Palmesøndag del 342
(Lukas Dhont, Belgien
Cannes 2022, Jury Grand Prix)

Glenn Bechs prisvindende manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet slutter med kapitlet ‘Julius’. Her fortælles om et varmt efterskole-venskab mellem den unge hovedperson og den jævnaldrende dreng Julius, et venskab der slutter brat, da mistanke om homoseksualitet begynder at brede sig. Der står:

jeg elskede ham på den mest ligefremme, selvmorderisk villige måde
og jeg tror egentlig også han elskede mig
dog turde han næppe risikere livet

livet som han kendte til
det liv han var blevet lovet
som endnu befandt sig inden for rækkevidde

Jeg tænkte på Bechs bog da jeg så Lukas Dhonts film Close. Dels fordi de to værkers fortællinger minder om hinanden. Men også fordi de er stik modsatte. Bech fortæller fra den forladtes synsvinkel, giver indsigt i en helt særlig smerte. Men Dhont bliver hos den, der forlader, hos hans udgave af Julius, vi får ingen som helst indsigt i den forladtes syn på sagen.

Det er sigende for en film, der emmer af forudsigelighed, og undgår ethvert tilløb til særlig indsigt, for istedet at dyrke ‘universelle’ følelser, der kammer over og bliver til klichéer. Det er sigende for Dhonts uomtvistelige talent, at Close alligevel er så vellavet en film, at den er værd at se. Men den unge belgiske instruktør er på vej i den helt forkerte retning.

De to drenge i centrum af Dhonts film hedder Léo og Rémi. De er så gode venner, at Léo sover de fleste nætter hos Rémi, hvor de sover i ske i samme seng. Da de starter i en ny skole bliver deres venskab dog udfordret, da nogle klassekammerater begynder at spørge om de er kærester. Léo bliver sur, benægter, trækker sig væk. Rémi siger ikke så meget, men bliver mere og mere såret. Og så holder filmen helt op med at handle om Rémi, mens vi nu kun følger Léo, der kæmper med skyld og savn efter at have mistet sit største venskab. Så altså, helt det omvendte fokus af Glenn Bech. Men til gengæld en udvikling, der minder om Lukas Dhonts debutfilm Girl, samt desværre nogle af de værste klichéer fra gammeldags queer-film.

Girl var en sensation da den var på Cannes i 2018, hvor den endte med at vinde Camera d’Or til den da kun 27-årige Dhont. Filmen handler om den lille transpige Lara, der gennemgår sin transition samtidig med at hun træner benhårdt for at blive balletdanser, en kombination der viser sig at være umanerlig hård for hendes krop. Filmen er på den ene side en af meget få arthouse-film, der skildrer transbørns liv med indsigt og empati, men fik også kritik fra queer-personer, dels for at have kastet en cis-dreng til rollen som Lara – hvilket godt kan forsvares, eftersom Lara først lige er gået i gang med sin transition, og netop er frustreret over at hendes krop ikke ændrer sig hurtigt nok – samt for alligevel at læne sig op af for mange klichéer om transpersoner, dels ved at have et ret stort fokus på kønsdele, dels ved i sidste del af filmen at inddrage for meget tragik, for meget vold – hvilket mindre kan forsvares, for det hænger ikke sammen med resten af filmen, føles manipulerende.

Jeg kunne meget godt lide Girl, men havde også mine forbehold. Det føltes som en meget ung film, dels ret egensindig, ret frisk og ny, men også vaklende i sin dramaturgi, og med lidt for mange klichéer. Det triste ved Close er, at det viderefører og forstærker alle de værste elementer ved Girl. Den er for forudsigelig – jeg har forsøgt ikke at spoile hvad der sker undervejs, men de fleste kan formentlig gætte sig til det – og så er det så altså anden film i træk, hvor Dhont bruger klichéen om den tragiske queer-karakter, og iscenesætter det for at trække flest tårer hos det brede publikum, hvilket nu føles for manipulativt og kynisk. Altså bortset fra, at vi ved så lidt om Rémi, at vi ikke ved om han er en queer-karakter. Han er nærmest ikke en karakter, han er en tom skal, der udsættes for tragiske ulykker, så filmens hovedperson, Léo, der til gengæld virker mere typisk maskulin, kan gennemgå sin vigtige personlige udvikling. Hvilket er et kæmpe tilbageskridt fra Girl, der trods alt var solidarisk og nysgerrig om sin queer hovedperson.

Men selvom jeg var ret kold over for filmens mest tragiske scener, så betød det også jeg kunne betragte det ret upåvirket, og det er altså fornemt filmisk arbejde. Vejret bliver mørkere, Léo kigger ud af et regnvådt vindue, hvorigennem mennesker bliver til utydelige mørke spøgelsesagtige personer. Lyden forsvinder, der er intet andet i verden end Léo og hans ulykker. Det er enormt effektivt, og ganske innovativt.

Og Dhont har stadigvæk sine helt egne æstetiske styrker. Han er ikke en skaber af metervare-film, der er taget vidunderlige filmiske valg i Close, der for eksempel følger sine karakterer over et helt år, så vi både får årstidernes skiften, samtidig med at det i bedste Malmros-stil gør, at børnene lige bliver det år ældre og større som filmen går. Ligesom med balletdanseren Lara fokuserer Close også enormt meget på karakterernes bevægelser, f.eks hvordan Léo og Rémi altid er i fart, i løb eller på cykel, mens de hvirvler sammen mod fremtiden. Og senere følges Léos ishockey-træning minutiøst, vi ser hvordan han træner sin krop, lærer at falde og komme op igen, men også hvordan han forsøger at omforme sin indre tumult gennem lidt for voldsomme løb ind i vægge og bander. Og endelig er filmens farver helt vidunderlige, fra hvordan Léo og Rémi altid går klædt i henholdsvis hvidt og rødt, til hvordan lyset falder over husenes farvestrålende vægge, eller de vidunderlige blomster-marker hvor Léos familie arbejder. Dhont er vitterligt et talent, jeg skal ikke forsøge at kalde ham en dårlig instruktør.

Men jeg kan altså ikke med hans fortællinger. Han fortæller queer-historier som man gjorde det i halvfemserne, og går mere og mere i en gammeldags retning. Close er en mindre moden film end Girl, og føles i mindre grad som en film fra det 21. århundrede. Fordi det er så kliché-fyldt, og fordi han arbejder med de samme klichéer i begge sine film, gennemskuede jeg Close under halvvejs gennem filmen, og så føltes det ikke som en stærk følelsesmæssig oplevelse, det føltes manipulativt. At Dhont er fremragende til at lave de her tricks gør ikke Close til en meget ‘bedre’ film i min bog. Men det giver dog løfter om fremtiden. Når jeg ser Dhont blive udråbt til sin generations største talent, så stejler jeg lidt, og kommer til at tænke på et væld af nye instruktører, som jeg synes laver meget bedre film. Men Dhont er stadig kun 32 år gammel. De fleste af de andre jeg tænker på havde heller ikke lavet mesterværker i den alder. Og jeg tror vitterlig Dhont kan komme til at lave film, hvor jeg får den samme oplevelse som så mange andre har haft med Close. For han har både viljen og evnerne til at gå nye veje og skabe overrumplende billeder og situationer.