De har bygget til! Det er det aller første man ser i anden sæson af Matador, de velkendte facader set fra en helt anden vinkel. ‘Algade’, hvorpå ligger både Damernes Magasin, nu Omegnsbanken, Tøjhuset, familien Varnæs’ hus, har hele tiden været omdrejningspunktet i serien, men nu er ‘Korsgade’ blevet voldsomt udbygget, så kameraet kan filme fra begge sider. Det nye er først og fremmest Kristen Skjern’s lejlighed, der ligger lige op til Omegnsbanken. Det giver nye vinkler at se på byen fra – noget som de overvågningsglade borgere straks giver sig i kast med, og som sæsonen igennem vil betyde at især Hans Christian bliver sat under overvågning – selvom det nu her er Elisabeth, der må snige sig ud, og naturligvis alligevel opdages af Schwann og Møhge’rne.. Den nye sidevej er også et meget godt billede på anden sæson, som ikke bygger det hele op fra grunden igen, men i stedet lægger til. I anden sæson af Matador er afsnittene længere, og sæsonen igennem kommer der flere og flere ting til byen – ligesom ting fra første sæson har en tendens til at vende tilbage. Det giver mange herlige øjeblikke, men det er også næsten lige før det tipper over til sidst, også fordi der jo trods alt stadig er en art gennemgående plot.

Jeg skrev tidligere at der i slutningen af første sæson blev lagt op til opgør mellem de to bank-familier, men at det ikke ville ske. Det er jo ikke helt korrekt, for der er jo en kamp mellem Omegnsbanken og Korsbæk Bank i sæson 2. Men mon ikke forfatterne har set, at det ikke ligefrem ligger til Hans Christian Varnæs at give sig i kast med den slags. Det er der jo dog råd for. Der er et trick for manus-skrivere, når man vil have introduceret en person, og vil vise at han er særdeles vigtig: Sørg for at lade de andre karakterer snakke om ham. Det gøres der dælme brug af heri, hvor først Kristen og Elisabeth, så Korsbæks Banks bestyrelse, og så Kristen og Mads på marken, alle diskuterer Viggo Skjold-Hansen. Han lyder godt nok som en farlig krabat, Varnæs stoler ikke på ham, Mads er glad for at slippe af med ham, Konsulen vil hellere have ham på hans side. Og så! Så går døren op i banken, Hr Stein kigger op, og ind træder: AXEL STRØBYE! Jamen altså, nyd dog hvordan kameraet lige følger ham et skridt, og derefter hviler på ham mens han ser sig rundt, nyd hans blå jakkesæt der effektivt får ham til at skille sig ud fra de andre bestyrelsesmedlemmer. Der er absolut ingen tvivl om, at hans karakter køres i stilling som en vigtig ny person i seriens univers. Sammenlign med introduktionen af Byrådssekretær Gotfred Lund, der i stedet blot pludselig anes i et spejlbillede, mens han komplimenterer hans kone. Når medtænkes at den ene spilles af folkekære Strøbye, mens den anden spilles af Hardy Rafn, så er det ret tydeligt hvem der er en ny Matador-spiller, og hvem der blot er en brik.

Jeg vil skrive mere om den centrale sag om notater, tinglysninger, buster af Fernando Møhge etc når det bliver lidt mere konkret, så lad mig i stedet fokusere på den sidste halvdel af afsnittet. Ligesom i første sæson slutter sæsonens første afsnit med en fest hos familien Varnæs. Og der har virkelig været få plotelementer i nogen tv-serier overhovedet, der så tydeligt har handlet om at gøre en serie langtidsholdbar, som historien om Fru Møhge’s 100-års fødselsdag. Jeg tvivler på det har været planlagt på forhånd, snarere tror jeg forfatterne havde lyst til at beholde den morsomme karakter i langt længere tid end det havde været muligt med en 100-årig kvinde, så pludselig opdages det, at hun i virkeligheden kun er halvfems. For ja, Fru Møhge havde da umuligt kunne dø i kamp med tysken som 109… Ja, både Misse og Hans Christian udtrykker glæde for at de kan beholde hende langt længere end de havde regnet med, så det er ikke ligefrem dysset ned.

Men om det er skrevet ind af produktionsmæssige årsager, så er det stadig rart og betryggende at se Matador gøre det den er bedst til: Mange karakterer, noget situationelt, humor og menneskelige situationer. At Oberst Hachel har det skidt med historien om Møhge’s ridt gennem Fredericia fordi han ikke kan tro den danske officersstand behandlede 16-årige piger på den måde. Den måde konsulinden nævner de konservative ‘undtagen en’ hvorefter Dr Hansen sender et udsøgt smil tilbage i hendes retning – og Elisabeth vil også tælles med. Mest af alt spiller Karen Berg bragende godt. Hun skal som regel ikke lave så meget andet end at råbe de samme par sætninger højt og fægte med armene, men her får hun brugt sin mimik. Hendes ansigtsudtryk når hun puster lysene ud er helt ubeskriveligt, op til seeren selv at beslutte hvordan fordelingen er mellem glæde og demens. Nye gader, nye plots, nye figurer. Men Matador har altid kunnet lægge yderligere dimensioner ved helt små ting som et enkelt nærbillede, og det er helt grundlæggende fordi ingen nogensinde glemte at kunne gøre den slags, at den levede på så højt niveau i fire år.

Foruden:

* Algade ser da ud til at være en blind vej, ikke? Der står en ordentlig grågrøn bygning og spærrer den anden side. Helt perfekt tilbygget er det nu ikke…

* Oprindeligt var der et utroligt langt referat i starten af afsnittet, som gennemspillede hele scener fra de seks første afsnit. Det varede over seks minutter, og er muligvis det værste serien nogensinde har lavet. Det var lavet om nu, ifølge podcasten Meget Mere Matador er det både speaket af Ole Andreasen og skrevet af Lise Nørgård. Men det både lyder og synes nu alligevel lidt forkert. Det er sværere at gendanne end man lige tror 🙂

* At Skjold-Hansen invaderer Varnæs’ kontor viser først og fremmest hvor meget han har tænkt at blande sig, men en anden tanke har nok også at være at vise, at der er en seng bag et forhæng. For Hans Christian kunne jo sagtens blive træt og sådan… Det skal der nok også blive tid til at skrive mere om.

* Og Mads Skjern falder ned under en sofa… Det… er da også meget sjovt. Mest af alt kan jeg godt lide da Ingeborg sætter sig på skødet af ham, mens Arnold og Gudrun ser lidt forvirret til. Der er stadig varme mellem de to.

* Røde er blevet kommunist, eftersom Stauning har ‘svigtet proletariatet’. Han må henvise til Kanslergadeforliget af 30. Januar 1933, der forbød strejker og lockouter. Eftertiden har nu dog haft en lidt mere positiv opfattelse af det forlig, så vidt jeg ved, det anses som en grundsten for velfærdsstaten, men det satte da sikkert en stopper for idéen om proletarisk revolution.

* Der er gevaldigt knas i datologien. Larsen læser en avis der siger ‘Arbejdsgiverne varslede i Gaar Stor-Lockout’ samt ‘Royalistisk Kupforsøg i Spanien’ Der var jo ikke nogen lockout efter kanslergadeforliget, eftersom det netop var indgået for at stoppe den slags. Og det eneste spanske kupforsøg jeg kan finde på den tid, det er José Sanjurjo’s forsøg i August 32, også kaldet ‘sanjurjadaen’ men det passer naturligvis heller ikke ind. Og fødselsdagskagen til Fru Møhge siger da vist ‘6/11 1933’, hvilket om det er Juni eller November passer skidt… Og så siger Ingeborg endda, at det er fire år siden Mads kom til Korsbæk for fire år siden ‘på søndag’, men det var jo i april…

* Men husk på afsnit 6 sluttede senest November 32, så der er lige meget hvad sket en del på ret kort tid…

* Der ser ikke ud til at være Matador på næste lørdag… Det er da højst besynderligt, men hvis de holder pause nu, så tusind tak for at du læste med i denne omgang. Det har været svært sjovt at dykke ned i og tænke lidt mere over.