Palmesøndag del 445
(Жена Чайковского, Zhena Chaikovskogo, Kirill Serebrennikov, Rusland
Cannes 2022)

Hovedkonkurrencen i Cannes 2022, første Cannes efter Ruslands invasion af Ukraine, begyndte med en russisk film. Det virker helt bizart. Under åbningsceremonien talte Volodymyr Zelenskyj til de forsamlede pinger, så festivalen positionerede sig bestemt som pro-Ukraine. Men de fik også lige markeret, at de er en uafhængig festival, at de ikke boykotter og udelukker. Og de har vel også tænkt, at inklusionen af en russisk film ville vise festivalen sætter kvalitet over alt andet. Men så skulle de nok have valgt en bedre film at vise end Kirill Serebrennikovs Tchaikovsky’s Wife…

Tchaikovsky’s Wife var udover at den er dårlig nærmest den perfekte russiske film at vise i Vest i 2022. Kirill Serebrennikov havde selv siddet i husarrest som en af Putins fjender, og han flyttede efter invasionen til Vesteuropa, da han var imod krigen. Titelrollen som den russiske komponist Pjotr Ilitj Tjajkovskij spilles af amerikaneren Odin Biron, der havde en ret stor karriere på russisk tv, inden han også forlod landet igen efter invasionen. Både Serebrennikov og Biron er i øvrigt homoseksuelle, lige som Tjajkovskij var det, hvilket er et tema i filmen, og stadigvæk kæmpe tabu i Rusland. Så på den vis kunne filmen dårligt ligge mindre i tråd med Putins planer for russisk film.

Men Tchaikovsky’s Wife er ikke rigtig nogen god film, og den virker helt ude af trit med stemningen om Rusland efter krigen. Det er en typisk film lavet under et diktatur: Man kunne kalde den subversiv, i den måde den tydeligvis omhandler homoseksualitet uden at nævne det, og i dens ret tydelige subtekst om måden hvorpå homofobi og generel statslig og kulturel undertrykkelse knuser uskyldige individer. Men tiden er efter Ukraine-invasionen løbet fra afdæmpet subversiv russisk filmkunst. Det ville også have været kedeligt i 2021, men da filmen fik premiere virkede den som en ekstra gammeldags film.

At Tjajkovskij (som nævnt spillet af Odin Biron) var homoseksuel er der ikke meget tvivl om – det står mere eller mindre direkte i breve og erindringer. Men dengang som nu var det ildeset i Rusland, og presset for at finde sig en kone må have været ret stort. Præcis hvorfor det skulle være Antonina Miljukova (Alyona Mikhaylova) virker meget uklart, og giftermålet i 1877 var en kæmpe katastrofe. Tjajkovskij flyttede væk igen kort efter bryllupsrejsen, men da Miljukova nægtede at blive skilt var de teknisk set gift indtil komponistens død i 1893. Miljukova døde i 1917, efter at have været indlagt på et sanatorium de sidste tyve år af sit liv.

Det er grundrisset i fortællingen. Resten er der modstridende informationer om – mange af Tjajkovskijs venner har skrevet meget negativt om Miljukova, men det er uvist hvor pålideligt det er, Miljukovas egne erindringer er… mærkelige… – så der er rigeligt plads til at en kunstner som Serebrennikov kunne sætte sit eget præg på fortællingen. Men det sker ikke rigtigt. Man kan nærmest sige, at han dyrker uvisheden. Så Miljukova er en ung kvinde, der forelsker sig på afstand i den store komponist, og som første gang de er alene sammen fortæller at hun vil giftes med ham. Præcis hvorfor Tjajkovskij indvilliger er lidt uklart, omend lovningen om en stor medgift lader til at være medvirkende årsag. Det er også enormt uklart for Miljukova hvorfor han så hurtigt vil skilles igen, og det bliver heller aldrig rigtig skåret ud i pap for publikum, men alle moderne mennesker kan læse nok mellem linjerne til at forstå, hvorfor han hellere vil hænge ud med alle de smukke unge mænd han konstant lader sig omgive af. Måske ingen tør forklare Miljukova at Tjajkovskij er bøsse, af frygt for at hun skal gøre det offenligt og dermed skabe skandale, men resultatet er i stedet en kæmpe gang gaslighting, som ender med at drive den unge kvinde til vanvid. Ironisk nok bliver det dermed den heteroseksuelle kvinde, der knækker halsen på det russiske samfunds had til mandlige homoseksuelle, og det helt uden at hun nogensinde rigtig forstår det…

Det er jo egentlig en ret fin fortælling, og med at pudsigt og skægt budskab om faren ved homofobi, der stadigvæk er så relativt subtilt at man næsten kunne tro filmen kunne være blevet vist i Rusland for nogle år tilbage. Men det blev den selvfølgelig ikke efter Putin strammede grebet om samfundet, i stedet forlod de centrale filmskabere Serebrennikov og Biron landet. Så den kunne næsten ligesågodt have været fuld af eksplicit bøssesex og direktet skildret had og forfølgelse af mænd, men det kunne man jo ikke vide.

Men hvad der er sørgeligt forudsigeligt er, hvordan den energi som Serebrennikovs film havde haft i film som Sommer og Petrov’s Flu, her nærmest helt forsvinder i kostumedramaet. Det ser meget flot og gennemført ud, men alt går langsomt, alt er pænt og gennemarbejdet – selv når vi er i grimme og fattige omgivelser – og alt føles tungt at danse med. Som alle de seneste Serebrennikov-film er den ca to en halv time lang, hvilket næsten altid er for meget, og Tchaikovsky’s Wife føles ekstra lang. Den har ikke idérigdommen fra Petrov’s Flu, eller den rockede energi fra Sommer og Limonov: The Ballad.

Der er masser af måder man kan lege med 1800-tallet på i sin kunst, med anakronismer eller kontrafaktiske idéer, men Serebrennikov lader ikke til at ville gøre særlig meget med tidsbilledet, udover at genskabe det. Der er godt med drømme og fantasier, hvilket til tider er meget sjovt, når et lig bliver vækket til live og skælder Miljukova ud, eller når der sluttes af med en stor koreografi, men det føles lidt tamt, også bare sammenlignet med Serebrennikov selv når han giver den mest gas.

Og endnu mere tamt bliver det, hvis man sammenligner med andre russiske filmskabere. For hele det med at lave et tidsbillede, og fortælle virkelig meget med det tidsbillede, er noget som russisk film er fyldt med. Andrej Tarkovskijs Den yderste dom om maleren Andrej Rubljov er et klasseeksempel, der handler om alt muligt andet end bare en malers liv, og instruktører som Alexander Sokurov og Aleksej German har i film som Russian Ark og The Sun (Sokurov) eller My Friend Ivan Lapshin og Hard To Be A God (German) skabt værker, hvor ekstremt gennemførte og overlæssede historiske scenografier nærmest er pointen i sig selv. Hvor genskabelsen af fortiden – eller en mulig fortid, eller en spekulativ fortid – er så gennemført, at man nærmest kan lugte det hele. Sammenlignet med den slags film er æstetikken i Tchaikovsky’s Wife virkelig tam, først og fremmest virkelig grøn hele tiden, og så derudover meget gennemsnitlig kunstfilms-æstetisk.

Det er bare ikke nogen vellykket film. Lang og kedelig, alt for subtil, ikke gennemarbejdet nok, lidt tom. Forståeligt nok, at Serebrennikov havde en hel masse ting han skulle ud med efter at have været holdt nede så længe af Putin, men i den hvirvelvind af film og teater han lavede i første halvdel af tyverne, som i forvejen nok var så meget kvantitet at det gik ud over kvalitet, er Tchaikovsky’s Wife det som mindst fungerer.

Serien om Kirill Serebrennikov fortsætter med Limonov: The Ballad of Eddie