Palmesøndag del 85
(Луна-парк, Pavel Lungin, Rusland
Cannes 1992)
I 1992 gik det stærkt. Det var allerede så småt undervejs i foråret 1990, hvor Boris Jeltsin blev valgt til formand for den Russiske Sovjetrepublik, ligesom de baltiske republikker forsøgte at blive selvstændige. I 1991 gik Sovjet-hæren ind i Litauen, og gammelkommunister forsøgte at kuppe Gorbatjov i august. Begge dele endte katastrofalt. 8. December 1991 blev Minsk-aftalen underskrevet, og Sovjetunionen var reelt ikke mere. Kommunismen var død, Østeuropa var klar til demokratiet og markedsøkonomiens velsignelser… Men på den korte bane var det kollaps og kaos som herskede. Pavel Lungin vendte i 1992 tilbage til Cannes med Luna Park, på en helt ny baggrund, og med en film der forsøgte at illustrere det samtidige kaos. Fra indledningens bande-kamp mellem skinheads og bikere og en lang sekvens over billeder af en forlystelses-park er det klart at vi har at gøre med noget kynisk og direkte. Desværre også noget ret så skidt.
Plottet i Luna Park minder egentlig forbløffende meget om plottet i Taxi Blues, blot er Andrei Leonov ung skinhead i stedet for taxi-chauffør, og den jødiske mand han møder, Naoum Kheifitz, er snarere hans far end hans ven. Men det er den samme idé om to verdener der kolliderer, en tidstypisk ‘russisk’, og en anden, jødisk, intellektuel version. Men Luna Park er mere stringent skrevet, hvor Andrej har et catchy dillema som en skinhead der finder ud af at han selv faktisk har en jødisk far, og hans skinhead-gruppering giver filmen et voldeligt potentiale, der forløses i en eksplosiv slutning. Hvis Taxi Blues er et karakter-portræt i genre-klæder, så er balancen i Luna Park vendt om.
Den ‘genre’ som Luna Park tilhører kaldes ‘chernukha’, som betyder noget i retning af ‘sort film’, men på en negativ måde… Oprindelig et skældsord for den slags film der opstod i slutningen af glasnost, film som tidligere nævnte Lille Vera, der skildrede det sovjetiske, senere russiske, samfund med kritiske øjne og ret store mængder sex, vold og alkohol. På engelsk er kritikeren Seth Graham så vidt jeg kan se ham, der har skrevet mest om fænomenet, og i en glimrende artikel siger han: ‘Typical settings are dirty and/or crowded apartments (often with pets depicted in proximity to exposed food), littered courtyards (populated by feral dogs and cats), urban streets at night, beer bars or liquor stores, police stations or prisons, and hospitals. Characters live either in urban isolation or with other members of a truncated (motherless, fatherless, or childless) family. Alcoholism and/or drug addiction is de rigueur as is a general atmosphere of cruelty: physical violence and frequent, unpredictable shouting and arguments. Bodies are commonly deformed by injury or illness, either before the narrative begins or during it. Sex is presented most often as rape, though rarely acknowledged as such in the narrative. Female nudity is common, and often signals the imminence of a rape scene.’ Han omtaler senere diskussionen om ‘chernukha’ således: ‘was the newly emergent style an accurate, if exaggerated, expression of the essential, rotten core of the society, or merely bad-boy épatage?’ Svaret er vel naturligvis både-og. Når chernukha film er bedst kan de føles essentielle. Men Luna Park er ikke chernukha når det er bedst.
Luna Park er en ret ekstrem film, hvor de to hovedpersoner tilhører ganske ekstreme og opstillede verdener. Andrei og hans skinhead-venner holder til i titlens forlystelsespark, mens Naoum bor i en enorm lejlighed, hvor han holder hof for sine intellektuelle venner. Det burde give instruktøren mulighed for at virkelig vise sin æstetiske kunnen i disse to ret stiliserede universer, men desværre er skildringen af skinhead-miljøet nærmest pinligt ringe. Der forsøges med energi, musik, muskler, men det er aldrig som om nogen involveret egentlig ved hvad det vil sige at være skinhead. Til et møde pumpes der musik udover menneskemængden som ‘danser’ uoverbevisende ved at træde fra side til side og lade som om de virkelig er engageret i sådan en masse-følelse. De råber ‘yeah’ en masse og fægter i luften, men det virker aldrig som andet end leg. Det er det pinligste øjeblik i filmen, men hele miljøskildringen føles forfejlet. Mere held er der over Naoum’s lejlighed, der har en nærmest Bulgakov’sk surrealisme over sig. Pludselig er der en gruppe eskimoer ovre i det ene hjørne, og så er der en computer-ekspert af en eller anden grund, der forsøger at programmere noget. Det er selvfølgelig også en genkendelig trope, som Lungin kunne trække på. Naoum spilles af Oleg Borisov, en kendt og elsket skuespiller i en af hans sidste roller, og forholdet mellem de to hovedpersoner er også et forhold mellem generationer, mellem gammeldags Sovjet-udstødte og moderne Ruslands-ditto. Lungin var aldrig den mest originale instruktør, så det giver mening han er bedst til at skildre hvad der har været skildret før.
Luna Park har komiske sekvenser, hvor Andrej må tage sig af den lille bitte Naoum, og den slutter med en actionsekvens, der synes tydeligt inspireret af Clint Eastwood’s fjerde (og bedste) film om Dirty Harry, Dirty Harry Vender Tilbage fra 1983, men som med sin brug af rutsjebane i dag sikkert giver flere minder til Frækkere end Politiet Tillader 3. Det er da meget sjovt at en sådan sekvens har været i Cannes. Men det føles alligevel som om Luna Park er en komplet mislykket film. Chernukha-film er såmænd fascinerende og interessante, men en fransk-produceret chernukha-film føles lidt som en komplet misforståelse. I sin essens burde det være Rusland’s mørke underside som kom frem, landets underbevidsthed, og når det er lavet med udlændinge, og formentlig til et udenlandsk publikum, så bliver den slags som regel mindre ærligt og udleverende. Nogen succes blev filmen da heller ikke, hverken i Rusland eller i Vesten. For at kontrastere med en instruktør, som reelt fandt ud af at knække koden, så lad os kigge lidt på Aleksej Balabanov og hans notoriske to Brother film. Den første fra 1997 var ifølge wikipedia lavet for 10-20.000$, oprindelig udgivet på vhs, men fik et enormt publikum, og står idag som en klassiker fra tiden. Den er lige så ‘chernukha’, hvor hovedpersonen Danila Bagrov er en ung russisk mand uden de store idéer efter at have været i Tjetjenien, og hans bror er lejemorder i Mosvka. Det er en lo-fi gangster-film, lidt i stil med Pusher, den slags film hvor folk falder ud af billedet når de er skudt, så man kan spare på effekterne. Det er en skidegod film. Brother 2 fra 2000 havde et meget større budget, foregår i Chicago, blev en blockbuster, og indeholdt udvekslingen ‘Er i gangstere?’ ‘Nej, vi er russere!’ Under Putin’s første præsident-kampagne lød et slogan: ‘Putin er vor Præsident, og Danila Bagrov er vor Bror’ Det lyder stupidt og hyper-nationalistisk, og det er det såmænd også, men er det ikke også netop meningen med ‘sorte’ film? Det er underlødige film, som alligevel har værdi. Luna Park, derimod, er en film der sætter sig mellem to stole, og som tydeligvis ikke kender sit miljø godt nok. Det er typisk at den var i hovedkonkurrence, mens Brother var i Un Certain Regard. Og Balabanov kom aldrig ind i det fine selskab, mens Lungin såmænd fik lov en gang til. Da var halvfemserne slut, og Rusland et ganske andet sted.