Palmesøndag del 238
(밀양, Miryang, Lee Chang-dong, Sydkorea
Cannes 2007, Bedste Skuespillerinde (Jeon Do-yeon))
Jeg tror helt ærligt at Lee Chang-dong er en af de væsenligste instruktører at beskæftige sig med, hvis man vil forstå kunstfilmen i det nye årtusinde. Ikke fordi han er blandt de bedste – for det mener jeg egentlig ikke han er, selvom jeg bestemt godt kan lide ham – men fordi hans karriere er emblematisk for nogle skift der er sket. Han minder mig om folk som Asghar Farhadi og Thomas Vinterberg. Gode, stærke, intellektuelle kunstnere, der sætter dagsordener, fortolker samtidshistorie, udlægger den moderne kultur. Sådan nogle har der altid været. Men for mig er det lidt noget nyt, at de nu er filminstruktører. De plejede at være forfattere.
Her er det, at Lee Chang-dong er så emblematisk. For han plejede også at være forfatter! Han er den perfekte moderne forfatter-instruktør, og hans film viser hvordan det ikke nødvendigvis behøver at gå ud over det æstetiske, at instruktøren mest gerne vil lave den store koreanske roman, bare som film. Man skal jo stadig have en stil.
For at forstå Lee Chang-dong er man først nød til lige at forstå det helt basale om sydkoreansk historie: Sydkorea var et diktatur indtil slutfirserne. Det første nogenlunde demokratiske valg blev holdt i 1988, men oppositionen var splittet, så det endte alligevel med at en general vandt. Et reelt demokratisk civilt parti kom først til magten i 1992. En af de ting som det nye styre gjorde, det var at lempe censuren ret massivt. Hvis man synes at der plejede at være bemærkelsesværdigt meget sex og vold i koreansk film omkring årtusindskiftet, så kan det ret meget forklares med, at de havde noget de skulle ud med.
Men det var ikke kun sex og vold der blev tilladt. Politiske og sociale holdninger generelt kunne pludselig komme til, uden at der først skulle sidde en censor fra styret og sige god for det. Det bemærkede Lee Chang-dong, der på dette tidspunkt var en allerede etableret forfatter omkring de fyrre år. Han noterede sig, helt rigtigt, at hvis filmen kunne blive en kunstform hvor der var plads til personlige holdninger, så var der formentlig potentiale til at komme langt bredere ud end hans romaner kunne. Så han skiftede kunstform. Og hans første film beviste, at han virkelig havde fat i noget. Green Fish (1997) beskriver et råt og ufølsomt samfund, hvor en ung mand kommer i klemme hos noget organiseret kriminalitet. Den blev en giga succes, var blandt top ti mest populære koreanske film det år, og vandt stort set alle koreanske filmpriser. Opfølgeren Peppermint Candy (1999) vandt ikke helt så mange priser, men solgte stadig bemærkelsesværdigt mange billetter i forhold til dens komplekse form. Filmen foregår omvendt kronologisk, begynder med hovedpersonens selvmord, og rejser så tilbage i tiden indtil den skildrer de scener hvor noget syntes at være gået i stykker hos den unge mand. Og ja, det var dengang han var soldat for diktaturet, og slog unge mennesker ihjel. Den pointe var Lee ikke kommet så bredt ud med, hvis han havde skrevet det i en roman. Efter en mere karakterbåret film, Oasis (2002), blev Lee for alvor en offentlig intellektuel: Han var straight up kulturminister fra 2003 til 2004. Det var nok derfor der gik fem år inden han fulgte op, med Secret Sunshine i 2007, første gang han kom i hovedkonkurrence i Cannes.
Secret Sunshine har, som de fleste andre Lee Chang-dong film, et ret formidabelt manuskript, der fortæller en tankevækkende historie om det koreanske samfund. Jeon Do-yeon spiller en ung mor, Lee Shin-ae, hvis mand kort forinden er død. Hun rejser til hans hjemby Miryiang for at starte på ny, etablerer sig som klaverlærer, og får nye venner. Men så en dag bliver hendes søn bortført, og selvom hun forsøger at skaffe den krævede løsesum, så myrder kidnapperen den lille dreng. Knust af sorg forsøger Shin-ae at finde en ny mening med tilværelsen, blandt andet i Kristendommen, der fylder mere og mere i Sydkorea for tiden. Men det er ikke let at finde svar på umulige spørgsmål.
Secret Sunshine er, som flere andre af Lee Chang-dongs film, baseret på en novelle, den her gang af den store koreanske forfatter Lee Cheong-jun, der døde kort efter at filmen kom ud. Det er endnu en god ting ved at være instruktør frem for forfatter: Man behøver ikke at finde på sine egne historier, men kan få lov til at basere dem på andres! Det kan lyde lidt nedladende, men jeg mener det komplet positivt: Ligesom en god forfatter til teaterstykker også godt kan være vældig god til at sætte andres stykker op, på samme måde er Lee Chang-dong vældig god til at tage en kort fortælling, og folde den voldsomt ud. Secret Sunshine varer 140 minutter, og tager sig god tid til at komme rundt omkring og angribe den centrale situation fra forskellige vinkler. Man mærker at en god forfatter har fået fat i en god fortælling.
Et eksempel: Som nævnt finder Shin-ae en ro ved Kristendommen, og hun beslutter sig for, at hun vil tilgive manden, der dræbte hendes søn. Men da hun møder ham i fængselet, så fortæller han, at han såmænd også har fundet Kristus, og er blevet i stand til at tilgive sig selv! Shin-aes trosfæller er glade, de ser bare endnu et menneske som har fundet glæde hos Jesus, men Shin-ae er knust. Det var hende som skulle tilgive, det var hende der skulle finde en måde at håndtere tabet på. En ret tankevækkende religiøs situation.
Der er flere gode situationer, især når det kommer til køn. Lee Chang-dong er en af de mandlige instruktører, der har mest blik for mænds dårlige behandling af kvinder. I Secret Sunshine er det især slående hvordan Shin-ae ikke kan få lov til at leve med sin egen sorg. Mandens familie er efter hende, nu har de mistet to generationer af drenge/mænd, hun må bringe ulykke! Og ret mange mennesker synes det er mere tragisk at mandens/drengens familie har mistet, end at en kvinde har mistet både mand og barn. Et andet fascinerende aspekt er Shin-aes bekendte Kim Jong-chan, spillet af Song Kang-ho, nu kendt fra Parasite. Jong-chan hjælper hende hele vejen igennem, men lader samtidig til hele tiden at have bagtanker: Hvis hun beder ham om at lade være, så vil han ikke, hvis hun beder ham om ærligt at sige hvad han gerne vil, så vil han ikke. Han er en fascinerende karakter, som fremstår så meget stærkere fordi vi aldrig rigtig ved hvor vi har ham. Men nogen særlig stor respekt for kvinders grænser har han altså ikke…
Secret Sunshine vandt prisen for Bedste Skuespillerinde i Cannes, hvilket er fuldt fortjent, Jeon Do-yeon gør det forrygende. Det er også den slags film: Stærk fortælling, stærkt skuespil, stærke situationer. Der er også nogle virkelig smukke ting, især er det jo ret smart at være så optaget af lys, når man laver en film. Secret Sunshine har nogle virkelig smukke scener, hvor folk bare kigger på solskin. Omvendt er det ikke en af Lee Chang-dongs mest æstetisk interessante film. Der bruges mest bare meget håndholdt kamera, og så holdes klippene i rigtig lang tid. Det ligner faktisk lidt en Thomas Vinterberg film. Og som med Vinterberg, så er der nogle gange vidunderlige sekvenser – Druk-dans! – men dele af den kunne næsten lige så godt have været en roman. Det havde været en god roman! Personligt foretrækker jeg bare mere… filmiske film. Det var dog faktisk også den retning Lee Chang-dong bevægede sig i med hans næste film.