28249a

Scarred Hearts

Når alt kommer til alt, eksisterer der ikke nogen veldefineret forskel på den person, vi virkelig er, og de forskellige indbildte personer i vort indre. Når lyset blev tændt i pausen, så salen ud, som om den var vendt tilbage fra et sted langt borte. Der lå en usikkerhed og en kunstlethed i luften, noget, der var meget skrøbeligere og meget flygtigere end det, der udspillede sig på lærredet. Jeg lukkede øjnene og ventede, lige indtil kinomaskinens surren fortalte mig, at filmen var igang igen. Jeg så igen salen i mørke; alle omkring mig så blege og forvandlede ud i det indirekte lys fra lærredet som et galleri af månebelyste marmorstatuer ved midnat i et museum.

– Max Blecher, Hændelser fra den Umiddelbare Uvirkelighed

Rumænien er måske den bedste filmnation i verden for tiden. År efter år dukker mesterværker frem fra et land, der i foregående årtier nok ikke var på ret mange cineasters radar. Sjove film, seriøse film, middlebrow som Guldbjørnevinderen Mor & Søn, til streng arthouse som Cristi Puiu’s maraton-film. Alligevel kunne man måske efterhånden pinpointe en ‘rumænsk stil’, en formalistisk orienteret socialrealisme, fokuseret på tid, på sprog, på magt. Og så dukkede der naturligvis en rumænsk instruktør op og lavede noget hundrede procent anderledes, men mindst lige så stærkt og veludført. Radu Jude’s Aferim! vandt Sølvbjørnen for Bedste Instruktør på Berlin sidste år, og var en mindre sensation i arthouse-kredse, en sort/hvid ‘eastern’, et hestedrama fra de sydlige rumænske sletter om roma-slaver og feudale magtforhold. Blot halvandet år efter var Jude tilbage, denne gang på Locarno, hvor Scarred Hearts vandt Juryens Specialpris. Igen er det en historisk film, men nu er vi i trediverne, og i stedet for roma-slaver følger vi en jødisk digter på et sanatorium for tuberkulose ramte. Den bliver nok ikke et lige så stort hit, dertil er en 140 min lang film om folk i gips nok for streng og stillestående, omend tiden fløj af sted mens jeg stirrede på absurd fantastiske billeder og sank ind Rumæniens fortid.

Max Blecher levede 1909-1938 og led de sidste ti år af hans liv af Pott’s sygdom, tuberkulose i rygsøjlen, hvilket det meste af tiden gjorde ham sengeliggende. Han skrev alligevel flere bøger og korresponderede med mange andre af Rumænien’s og Europa’s intellektuelle. På dansk har forlaget Basilisk udgivet Hændelser fra den Umiddelbare Uvirkelighed, hvorfra jeg har hentet et citat om film. Den bog er en række minde-udklip, sanselige og impressionistiske, og filmen kan minde lidt om den, små udklip af livet på sanatoriet, med citater fra Blecher konstant klippet ind, de fleste af dem beskrivelser af karakterens indre. Reelt er filmens hovedperson ikke Max Blecher, han hedder Emanuel, kaldet Manu, og hans sygdomsforløb er komprimeret til to år frem for ti, men Scarred Hearts er meget eksplicit om at koble de to sammen.

Sjældent er et miljø skildret så stærkt som sanatoriet her. Det er en verden som Emanuel træder ind i, en verden med regler, rutiner, mærkværdige syn og lyde. Patienternes skrig kan ofte høres i det fjerne, ligesom der sidder folk fast i mærkelige maskiner i baggrunden af mange scener. Det bliver ikke italesat, der hænger bare en halvnøgen kvinde fra kroge i loftet mens Emanuel får lagt gips om sin brystkasse. Verdenen fortæller så meget mere end plottet, f.eks. ser vi i kontrasten mellem Emanuel’s nøgne og tomme privatstue og den hyggeligt indrettede stue hvor han besøger Isa hvor længe hun må have lagt der, hvor meget sygdomsforløbet har overtaget alt andet i hendes liv. Samtidig dykker filmen også ind i Rumæniens historie, som bliver den oplevet i real-time. Centralt er valget i 1937, hvor den fascistiske jerngarde opnåede 15% af stemmerne. Diskussioner om Kong Carol 2.’s behandling af bevægelsen, om bevægelsens mord på premierminister Ion Duca, eller om den unge filosof Emil Cioran’s opfattelse af Hitler og anti-semitismen – som tydeligvis lader til at gå intellektuelle Emanuel en del på – kan virke afskrækkende, men de fleste har vel et grundrids af tredivernes historie i deres hoved, og resten kan man læse sig til mellem første og anden gennemsening af dette givende og flotte mesterværk.

Men når filmen er så fantastisk skyldes det naturligvis ikke politiske diskussioner, nej, det kommer naturligvis fra æstetikken. Når en film bliver beskrevet som ‘postkort’-agtig er det ofte ment negativt, som om filmen er køn uden dybde, men Scarred Hearts opbygger en æstetik som minder om et gammelt falmet postkort fra dengang – ligesom den sorthvide Aferim! lignede fotografier fra 1800-tallet ligner Scarred Hearts gerne farvelagte fotografier fra trediverne og fyrrerne. Billedet er holdt næsten kvadratisk, med rundede hjørner, lidt ligesom i Lisandro Alonso’s Jauja, en anden dioramisk historiefremstilling. Som i Aferim! står kameraet stille, men drejer sig gerne for at følge personerne i deres verden – emend eftersom de fleste personer ikke er så bevægelige bevæger kameraet sig heller ikke ret meget. Når jeg nævner dioramaer er det med vilje, for der er en fornemmelse af tredimensionalitet i mange af billederne, forgrund, mellemgrund, uendelig baggrund. Selvom Jude er dygtig til de lodrette og vandrette linjer, som i hest og vogn på billedet ovenover, så lader han lige så ofte menneskene ligge på tværs af billedet, leger med dybdeperspektiver.

Men åh, den uendelige baggrund! Scarred Hearts har måske de bedste bølger jeg nogensinde har set på film! Sanatoriet ligger naturligvis lige ud til havet, Sortehavet, og fra både terasse og Emanuel’s private rum kan man fornemme havet ligge og ulme uendeligt i baggrunden. Til tider komponeres der billeder hvor menneskene synes uendeligt små i forhold til himmel og hav, nogle af dem kan jeg ikke helt greje hvordan i alverden dog er blevet optaget. Filmen er filmet på 35 mm med brug af naturligt lys, og hvilket lys! Der er en fantastisk varm glød fra pærerne på hospitalet, og sollys synes at oplyse hele verden, i nogle scener går en sky for solen, og det føles som om livet går under. Selvom der ikke er helt så meget humor som i Aferim! – sproget er især ændret, fra det forbløffende sjofle og ligefremme slette-sprog i 1800-tallet, til et poetisk, intellektuelt sprog, omend Emanuel’s konstante recitation af reklame-slogans da også er muntert engang imellem – så bør den surrealistiske verden og de tragi-komiske indslag – hvordan har man f.eks. sex når hele kroppen er i gips? – kunne holde de fleste fast. Som sagt, jeg var overrasket da 140 minutter var gået og filmen var forbi, så meget var jeg rejst dybt ind i hændelserne fra Max Blecher’s uvirkelige liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.