Palmesøndag del 446
(പ്രഭയായ് നിനച്ചതെല്ലം, Payal Kapadia, Indien
Cannes 2024, Jury Grand Prix)

39-årige Payal Kapadia har allerede skrevet sig ind i filmhistorien. Med sin blot anden film kom hun i Hovedkonkurrence i Cannes som første indiske filmskaber i 30 år, og sensationelt løb All We Imagine As Light med anden-præmien, Jury Grand Prix. Indien plejede at være en af verdens største filmnationer, kommercielt såvel som kunstnerisk, og hvis indisk film nogensinde bliver til noget som helst igen, så vil Payal Kapadia og hendes to første film være en stor del af grunden.

Men hun er ikke nogen bannerfører for indisk film. Debuten A Night of Knowing Nothing og denne prisvindende opfølger er så egensindige, så legende eksperimenterende og subtilt nyskabende, at det først og fremmest er Kapadia’sk. Hun er blevet sammenlignet med kunstfilmens helt store ikoner, som belgiske Chantal Akerman, Hong Kong-legenden Wong Kar-wai og den thailandske Palme-vinder Apichatpong Weerasethakul. Men ingen af de sammenligner rammer helt rigtigt. Hun er sig selv.

Og som hver gang, når noget reelt nyt og anderledes viser sig i biograferne, så er det svært og lidt mystisk og uhåndterligt. All We Imagine As Light er således nok ikke årets store crowdpleaser. Men for enhver filmfan, der kan lide at blive overrasket, så er det sæsonens helt store mustsee.

All We Imagine As Light handler om tre enlige kvinder i Mumbai, der alle tre arbejder som sygeplejerske på et stort hospital. Unge ugifte Anu (Divya Prabha) får tilsendt profiler på potentielle ægtemænd, som hendes forældre godt kunne se hende blive arrangeret gift med, men har i smug et forhold til den unge muslimske mand Shiaz (Hridhu Haroon). Lidt ældre Prabha (Kani Kusruti) er gift, men hendes mand emigrerede straks efter brylluppet til Tyskland, hun har været alene lige siden, og selvom den flinke læge Dr Manoj (Azees Nedumangad) udviser interesse, er hun usikker på, om hun tør gøre noget så upassende som at have et nyt forhold. Og Parvati (Chhaya Kadam) er enke, og eftersom hendes afdøde mand aldrig fik fortalt, hvor han gjorde af papirerne på deres lejlighed, står hun til at blive smidt på gaden.

Det er tre ret simple fortællinger, men den virkelige fortælling i filmen handler om de tre kvinders forhold til Mumbai, til et på én gang moderne og ekstremt traditionelt Indien, samt i sidste ende til hinanden.

Kapadias debut A Night Of Knowing Nothing vandt prisen for bedste dokumentar i Cannes i 2021 og blev siden vist på CPH:DOX. Det er en meget mærkelig film, hvis blanding af fiktion og dokumentar jeg stadigvæk ikke helt har hånd om. Den påstår at skildre en kærlighedsaffære mellem en ung kvinde og en ung mand, baseret på kvindens breve som filmskaberne har fundet, men hele den del virker meget fiktiv med poetiske breve oplæst over ekstremt smukke sorthvid-billeder.

Efterhånden bliver det unge par dog involveret i studenterpolitik på den filmskole, hvor de går, og snart begynder virkelige skrækfortællinger om kastediskrimination, vold mod kvinder, og politiundertrykkelse at blive oprullet. I filmens sidste del blandes billedlige vidnesbyrd fra mobiltelefoner og overvågningskameraer med en nu meget mørk og afdæmpet brevveksling.

Også All We Imagine As Light blander fiktion og dokumentar, men med vægt på det fiktive. Vi ser dog en række små klip af livet i Mumbai, hvor vi hører personer fortælle om deres forhold til den gigantiske by, hvortil så mange immigrerer fra fattige landsby-samfund, måske påvirket af drømmene fra den lokale filmindustri kaldet Bollywood, måske bare i håbet om at kunne være mere fri i storbyens mylder, end i en lille landsby hvor alle kender alle.

Der er en helt fantastisk fornemmelse af storbyliv i rigtig mange sekvenser. Særligt i fortællingen om Anu og Shiaz. De to unge elskere kan ikke finde et rum til deres kærlighed, men kan kysse lidt og fortælle intime historier, når de er anonyme i menneskemængden, så vi ser dem hviske om sex i busser og toge, eller kysse i parkeringskældre og til fodboldkampe. Det er vidunderlig intimt.

Men ellers er det enormt svært at skabe intimitet i den her film. Mumbai virker som en alt for stor by, med alt for mange mennesker, og hvor man altid må være bange for, at nogle skal se en. De tre kvinder har også svært ved at finde hinanden, desuagtet at de er gode venner, og at Anu og Prabha endda bor sammen.

Filmsproget underminerer også konstant og hele tiden samhørigheden. Kapadias kamera stiller sig mærkelige steder, filmer kun den ene person i en samtale, bryder nogle gange de gængse filmiske regler, der lige netop skal lade os nemt afkode, hvordan personerne relaterer sig til hinanden. Så i en scene kigger Prabha til venstre på Anu, vi ser, hvad Anu laver, og da vi klipper tilbage til Prabha, er det filmet fra den anden side, så hun nu kigger til højre. Så det ser ud som om, hun kigger et andet sted hen, selvom det bare er kameraet, der har flyttet sig. Den slags er filmen fuld af.

Eller, det er jeg ret sikker på, at filmen er fuld af. Det er helt ærligt svært at gennemskue, hvad der foregår, når en filmskaber som Kapadia på den måde med fuldt overlæg og ganske legende lader til at bryde med de gængse filmregler, og jeg har kun set filmen én gang. Det tog mig tre visninger at få hånd om A Night of Knowing Nothing, og jeg tænker det samme kan gøre sig gældende med A Night of Knowing Nothing.

Eller også kommer jeg først til at føle, jeg forstår Kapadias æstetik, når hun forhåbentlig får lavet lige så gode film nummer tre, fire og fem. Jeg har hypoteser. Der er noget med hendes glæde ved breve og lignende intime monologer, hvor karakterer skaber intimitet via sproget, på en måde de ikke kan finde i overlæssede rum og under politisk kaos.

Hendes essayistiske skildring af en by minder mig faktisk mest om norske Joachim Triers Oslo 31. august. Hendes brug af rum til at skildre samhørighed har også noget Frelle Petersen’sk over sig. Og med sine neonglitrende billeder, blanding af virkelighed med noget langt mere drømmende, og fokus på kvinders rolle i et land, hvor vi i Vest mest hører om de mænd, der rejser over til os, minder hun mig om den geniale fransk-sengalesiske instruktør Mati Diop (Atlantics, Dahomey).

Men jeg er en dårlig kritiker den her gang. For jeg kan ikke skære ud i pap, hvorfor alle skal se All We Imagine As Light. Jeg kan kun sige, at den er et must for alle, der kan lide det overraskende, det anderledes, det sitrende og anspændt forventningsfulde. For os er det en af årets største filmoplevelser.