvn igennem filmen. Keng hævder at sygdommen skyldes hospitalet er bygget på grund der engang var en begravelsesplads for gamle konger, og at kongerne bruger soldaternes energi til at udkæmpe krige på et andet eksistens plan. Hvis det lyder som en politisk metafor for et Thailand hvor demokratiet er under pres fra militær og andægtigheden for monarkiet, så er det formentlig rigtig nok. Men samtidig lyder det lidt som plottet i en dårlig amerikansk gyser, no?

Her kommer vi til hvorfor filmen er så svær, for den lader til bevidst at skubbe fornuft og læselighed fra sig. Det har formentlig delvist en ganske fornuftig årsag: Thailand er under censur, og der er meget snævre grænser for hvor direkte en kritik man kan komme afsted med. Som i så mange andre autoritære lande er der heraf opstået et poetisk, subtilt og enigmatisk kunstsprog. Men der er andre lag i filmen, for det virker også som om Weerasethakul er udmærket klar over, at hans hovedpublikum ikke er thailændere, men filmnørdede vesterlændinge. Manden studerede film ved SAIC i Chicago, og har altid haft vestlig funding – bl.a. er skuespilleren Danny Glover en trofast støtte – og han lader virkelig til at kende den vestlige smag. Engang imellem har man også fornemmelsen af, at han ved han kan slippe af sted med hvad som helst, hvis blot han kalder det ‘traditionelt buddhistisk’. Vi har udødelige prinsesser, som blot spilles af unge kvinder i normalt tøj – de har ikke lige deres normale outfit på i dag. Der er den ‘meditative’ stemning, som så engang imellem afbrydes af billeder af toiletbesøg og stådrenge og den slags (Jen vil ikke håndtere Itt’s erigerede lem, for hun siger at hun har rørt ved alt for mange penisser i hendes liv…) Mens Itt er vågen går han med Jen i biografen og ser en trailer for hvad der lader til at være en helt utroligt ringe thai-gyser, med tydelig amerikansk inspiration. Østen og vesten kopierer og drømmer om hinanden, med bizarre hændelser til følge. Jen har giftet sig med en amerikaner, som hun forklarer aldrig kommer til at forstå hendes patriotisme. Der hænger plakater der annoncerer for websider hvor thailandske kvinder kan finde vestlige mænd – naturligvis ikke omvendt. Jen ville i virkeligheden nok hellere have haft en europæisk mand, for europæerne er i virkeligheden dem som er rige nok til den amerikanske drøm. Det er aldrig rigtig klart hvornår filmen er drøm og virkelighed, og det er heller aldrig rigtig tydeligt hvornår den trækker på thailandsk historie, buddhistiske principper eller let satire over vestlig kultur og orientalisme. Det er formentlig en del af pointen.

11737_cemetery_of_splendour_3

Det gør Cemetery of Splendour til en langt sværere film at ‘forstå’ end tidligere mesterværker som Tropical Malady, Syndromes and a Century og Onkel Boonmee… Men det gør den ikke nødvendigvis ringere eller mindre vigtig. På en vis virker filmen som en naturlig konklusion på filmens mærkværdige situation i disse årtier. I i hvert fald 25 år har det været østen og ikke vesten som har drevet den kunstneriske udvikling i filmsproget, det være sig Iran, Taiwan, Hong Kong, etc. Men infrastruktur og prestige styres stadig i umådelig grad i vesten. Østlige filmfestivaler har ikke overtaget prestigen fra Cannes, Venedig, Berlin, og kritikken styres i høj grad stadig af hvide mænd. Det var vel kun logisk at et vestligt uddannet geni af thailandsk kinesisk afstamning på et tidspunkt skulle skabe en ultimativ blanding af ‘mystik’ ‘pastiche’ ‘drøm’ ‘poesi’ og ‘allegori’. Det er vitterlig sådan jeg opfatter Cemetery of Splendour, en film jeg har tænkt mig at se igen og igen.

maxresdefault

For selvom filmen måske på et forståelsesplan er helt utroligt lidt imødekommende, så er den rent æstetisk uden tvivl et mesterværk, lige til at drømme sig ind i. Weerasethakul og fotograf Diego Garcia kan filme en gravko så det bliver til en mesterlig komposition – og det er heldigt for en gravko spiller en central metaforisk rolle. Det første billede viser gravkoen, i baggrunden, med mennesker rundt om, men det er filmet fra en terasse og lidt skævt i billedet, i forgrunden, måske ret præcist i det gyldne snit, står en tyk sort stolpe som en revne i kompositionen. I det hele taget er filmen skæv. Der er for mange film som er symmetriske, Weerasthakul finder altid en asymmetrisk men endnu mere fascinerende komposition i sine billeder. Menneskene er for små. Omgivelserne er for store. Og lyduniverset er endnu mere suverænt, i baggrunden et konstant mix af reallyd der synes mixet sammen som var det beregnet til at hjælpe mod søvnløshed. Dialogen er mixet mærkværdigt lavt i mixet, det føles som om man overhører noget privat. Et enkelt ekstravagant visuelt motiv findes også, nogle mystisk lysende rør på hospitalet, der veksler mellem grønt, blåt, rødt lys, spreder lyset udover hele rummet. I filmens mest foruroligende passage synes disse farveskift at sprede sig til hele omverdenen, som om kongernes spøgelser har overtaget hele området.

Første gang jeg så Onkel Boonmee… følte jeg at jeg havde set et mesterværk. Den samme følelse havde jeg ikke efter Cemetery of Splendour. Jeg føler jeg har set noget nyt, noget unikt, noget intelligent og fascinerende, men jeg er stadig ikke helt klar over hvad der egentlig skete. Jeg håber meget på at kunne fange den igen på et senere tidspunkt, for jeg føler en ekstra visning ville klargøre meget. Der er ikke noget normalt ‘plot’, men jeg fornemmer en omhyggelig konstruktion, hvor billeder og temaer går igen på væsentlige tidspunkter – igen, hold øje med den gravko! Og helt generelt er det bare nemmere at kapere en lang, svær, bevidst søvndyssende film, når man ved hvor den er på vej hen. Til efteråret kommer den forhåbentlig på PIX. Satser på at kunne give en mere seriøs kvalitativ dom til den tid. Indtil da vil jeg bare sige: Sørg for at få den set, hvis du er til det unikke og originale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.