Palmesøndag del 213
(Una pura formalità, Giuseppe Tornatore, Italien/Frankrig
Cannes 1994)
A Pure Formality er en ren katastrofe. Det er nærmest uforståeligt. Instruktøren er Guiseppe Tornatore, stadigvæk kun fem år efter Mine Aftener i Paradis. Den er fotograferet af Tornatores faste fotograf Blasco Guirato. Manuskriptet er skrevet i samarbejde med den franske forfatter Pascal Quignard, der et par år forinden havde været med til at lave kæmpesuccessen Alle Morgener på Jorden (som nok er glemt nu, men den solgte godt i 1991). Hovedrollerne spilles af grand old men Gerard Depardieu og Roman Polanski. Intet af det er godt. Mest vanvittigt af alt, så er det lykkedes at få Ennio Morricone til at skrive et dårligt soundtrack, en ligegyldig gang hvinende thriller-klichéer.
Det er en af de film, der bedst kan ses som tegn på, at der er noget grundlæggende galt et sted. Ikke med håndværket, men med idéer om hvad der er værdifuldt og kunstnerisk. Der skete mange nye ting i filmverdenen i 1994, og en del af det var faktisk repræsenteret i Cannes det år. Og når man så samtidig kan se et makværk som A Pure Formality, så bliver det så meget desto mere tydeligt, hvorfor der var brug for noget nyt.
En regnvåd aften lyder et pistolskud, og derefter render en forvirret mand (Depardieu) rundt i mørket. Han bliver samlet op af politiet, og bragt til et forfaldent politikontor, hvor det konstant regner ned på gulvet. Efter lidt tid dukker ‘inspektøren’ (Polanski) op, og begynder at afhøre ham. Det er lidt uklart præcis hvad de skal snakke om – inspektøren siger først at det er ‘en ren formalitet’ – men efterhånden bliver det klart, at der er blevet fundet et lig, og at det nok har noget med manden at gøre. Han er forfatter, Onoff er hans forfatter-navn, og kan på den ene side ikke rigtig huske noget, på den anden side taler han tydeligvis udenom. Har han myrdet sin ekskone? Eller en rival? Er det noget mere mystisk, der ligger bag? Og hvorfor faen vil inspektøren ikke bare fortælle hvad faen det hele drejer sig om? Og sådan går der halvanden time i grimme brune rum, mens der bliver talt udenom et centralt mysterie vi ikke forstår, og så til sidst er løsningen (spoiler) gennemført nederen.
Der er ét fuldstændig åbenlyst problem, som man måske allerede kan regne ud ved at kigge på de involverede navne. Instruktøren er italiensk, men skuespillerne er franske (Roman Polanski tæller som fransk i den her sammenhæng, han taler ihf ikke italiensk), og det kunne tyde på noget farefuld euro-pudding. Og jep. Det er faktisk værre end man tror, for resten af castet lader til at være italienere, og resultatet blev en film lavet i to versioner, på fransk og på italiensk, og jeg har set den franske og glimt af den italienske, og jeg har ikke fundet en eneste replik der lyder naturlig i nogle af filmene. Den franske er dog bedst, den italienske version er nærmest ulideligt dårligt dubbet. Det sætter sig også i resten af filmen, det er en glat global prestigeproduktion, der er intet der føles specifikt om Italien eller Frankrig, intet der føler det vil fortælle noget om noget som helst. Det er nærmest postmoderne.
Filmsproget er vitterligt også nærmest postmoderne, så uselvstændigt og refererende er det. Det hele skriger ‘thriller’, med tricks der med lidt god vilje kan kaldes Hitchcock’ske, men som snarere virker som referencer til når Brian De Palma refererer til Hitchcock. Der er en scene hvor blodigt tøj skal gemmes væk på et toilet, klippet med stort overskud, men eftersom det er umuligt at gennemskue hvad det skal betyde – jeg forstår efter at have set filmen stadigvæk ikke hvis blod Onoff tror det er – bliver det bare ren pastiche. Der er brugt split diopter linser, hvilket er iøjnefaldende, men også her ret grimt. Musikken er som nævnt forfærdelig, og passer på ingen måde til Morricones styrker. Og kameraarbejdet er ofte nogle utrolig lange klip, hvilket i og for sig er teknisk imponerende, men også så hamrende ligegyldigt i samtalescener i grimme omgivelser. Og desuden så var det bedste ved Tornatores tidligere Stanno Tutti Bene klipningen, hvilket han også siden foldede ud, og det er der nærmest ikke plads til her. Det er nærmest skræmmende uvedkommende.
Musikkritikeren Simon Reynolds skrev noget virkelig klogt mens han arbejdede med glamrock-bogen Shock and Awe. Han fortalte, at han først virkelig forstod hvor tillokkende glam havde været i halvfjerdserne, da han kiggede gamle musikmagasiner igennem, og kunne se hvor kedelige og uinspirerende de andre bands så ud dengang. Ej hvor man måtte trænge til lidt glitter. Jeg forstår på samme måde endnu mere hvorfor Pulp Fiction var så stor en sensation i 1994. For i virkeligheden gør A Pure Formality meget af det samme, kopierer idéer fra gamle film ind i en ny ramme, men Pulp Fiction gør det med en forståelse af hvad den laver, og med meta-lag om filmens væsen. A Pure Formality er bare postmoderne og selvrefererende fordi der virkelig ikke er andet af interesse i nogle som helst lag af filmen. Hvis den seriøse artfilm var endt sådan har, så er det da klart man gerne ville have noget selvbevidst pulp.
Der var flere vigtige film i Cannes 1994. F.eks er det året hvor instruktører som Abbas Kiarostami og Edward Yang var med for første gang, og yderligere understregede at det vilde skete en del øst for Italien. Men der var en anden italiensk film med, som lidt har fået status af nyklassiker. Nanni Moretti vandt Bedste Instruktør for Caro Diario, en episodisk og lidt skramlet film, hvor Moretti fortæller løst og fast hvad han mener om bl.a. Italiens tilstand og lægevidenskaben. Den film er igen alt det som A Pure Formality ikke er, smal og engageret, opfindsom og diskuterende. Det var Morettis første film i Cannes i 16 år, men herefter blev han fast genganger. Morettis film kan også lidt kaldes postmodernisme, men det er en anden postmodernisme, en postmodernisme funderet i halvfjerdser-filosofi, optaget af at komme videre fra marxistiske paroler uden at forfalde til diverse faldgruber som konservatisme og nostalgi. Lidt groft sagt præcis de faldgruber Tornatore var faldet i.
Det værste er vel, at det ikke engang er Tornatores værste film. Den ære tilfalder nok rædslen Legenden om pianisten på havet fra 1998, hvor Tim Roth spiller en pianist på et skib, en pianist der hedder 1900, og det hele er så villet mærkværdigt at det ikke er til at holde ud. Men herefter fandt Tornatore dog tilbage på sporet. Malena fra 2000 er min yndlings blandt hans film, vender tilbage til tematikken fra Mine Aftener i Paradis, men med ypperlig klipning og mere kompleksitet i tidsbilledet. Baaria fra 2009 handlede om samme lille by, og kan siges at udgøre en art barneskildrings-trilogi sammen med de to andre rigtig gode Tornatore-film. Det er tre gode film. Det er i og for sig udmærket for en instruktør. Men det kan dælme ikke være det man så for sig, da den 33-årige instruktør bragede igennem i 1989 med Mine Aftener i Paradis.
Serien om Guiseppe Tornatore begyndte med Mine aftener i Paradis