Palmesøndag del 447
(Kirill Serebrennikov, Frankrig/Rusland
Cannes 2024)
Som nævnt i en tidligere anmeldelse udtalte Kirill Serebrennikov i forbindelse med teater-opførslen af Ivan Gontjarovs roman An Ordinary Story sådan her:
‘Russian classical literature has a terrible fate: it ends up in the school, the school curriculum, and becomes favourite material for Youth Theatre. But in the second half of the 19th century, when “An Ordinary Story” came out, it was one of the most controversial and vivid novels, the most discussed, and provoked the same heated debates as those that are now stirred by the books of Vladimir Sorokin or Zakhar Prilepin – in a word, it was powerful and effective literature. We would like it to have the same level of sharpness and polemicity here‘
Sorokin er måske kendt for danske læsere, hans bog En opritjniks dag blev oversat til dansk, men Prilepin er nok ganske ukendt. Prilepin er ultranationalist, har kæmpet i såvel Tjetjenien som Donbass, og Serebrennikov lavede i 2012 en teaterudgave af hans roman Sankya, der er baseret på Prilepins egen historie som fodsoldat i det russiske Nationalbolsjevitiske Parti. Der ledes af ingen ringere end en vis Eddie Limonov.
Eddie Limonov er et perfekt emne for Serebrennikov. Han er også forfatter, hans bøger fra firserne var berømte, provokerende, effektive. Og efter Sovjetunionens fald blev han en mørk figur, leder af Nationalbolsjevikkerne, en mærkværdig blanding af ultravenstre og ultrahøjre, i fængsel som Putin-kritiker, men fan af krig og vold, især i Ukraine.
Det giver mening at Serebrennikov ville lave en film om Limonov. Det giver også mening, at han først gjorde det efter han endegyldigt gik i eksil fra Rusland, for franske penge, men på engelsk og med en engelsk stjerne – Ben Whishaw – i hovedrollen. Det giver ligeledes mening, at Limonov: The Ballad of Eddie er en af Serebrennikovs mest æstetisk gennemførte film, der konstant skifter stil og er fuld af bravura-passager.
Men altså. Helt godt er det altså ikke. Serebrennikovs hårdtslående og opulente ‘effektive’ filmæstetik ramler lidt ind i det problem, at han aldrig rigtig får formidlet hvem Limonov egentlig er, hvilket måske hverken er et problem i Rusland eller Frankrig, hvor han var ret så kendt, men filmen ender for mig som mindre Limonov-bekendt med at føles som en stor flot tom tønde.
Eduard Limonov (1943-2020) voksede op i Kharkiv, Ukraine, i det daværende Sovjetunionen, og forsøgte sig som digter. Måske smed KGB ham i eksil, måske fik han bare lov til at rejse, i hvert fald tog han med sin kone til New York i 1974, hvor han drev rundt og skrev videre, uden den store succes. Successen kom først da It’s Me, Eddie blev oversat til fransk i 1980. Det var en punket roman om at være russer i New York, drive rundt og forsøge at skrive, og have sex med både mænd og kvinder. Franskmændene var ellevilde. Limonov flyttede til Frankrig og udgav flere romaner, hvoraf de fleste lader til at handle om ham selv, og da Sovjetunionen faldt flyttede han tilbage til Rusland, hvor han altså blev russisk nationalist.
Serebrennikov skildrer det hele, men meget springende og med skiftende æstetik. Den unge tid i Rusland er i kvadratisk format, til at begynde med endda også i sort/hvid, først da Eddie skrider fra det heteronormative ægteskab som han hævder ‘holder ham tilbage’ kommer der farver på filmen. Og da Eddie og hans nye glamourøse modelkone flytter til USA skifter vi endda til bredformat. Det er lidt svært at se hvordan Eddie får succes, for vi ser ham ikke gøre meget andet end at gøre nar af amerikanere, blive forladt af konen – som han forsøger at kvæle da han finder ud af hun har haft sex med en anden – blive butler, og blive afvist af redaktører. Og nå ja, så har han sex med en sort mand, hvilket skal forestille at være enormt provokerende, og nok har været det både i Frankrig og i Rusland, og Limonov hævdede senere det var fiktion, men Serebrennikov skildrer det meget loyalt og som om det er mega fedt at have sex med mænd.
Det hele bliver ret fragmenteret. Nærmest hele firserne er skildret i en sekvens, hvor Ben Whishaw render rundt i en række bygninger, hvor fjernsynsskærme og graffiti skildrer ting fra det voldsomme årti. Den artistiske succes kommer meget pludseligt, skiftet til politik nærmest endnu mere pludseligt, det er svært helt at regne ud hvad der foregår. Det er næsten som om, at Serebrennikov går ud fra man godt ved alt det i forvejen, og i stedet fortolker på forskellige aspekter af Limonov-figuren. Hvor kedelig han var som ung, hvor meget hans politiske bevægelse var en punk-bevægelse der skabte samhørighed hos unge rodløse mænd, hvor fedt det var for ham at have sex med mænd. Der er ingen der siger, at en biopic skal fungere som en introduktion til sit emne, men jeg må indrømme jeg stadig havde svært ved at finde ud af hvad jeg skal mene om Limonov efter at have set filmen.
Det er nok heller ikke meningen det skal være nemt at vide, hvad man skal mene. Som citatet indikerer, så vil Serebrennikov gerne starte debat, gerne provokere. Det gav i Cannes anledning til, at folk stillede spørgsmålstegn ved hvad Serebrennikov egentlig selv mente om Limonov og hans ekstreme nationalistisme. Og Serebrennikov fordømmer den da heller ikke direkte, og viser i stedet hvor tillokkende dens energi er for unge mænd. Men hvis man skulle være i tvivl, så handlede Serebrennikovs næste film The Dissapearance of Josef Mengele om den berygtede nazi-doktor, og instruktøren udtalte, at det var endnu en film om en ond mand. Så der er nok ikke nogen tvivl om, at Serebrennikov synes han skildrer ondskab, narcissisme, opblæsthed, misogyni, racisme, etc, men han gør det inde fra Limonov selv, og med blik for hvor berusende had og vold og fællesskab kan være.
The Disappearance of Josef Mengele blev vist i Cannes Premieres, efter at Serebrennikov ellers havde været i Hovedkonkurrence tre gange på tre år. Det var nok lidt en degradering, og Serebrennikov havde da også lavet mange Cannes-film på meget kort tid, uden at få ret mange priser, og kun mellemgode anmeldelser. Jeg vil sige han med hans fire Cannes-film faktisk opbyggede sin egen stil. Men han viser først og fremmest, at han er teater-instruktør: Han er bedre til at sætte andres idéer op. Han kan tage en tekst/et stykke/en karakter, og lave en ret så vild opsætning af det. Rockstjernen Victor Tsoi, bogen Familien Petrov i og omkring influenzaen, komponisten Tjajkovskij, forfatteren Limonov. Men hans hang til at ville gøre ting ‘effektive’ eller ville lave ting som kan ‘skabe debat’ gør nogle gange, at det føles lidt tomt. Og at man har svært ved helt at finde ud af hvad filmene egentlig forsøger at sige, fordi der er så meget bulder og brag.
Så det meste af det har altså været lidt middelmådigt. Petrov’s Flu er klart min yndlings. Resten er klart værd at se, særligt hvis man interesserer sig for Rusland og russisk kultur.