SAMUEL L. JACKSON stars in THE HATEFUL EIGHT. 
Photo: Andrew Cooper, SMPSP
© 2015 The Weinstein Company. All Rights Reserved.

The Hateful Eight

Justice delivered without dispassion is always in danger of not being justice.
– Oswaldo Moray

Hvis – når – du skal se The Hateful Eight, så forsøg at få den set den såkaldte ‘Special Roadshow Engagement’, præsenteret i Imperial på 70 mm. Der er seks minutter mere film, der er en ouverture – og Ennio Morricone’s soundtrack er værd at høre så meget af som muligt – og der er indlagt en 12 minutters pause på et perfekt tidspunkt rent dramaturgisk. Derudover er det ganske sjældent at man får set nye film på celluloid i dag, og da specielt på 70 mm. Billederne ser fantastiske ud, knivskarpe og farvemættede, og selvom det meste af filmen er et kammerspil der finder sted i en enkelt bygning – ‘Minnie’s Haberdashery’, som den kaldes – hvortil personerne har søgt tilflugt under en snestorm, så øger bredformatet oplevelsen, i og med at man ofte kan følge med i hvad personer laver både i forgrunden samt i baggrunden. Det øger en tematisk pointe: At samtlige personer i filmen har deres egne motiver, deres egne liv, som også foregår selv når fokus ikke er på dem. Men vigtigst af alt, så skal man gå til de specielle 70 mm forestillinger fordi det subtilt ændrer filmens status. I stedet for at være et værk, som så mange andre film, som vi kan se i bio, på tv, på netflix, på mobil, så bliver The Hateful Eight til noget andet, og måske vigtigere: En begivenhed.

Alle narrative film er begivenheder, de er handlinger. Hvad er en handling, hvis ikke en ophobning af begivenheder? Men ofte føles det som sker ikke som begivenheder, dertil føles det for vægtløst. En samtale er ikke en samtale, men ‘exposition’, en måde for filmen at få formidlet vigtig viden. Et skyderi, en slåskamp, en eksplosion, føles ikke virkeligt, men som ‘action’, som effektsekvenser, der skal lokke publikum til. Der findes formler for hvornår filmens pointer skal falde, der skal være skift i plottet ca en fjerdedel fra start og en fjerdedel fra slut, og store action-‘beats’ skal falde som minimum hver halve time, ellers mister publikum interessen. Der findes en hel masse regler og sandheder om hvordan film skal være, som én for én får filmene til at føles mindre som virkelighed, og mere som film. Det er en paradoksal misforståelse om stilisten Tarantino, at fordi han bevidst bryder det typiske filmiske formsprog – usædvanligt konstruerede fortællinger, med kapitler, flashbacks; overgjort vold – så føles hans film mere uvirkelige, mere som film. Tværtom. Når Tarantino er bedst, som i langt størstedelen af The Hateful Eight, så trænges der igennem de filmiske konventioner så man i virkeligheden berøres mere af de viste begivenheder. Fordi de netop føles mere virkeligt som begivenheder. Volden gør mere ondt. Racismen føles hårdere. Følelserne, sorgen, hadet, føles mere indædt.

(L-R) KURT RUSSELL and SAMUEL L. JACKSON star in THE HATEFUL EIGHT.  Photo: Andrew Cooper, SMPSP © 2015 The Weinstein Company. All Rights Reserved.

Der er som titlen antyder uendeligt meget had i den her film. Den sorte dusørjæger Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson) bliver samlet op af en dilligence i Wyoming, hvis passagerer er en anden dusørjæger, John Ruth (Kurt Russell), der bringer en fange Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) til byen Red Rock for at blive hængt. Snart samler de endnu en passager op, Chris Mannix, som påstår at være Red Rock’s nye sheriff (Walton Goggins). Da de søger ly på Minnie’s Haberdashery for en snestorm er Minnie væk, men til gengæld er der fire andre mænd, en mexikaner ved navn Bob (Demian Bichir), en englænder ved navn Oswaldo Mobray (Tim Roth, i den rolle som Christoph Waltz ellers har spillet hos Tarantino på det seneste), en tavs cowboy der hedder Joe Gage (Michael Madsen) og en sydstatsgeneral Sandy Smithers (Bruce Dern). John Ruth får hurtigt mistanke om, at alle ikke er hvem de siger de er, og at nogen vil forsøge at frigive hans fange. Eftersom det er en Tarantino film er det jo nok ikke nogen spoiler at afsløre, at ikke alle kommer til at forlade Minnie’s Haberdashery i live.

JENNIFER JASON LEIGH stars in THE HATEFUL EIGHT.  Photo: Andrew Cooper, SMPSP © 2015 The Weinstein Company. All Rights Reserved.

Men når filmen er tre timer lang, skyldes det først og fremmest at så meget tid er dedikeret til personerne og deres historier. Og deres had, selvfølgelig meget tydeligt med racismen i forhold til den sorte major (Tarantino er måske nok lidt for glad for at bruge n-ordet), men selv de sympatiske karakter er kendetegnet ved had. Major Marquis Warren blev kendt på at dræbe indianere. Og Bob og Daisy bliver helt rutinemæssigt lagt for had og endda mishandlet, uden at der gøres det store ud af det. Men den helt centrale begivenhed i deres historie er den Amerikanske Borgerkrig. Der er ikke noget årstal for hvornår filmen foregår, mit pressemateriale siger den foregår ‘seks, otte, eller måske endda 12 år efter’ krigen, men jeg har en mistanke om, at det kan være meget længere tid efter. De karakterer der går mest op i krigen spilles af gamle mænd som Samuel L. Jackson (67 år), Kurt Russell (64 år) og Bruce Dern (79 år), mens Walton Goggins langt yngre karakter (44 år) er kendt som søn af en kæmper. På sin vis føles det som noget der ligger generationer tilbage, hvilket dog burde betyde at der var nyere begivenheder at tale om. Nærmere er det endnu en abstraktion fra Tarantino’s side, der skal gøre følelsen stærkere: Arven fra borgerkrigen gøres større ved at være det centrale hos folk der har levet længere.

(L-R) TIM ROTH, KURT RUSSELL, and JENNIFER JASON LEIGH star in THE HATEFUL EIGHT.  Photo: Andrew Cooper, SMPSP © 2015 The Weinstein Company. All Rights Reserved.

Og pointen ligger jo lige for: Arven fra borgerkrigen ligger stadig i USA i dag. Skellet er ikke væk. Hadet er ikke væk. Det er en sørgende film, en mismodig film, til tider endda en elegisk film. I Inglourious Basterds og Django Unchained fik heltene lov til at gøre op med ondskaben, dræbe Hitler og sprænge slaveplantagen i luften. Der er ikke nogen simpel vej at bekæmpe hadet i The Hateful Eight. Det er det skift, væk fra den lette hævnfantasi, som gør, at filmen føles vedkommende, som en variation over et tema, frem for som en gentagelse af samme, som Django Unchained lidt for meget føltes som. Dog er det ikke en åbenbaring ligesom Inglourious Basterds var det. Tænk at den arketypiske postmodernist, hvis film som Pulp Fiction og Kill Bill virkede interesserede i få ting andet end andre film og at være cool, kunne lave en historisk film med så klare og overraskende holdninger. Inglourious Basterds insisterede på, at historien kunne være anderledes, at hvis folk havde ageret på anden vis kunne forløbet have ændret sig. Igen: Filmen skildrede sin verdenshistorie ikke som afsluttet historie, men som fortøbende begivenheder, personerne ikke kendte udfaldet på, og dermed påstod den at al vor historie er begivenheder. Og vi kan ændre på dem hvis vi vil. Det er sværere for personerne i The Hateful Eight, fanget som de er i en hytte i en snestorm. Men alligevel fremstår filmen yderst moralsk, komplet klar over sine personers moralske mangler. Gør verden bedre. Blot en lille del af den. Gør i hvert fald dit bedste.

Den etik gennemfiltrerer også filmsproget, hvor lige præcis alt er forsøgt gjort så godt som muligt. Naturligvis er det 70mm, selvom det krævede kæmpe ressourcer. Men også enkelte klip er simpelthen klasser over hvad næsten alle andre instruktører forsøger sig med. Tag titelsekvensen, den bedste titelsekvens jeg har set i lange tider. Kameraet glider langs en figur, tæt på, men alligevel kan man hurtigt gætte det er et kors. Og som kameraet glider bagud, korset glider til venstre, så kommer dilligencen til syne bag den, i snefyldt bjerglandskab, og kreerer et mesterligt billede. Det er også lige her at musikken intensiveres, i præcis det øjeblik navnet ‘Ennio Morricone’ glimter på skærmen, et jubel-øjeblik for westernfans. Eller en anden scene, hvor Daisy Domergue får lov til at spille en sang på guitar, og synger sangen ‘Jim Jones at Botany Bay’, skrøbeligt, afdæmpet, og hver gang hun kigger bagud, hvor hendes fangevogter bevogter hende skiftes der dybdefokus. Frem og tilbage, frem igen. Man kunne også bare have klippet, så Jennifer Jason Leigh ikke behøvede at synge sangen i et take. Men det ser fremragende ud.

Sådan er The Hateful Eight. Billede for billede, skud for skud, er det film når film er bedst. Detalje for detalje, smil for smil, replik for replik, panorering for panorering, fokusskift for fokusskift. Filmen er ganske enkelt bedre end det meste. Eller i hvert fald: At se den er en bedre begivenhed end det meste. Tag en aften ud af kalenderen, skaf en babysitter, spis middag først, nyd tre timer i en fantastisk realiseret filmverden med noget på hjerte. Og tag så ud bagefter, drik en øl eller en kop thé, grin af jokesne, ryst chokkene af jer, snak om de historiske pointer og ryst på hovedet af de – mange – steder, hvor Tarantino er for meget Tarantino. Ja, den er lang. Ja, enkelte steder kunne manuskriptet have været bedre. Men i forhold til så mange andre formulariske film vi får, det være sig blockbustere, oscarbait eller indelukket arthouse, så er den en overstrømmende gave til sit publikum.

Alle billeder er copyright Scanbox.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.