Palmesøndag del 444
(Петровы в гриппе, Petrovy v grippe, Kirill Serebrennikov, Rusland
Cannes 2021)

Fra 2018 til 2024 var Kirill Serebrennikov i Hovedkonkurrence i Cannes hele fire gange, med Sommer (2018), Petrov’s Flu (2021), Tchaikovsky’s Wife (2022) og Limonov: The Ballad (2024). Fire deltagelser på seks år er nærmest uhørt i disse tider, og det er da særskilt sjældent når ens film ikke får særlig gode anmeldelser og ikke vinder nogle af de store priser… Man kunne fristes til at tro, at Serebrennikovs status i Cannes i høj grad skyldtes han i samme periode blev kendt som en af Ruslands store kunstner-dissidenter, som røg i husarrest på grund af urimelige anklager om økonomisk fusk, og som sidenhen er gået i eksil og nu bor i Berlin. Hans eksil-status har også betydet han i høj grad har lavet fransk-russiske co-produktioner, og franske penge gør bare vejen til Cannes meget lettere for tiden.

Men de her fire Cannes-film har også et samlet tema, og til dels en samlet æstetik: Det er alt sammen kunsterportrætter. Musikere i Sommer og Tchaikovsky’s Wife, en forfatter i Limonov: The Ballad og selvom Petrov er mekaniker, så bruger han sin fritid på at lave tegneserier, og hans tidligere bedste ven var en frustreret forfatter.

Men lige så meget som portrætter af kunstnere er filmene portrætter af det russiske samfund gennem tiden. Fra 1800-tallet hvor den store russiske komponist kæmper med homofobi og seksualitet, over Bresjnev-tiden hvor både musikeren Victor Tsoi og forfatteren Eduard Limonov kæmpede med censuren, og post-Sovjet-tiden omkring årtusindskiftet, hvor mekanikeren Petrov tilbringer et par dage med at drikke vodka og have influenza, alt imens et kaotisk samfund buldrer af sted og bliver mere og mere surrealistisk.

Af de fire film er det nok Petrov’s Flu som passer dårligst ind. Den er ikke biografisk, den er et snapshot af et russisk samfund i en ombrydningstid, og den nærmer sig til tider det magisk realistiske. Men måske er den derfor også Serebrennikovs reneste forsøg på at lave den store russiske samfundsfilm.

Petrov’s Flu er en filmatisering af Aleksej Salnikovs roman Familien Petrov i og omkring influenzaen, der blev oversat til dansk i 2021, og som kan læses på e-reolen, hvis man har lyst. Det er godt nok en virkelig mærkelig struktureret roman, som jeg var lidt spændt på hvordan i alverden man skulle kunne filmatisere. Det går meget godt de første par kapitler: Vi møder Petrov, der er mekaniker, laver tegneserier, hvis kone vil skilles, og som har fået en ret voldsom influenza. Han forsøger at komme hjem med bussen, men da hans ven Igor kører op på siden af ham i en ligvogn, og inviterer ham på druk, tager han med. I andet kapitel vågner han op fra sin brandert, og forsøger igen at komme hjem.

Så langt så godt. Men tredje kapitel er så et langt flashback til en nytårsfest Petrov var til som barn i 1971, hvor han tog en kvinde klædt ud som ‘snepige’ i hånden, og derefter er der to kapitler om hans kone Petrova, der arbejder på et bibliotek, og som ikke har turde fortælle Petrov hvorfor hun vil skilles. Og selvom resten af bogen bygger op til et muligt klimaks, i og med Petrov jr også vil til samme slags nytårsfest som Petrov var til som barn, desuagtet at hele familien bliver mere og mere influenza-ramte, så er der også flere og flere flashback-kapitler, inkl et set fra snepigens synspunkt, og hele sammenhængen ender som et stort postulat. Har bogen skildret et sygt samfund eller bare en influenza-epidemi? Har der været rumvæsener involveret, magiske kræfter, religiøse mirakler? Eller bare en række tilfældigheder?

Serebrennikov gør nogle ret fornuftige ting ved Salnikovs mærkværdige roman. Han klipper mellem Petrov og Petrovas fortælling, i stedet for at levere dem den ene efter den anden, og han putter de mange flashbacks ind som afbræk i fortællingen, så det flyder bedre. Undtagen den lange sekvens med snepigen i 1971, der får lov til at stå for sig selv som over en halvtimes sort-hvid film-i-filmen hen imod slutningen. Der er visse ting, som han ikke kan få til at fungere, som f.eks Petrovas mærkelige hemmelighed. I bogen får vi først at vide, at hun skammer sig over de ting hun gør med andre mænd, og det virker som om hun har affærer, og så senere finder vi ud af at hun er psykotisk massemorder og har slået et væld af mænd ihjel (eller er hun? intet er helt klart i hverken bog eller film) I filmen ser vi hende meget hurtigt myrde en mand, men det er vist tydeligt bare en feberdrøm, og det er endnu mindre tydeligt om hun egentlig gør noget som helst.

Der er andre ting, som jeg ikke ville have troet kunne gøres på film, som Serebrennikov til gengæld ser ud til at have brugt rigtig mange kræfter på. Ting, som egentlig bare er små indskudte sætninger i bogen, bliver til hele sekvenser, eller gentagne effekter. Vi får f.eks at vide på et tidspunkt, at snepigen har for vane at forestille sig mænd nøgne, hvilket blot er et par sjove sætninger i bogen, men bliver en tilbagevendende og dybt mærkværdig effekt i filmen. En mand går ud af rummet, og når han to sekunder efter kommer tilbage igen er han nøgen. Når Petrov i bogen tænker han er så frustreret han har lyst til at skyde nogen får vi i filmen en længere mordfantasi. Og der springes til tider i tid og rum på den helt simple måde, at folk træder ind i et nyt rum, hvor scenografien tydeligt fortæller vi nu er i fortiden. På et tidspunkt hiver Igor af alle kræfter Petrov ind i hans fortid, ligesom Petrov også vandrer ind og ud af den fiktive udgave af ham selv, som hans ven Sergej har skrevet – hvor ‘Petrov’ er en homoseksuel mekaniker, der er dybt misundelig på sin geniale forfatterven.

Lyder det overvældende og forvirrende? Det er det faktisk også. Men det er nok også meningen. Serebrennikov har lige siden sine teaterdage specialiseret sig i at tage gamle fortællinger, og føje til og spice dem op, indtil de – forhåbentlig – bliver en syndflod af stimuli. I forbindelse med en umanerlig succesful opførsel i 2015 af Ivan Gontjarovs roman En almindelig historie fra 1847 udtalte Serebrennikov:

‘Russian classical literature has a terrible fate: it ends up in the school, the school curriculum, and becomes favourite material for Youth Theatre. But in the second half of the 19th century, when “An Ordinary Story” came out, it was one of the most controversial and vivid novels, the most discussed, and provoked the same heated debates as those that are now stirred by the books of Vladimir Sorokin or Zakhar Prilepin – in a word, it was powerful and effective literature. We would like it to have the same level of sharpness and polemicity here‘

Et par af Serebrennikovs teateropførsler kan findes på video, hvis man leder lidt rundt omkring, heriblandt en opsætning af Wagners Lohengrin fra 2023. Den er helt ekstremt overlæsset: Der er videoprojektioner, der er danse med lyssværd, der er en fokus på krig som synes virkelig tidstypisk for en russisk kunstner i 2023. På et tidspunkt bliver hovedkarakteren Elsa spillet af tre personer på én gang: Én sanger og to dansere, hvoraf den ene er nøgen. Der er helt klart power og energi over det, men det er også alt alt for meget, ikke alle idéerne er lige gode, og jeg ved faktisk ikke rigtig hvor meget af det man gider at snakke om.

Sådan er det lidt ofte med Serebrennikov. Han har det med at lægge effekt på effekt, lede i sit materiale efter de steder han kan lave de vildeste filmiske stunts, og til tider ender det med ikke at virke helt så stærkt som det kunne. Jeg tror godt nok Petrov’s Flu er svær at forstå hvis ikke man har læst bogen, for der sker godt nok en milliard ting, samtidig med at der ikke sker noget som helst, og meget af det er baseret på følelser, som er beskrevet direkte i bogens indre monologer, men som er svært at få op på lærredet.

Det sker ikke særlig tit, at Serebrennikov skræller noget fra i en scene, han læsser generelt mere på. Men det sker faktisk hen mod slutningen af Petrov’s Flu. Efter at Petrov og Petrov junior har været til nytårsfest, hvor nogle ting er blevet afsløret, eller også er det ikke sandt alligevel, så bliver Petrov i bogen tvunget til at give et lift til Petrov Jrs lærerinde, som kommer med nogle ret passivt aggressive bemærkninger om sønnen. Men i filmen får far og søn lov til at køre alene, og i et par helt stille scener taler de varmt og intimt sammen, Petrov fortæller om den nytårsfest han selv var til, og hvorfor han stadig kan huske det, og der er endda et billede af et helt vidunderligt kram. Der kommer en ny pointe her: At nok har det russiske samfund feber, og det har smittet hele familien Petrov, men fordi de har hinanden, fordi de tre faktisk elsker hinanden som ikke ret mange andre i filmen elsker hinanden, så bliver de i mindre grad smittede. Hvilket er enormt nuttet. Og gøres enormt tragisk, fordi Petrova stadigvæk ikke tør være sammen med dem, af frygt for at slå dem ihjel. Det er alt sammen ægte følelser.

Og den slags er der faktisk også i ny og næ hos Serebrennikov. Ægte følelser. Ligesom melankolien i Sommer hos den aldrende rockstjerne over at liv og kunst og karriere aldrig helt blev til det han havde håbet. Serebrennikov forsøger faktisk ofte at finde nogle helt enkle og stærke følelser i det morads af krumspring og effekter, som han altid arbejder med i sine film. Men ofte, og også i Petrov’s Flu, bliver man så træt og overvældet af alt indtil da, at man næsten ikke kan overskue at få følelserne med.

Serien om Kirill Serebrennikov forsætter med Tchaikovsky’s Wife