Palmesøndag del 327
(아가씨, Agassi, Park Chan-wook, Sydkorea
Cannes 2016, Vulcan Teknisk Pris (Ryu Seong-hie, art direction))
Jeg havde faktisk ikke så vanvittig høje forventninger, da jeg gik i biografen for at se The Handmaiden i 2016. Det var ti år siden Park Chan-wook havde færdiggjort sin væsentlige hævn-trilogi, og siden da havde han ikke gjort så vanvittigt meget væsen af sig efter min mening. I 2013 lavede han sin første engelsk-sprogede film, Stoker, der var endnu mindre særlig end det han ellers havde lavet før. Så for mig var The Handmaiden et klokkeklart comeback.
Det er på nærmest alle parametre, at Park Chan-wook løfter sig her. Plot-mæssigt var han længe blandt de bedste genre-instruktører, men det twist’ede plot til The Handmaiden er alligevel usædvanligt godt, selv for ham. Visuelt er det også en glidende fremgang fra det forrige. Og så er det som om han den her gang formår at få lagt ekstra meget tematisk bund i filmen. Der er ikke så mange koreanske film, der tager livtag med tiden under japansk overherredømme, og da sket ikke hvor skurkene stadig er koreanske kollaboratører. The Handmaiden er dels fremragende genreunderholdning, men også på sin egen vis en virkelig modig film.
The Handmaiden er baseret på Sarah Waters’ roman Fingersmith (2002), men der er foretaget store ændringer i plottet, efter min mening så klart til det bedre. Park flytter fortællingen fra England i det 19. århundrede og til Korea under den japanske besættelse, men setuppet er det samme: En fattig ung kvinde – her ved navn Sook-hee (Kim Tae-ri) – bliver ansat hos en rig ‘Lady’ – her en japansk kvinde ved navn Hideko (Kim Min-hee, som filmnørder nu kender fra alle de film hun har lavet med Hong Sang-soo) – men Sook-hee er i virkeligheden i ledtog med en mystisk mand – her en koreansk mand, med det japanske adelige navn Fujiwara – for at få fingre i Hidekos penge. Sook-hee skal hjælpe Fujiwara med at forføre Hideko, men ender med selv at forelske sig i hende. Og så er det at plottet går fuldstændig amok i intriger inde i intriger, twists og flashbacks. Og her ender The Handmaiden med at adskille sig rigtig meget fra Fingersmith.
Der findes to slags twist. Der er det typiske, det som Park Chan-wook eksekverede ekvilibristisk i Oldboy. Der hvor alt destabiliseres og vendes på hovedet, så intet er som før. Men så findes der det andet. Der hvor tingene egentlig ikke vendes på hovedet, men hvor det er den mangel på omvæltning, som er overraskende. Her lavede Park Chan-wook også et rigtig godt eksempel med Lady Vengeance. Til sidst her finder vi ud af noget overraskende om den mand som hovedpersonerne vil hævne sig på, men det vender ikke tingene på hovedet, det understreger faktisk bare hvor meget han fortjener sin straf. Og det føles nærmest endnu mere overraskende, for sjældent hos Park Chan-wook er tingene sort/hvide, og hævn var hidtil beskrevet som noget futilt. Det twist er endnu mere chokerende i sin insisterende simpelhed.
Romanen Fingersmith er fyldt med twists af første type. Men Park Chan-wook erstatter en del af dem med twists af anden type. I Fingersmith bliver de to kvinder i centrum udsat for mangt og meget, deres tillid forrådes, og de kastes ud i den ene krise efter den anden, indtil de måske kan finde hinanden. I The Handmaiden beskrives båndet mellem dem som stærkt og ægte, og så kommer der en række twists, og så viser det sig at… båndet mellem dem sgu var stærkt og ægte! Det er i høj grad her, at filmen får brugt sin LGBT-subtekst konstruktivt og anderledes. Der er klichéen om den ‘tragiske queer’, hvor de ikke-normative karakterer bliver til martyrer og ofre. I The Handmaiden, derimod, så skaber forholdet mellem de to kvinder en fordel i kampen mellem karaktererne, fordi de to reelt kan stole på hinanden. Det burde ikke føles overraskende i 2016, men det gør det alligevel. Det lesbiske forhold er en styrke, og kun en styrke.
Det kommer også til udtryk, fordi Park Chan-wook her finder en overraskende varme i sin æstetik. Den vildeste kærlighedsscene mellem karaktererne er f.eks nok den hvor Sook-hee hjælper Hideko med at komme af med en rokketand. Her sitrer det i kontakten mellem finger og tand. De andre sexscener har måske nok et mandligt blik – jeg ved det faktisk ikke rigtigt – men der er gjort en indsats for at vise glæde ved kroppe og berøringer. Særligt vidunderligt er hvordan den centrale sexscene vises to gange: Først er den egentlig ret lang, men så i filmens anden del, efter de første twists har destabiliseret alt, så får vi den igen i en endnu længere og mere eksplicit del, og det er netop fordi intimiteten mellem de to her stadigvæk klinger så ægte, at vi accepterer den næste række af twist. Det er ret god brug af en nøgenscene. Og til sidst, hvor de to nøgne kvinder leger med metalkugler, så er det den ringlende metallyd der bærer filmen ud, lyden af leg og intimitet, der bliver sat til at hænge ved, frem for billeder af bryster eller kønsdele.
Hele æstetikken er et niveau højere end sædvanligt. Der er scener, særligt i den japanske del af det store hus, hvor inddelingen af rum ligner ruder i en tegneserie. Der er en blanding af vestlig og koreansk og japansk æstetik – tilsat et skvæt Kina, det er den kinesiske erotiske klassiker Jin Ping Mei de læser højt af – som også sætter sig i resten af filmsproget. The Handmaiden er en fortælling om identitet, om koreanere der gerne vil være japanere, om folks forhold til Vesten, om en rig lady og en fattig handmaiden, og hvordan karaktererne kan navigere i det morads. Park Chan-wook leverer en hybrid-æstetik, ikke bare Hollywood-amerikansk, men heller ikke et forsøg på at skabe en ‘autentisk’ asiatisk stil, der kan føles selvfølgelig – den er ikke væsensforskellig fra Parks tidligere film som Thirst, ligesom Bong Joon-ho også har noget af det samme – men som her fungerer bedre end nogensinde før hos Park, fordi det spiller sammen med filmens tematik.
I årene efter The Handmaiden eksploderede det igen for koreansk kultur. Det var i forvejen stort, K-pop var populært hos mange unge, K-dramaer blev vist via Netflix, men pludselig var BTS verdens største gruppe, Parasite vandt både Guldpalme og Oscar, og Squid Game var årets største tv-serie. Det er som om noget faldt på plads. Koreansk kultur holdt op med at være ‘eksotisk’, og slog amerikaniseret kultur på dets hjemmebaner. Det gjorde det i høj grad fordi form og indhold fandt sammen, fordi hybrid-æstetik fandt sammen med fortællinger om hybridiseret identitet. Det er The Handmaiden et af de første og bedste eksempler på.